Orla 75 %

Tredje etape i gennemgangen af de 12 Orla-nominerede går gennem en nyklassisk billedbogsserie, en fanbog om en håndboldspiller og en kærligheds-comming-of-age-bog om elvere.

Skal vi så se at komme i gang.

Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning

Alle elsker Vitello. Eller, det bør alle i hvert fald. 'Vitello gør en god gerning' er 14. bind i Kim Fupz Aakesons serie om drengen, der bor ved Ringvejen og hænger ud med sine dårlige venner og sin klamme og hemmelige kæreste og med en mor, der bevæger sig i periferien af det pædagogisk korrekte.

Vitellobøgerne er en børne-sitcom i bogform. Og det fungerer som regel altid pisse godt. Det er stramt, genkendeligt og Kim Fupz er uden sammenligning den bedste i Danmark til at skrive skægge og lækre replikker. Vitello-bøgerne er ganske enkelt sindssygt sjove. 

Sitcom-formen er naturligt nok temmelig skematisk – men dette afbløder Fupz ironisk og elegant. .

I 'Vitello gør en god gerning' er der ingen hjemme at lege med udover møgungen William, der til gengæld er klædt i en flot uniform og gerne vil stige i spejdergraderne for at få en kniv. Og en kniv, er da ca. det sejeste Vitello kan forestille sig, derfor klamprer han sin egen uniform sammen af en UFO-kasket og nogle klistermærker og vil hjælpe William med at gøre gode gerninger, så også han kan få sig en vildt sej kniv. 

Det kan næsten kun gå galt. 

Og det gør det også. 

Det er skægt og falden-på-halen-farce-agtigt. Og det plejer jeg ellers at være til fals for. Men jeg var ikke toplykkelig for tricksene i ’Vitello gør en god gerning’. Måske fordi farcen var for forceret.  Vitellos konstante forkerte udtalelse af Tjikkerlikker tjikkerlikker var lidt vel konstrueret, og det fungerede bare ikke på mig.

'Vitello gør en god gerning' er altså ikke den bedste af Vitello-bøgerne (det er den med den klamme kæreste, synes jeg). Men det er da godt. Bevares. Virkelig godt. Det er jo Fupz.

Maria Lundsby Krüger: Alt om Mikkel Hansen

Ok, jeg kommer lige med en formodning, som jeg ikke har en skid at have i. Jeg tror ikke at 'Alt om Mikkel Hansen' er skrevet ud fra et stort indre behov fra hverken forfatter eller forlags side. 

Et bud kunne være, at forlaget har stirret på bestsellerlisterne for børnebøger og set på ’Alt om Lionel Messi’ og ’Alt om Neymar’ eller hvad de nu hedder og tænkt So ein Succes muss wir auch machen; for derefter at have skuet ud over landskabet af danske sportsstjerner og fundet Mikkel Hansen.

Det kan jeg godt forstå. Det er der ingenting forgjort eller odiøst i. Det er bare ikke altid man får en rigtig god bog ud af det.

Og 'Alt om Mikkel Hansen' gør sådan set det som det udgiver sig for at være: et udvidet dobbelt-fan-opslag i Vi unge med historier, baggrund, anekdoter og slet skjulte reklamer for tøjfirmaer. Det er der heller ikke noget underligt i. Det er bare ikke litteratur. Jeg tror heller ikke ’Alt om Mikkel Hansen’ forsøger at være det. Det er jo en fanbog og en sådan behøver vel ikke et helt vildt spændende objekt, der har oplevet sindssygt mange ting og kan fortælle dem personligt og nyt.

Jeg har i mange år været vild med håndbold. Jeg nyder at se Mikkel Hansen på en bane og læste den derfor med distanceret interesse og undrede mig igen og igen over det skisma der er i forskellen mellem det at skide højt og flot på Janteloven og bare ville være den bedste og gerne ville kæmpe for det og vise det. Og samtidig slå så hårdt på, at man er totalt grounded. Og når der så gøres opmærksom på at årsagen til at Hansen rykkede fra at være et talent i GOG og til at være en af verdens bedste var, at man droppede 'kongen af Gudme-attituderne' og blev mere ydmyg. I mit hoved hænger det ikke sammen. Det behøver det heller ikke. Men det danske håndboldlandshold har større chance for at vinde OL-guld i 2016 end 'Alt om Mikkel Hansen' har for at vinde en Orla-pris (i hvert fald den moralske).

