Enid Blyton: De fem

Maden smager bare bedre når man spiser den ude i naturen

Engelske Enid Blyton (1897-1968) er en af de allermest læste børnebogsforfattere. Hun skrev især i krimigenren og i serier og ifølge Wiki skrev hun rundt regnet 800 bøger i sin 40 år lange karriere. Det er jo også en sjat.

Hendes mest berømte serie i Danmark var ’De fem’-serien om de tre søskende Anne, Julian og Dick og deres kusine George og hendes hund Tim, der løser mange mystiske mysterier i det sydlige England. 

Serien bestod af 21 bind – skrevet 1941-63 og de første seks bøger er i år kommet i to nyoversatte bind, som Weekendavisens Anne Knudsen var pænt begejstret for. Hvilket  jeg højlydt undrede mig over til dem der gad høre på det (hvilket i grunden var skuffende få).

Ruster gammel triviallitterær kærlighed?

For min fordom var at Enid Blyton var gammeldags triviallitterær forfatter med en bedaget syn på verden og kønsroller og skrev skematisk og med et slapt sprog. Punktum. Sådan ca. Og dog. For sagen er og var, at jeg, da jeg var i målgruppen, elskede hendes bøger. Og gammel kærlighed kan vel ikke ruste så vildt, vel? Det måtte da for dølan komme an på en prøve.

Jeg læste voldsomt meget Enid Blyton da jeg i 9-10-årsalderen var en vild og blodig bogfortærrer. Jeg læste dog sært nok ikke De Fem, for mig var det ’De mystiske’ der var the shite – med de to forældreløse søskende Jack og Lucy-Ann Trent og Jacks frække papegøje Kiki og deres venner, søskendeparret, Phillip og Diana Mannering  med Phillips ualmindeligt store talent for dyr og så en masse mysterier med løngange, smuglere, hemmelige øer og masser af mad der blev spist i naturen. For det er der at maden bare smager bedst. Det ved enhver Enid Blyton-læser. For det undlader hun ikke at slå fast et par gange eller ti i hver eneste bog.

Jeg huskede dem som spændende. Men jeg mindes også  - eller også var det kun den tilbageskuende Jakob, der syntes, at de var ualmindeligt slapt skrevet og med et voldsomt konservativt grundsyn. Og jeg har tit drillet Harry Potter-afficionados med at Rowling skrev som Blyton. (Potter-fansene var dog besynderligt nok ligeglade med min holdning)

Fri for voksne og fyldt med de mest spændende eventyr

Nu har jeg så læst de første tre bind i odysseen om De fem. Og kan konstatere et par ting: Enid Blyton viger ikke specielt meget fra sine plots