Nicole Boyle Rødtness: Elverskud - Skæbnedans

Hvis der er nogle vandrør i Orlasammenhænge -  og hvis jeg hører rigtigt efter, så er Nicole Boyle Rødtness favorit til at vinde titlen i år. Og efter jeg har læst ’Elverskud’ tror jeg endnu mere på at vandrørene har fat i den lange ende. For ’Skæbnedans’ rammer klokkeklart ned i den målgruppe, som jeg forestiller mig vil stemme til Orla.

'Skæbnesdans' er første bind i serien om Birke, der er halvt elverpige med hul i ryggen und alles. Og en gang om måneden skal hun og hendes søstre danse i den lille by, hvor de bor for at få stillet deres sult af de hypnotiserede borgere. Deres mor, der var elver døde, under fødslen sammen med Birkes fjerde søster. Faderen er derimod menneske og forsøger dels at holde døtrenes stamtræ hemmelig for omverdenen, samtidig med at han prøver at få deres liv til at være så almindeligt som muligt.

Det er ikke nogen nem opgave, når hans døtre jo lever af at folk bliver småforheksede af deres dans. Ydermere vanskeliggøres det hele af at søstrene er ved at nå den alder, hvor drenge og en spirende seksualitet udgør en evigt voksende interesse. Og det er altså helt ærlig svært at skjule en hul ryg når man gerne vil i nærkontakt med et lækkert stykke dreng helst i ensom svømmehal med dunkel belysning og romantik i elastiske metermål. Og så har elverpiger unægtelig en dragende effekt på hankønsvæsener.

Familiens hemmelighed er med andre ord i konstant fare for at blive afsløret. Og måske kommer fortiden og dens hemmeligheder også og presser Birke, hendes søstre og hendes far.

Kærlighed, mystik, dans, elvere, grusomheder og begær. Det er hvad siderne i 'Skæbnedans' er spækket med. Og grebet med at lade en flok overnaturlige figurer blende ind mellem almindelige unge mennesker er godt set – og vel også i familie med fx Twilight-serien (uden dog at have læst en linje af Meyers serie).

Skæbnedans fungerer fint. Boyle Rødtness er god til at skrue en sikker og genretro historie sammen. Og det virker som om ’Skæbnedans’ er meget bevidst om sine virkemidler. Mange kapitler slutter med en mega cliffhanger, og dette trick skaber jo en voldsom fremdrift. Det er jeg sikker på at målgruppen synes er fedt. Jeg, derimod, er skide kedelig (jeg ville skrive blasert, men jeg ved at jeg har slidt dette mit nye yndlingsord op) og synes at når cliffhangerne bliver drysset med en så generøs hånd som de gør i ’Skæbnedans’, ja, så bliver det for konstrueret og corny.

Jeg er sådan en læser, hvis primære læsebegær ikke fyldes af hvad der sker i historien. Plotpunkter og sådan har aldrig rigtig bidt sig fast i mig. Måske er det derfor jeg ikke er til fantasy? Sikkert. Jeg er klart mere til der, hvor jeg bare kan forstå en hovedperson og føøøøøøøøle med ham/hende/den/det og især til der, hvor sproget bliver musik og hvor sproget giver mig nye måder at se verden på. Og her synes jeg ’Skæbnedans’ halter. For selvom den fungerer fint som historie så synes jeg altså sproget i den er for anonymt til mig.

Men det lidt kedelige sprog og nogle ikke altid troværdige personer afholdt mig hverken fra at være ok underholdt, at måske lade mig friste til også læse bind to og at blive bekræftet i at ’Skæbnesdans’ sagtens kan et Orlaklistermærke på næste oplag.

Ni ud af tolv bøger. Jeg kan næsten ikke vente til at få dusinet fuldt og give mit bud på en vinder - både en reel og en moralsk. Jeg er også spændt!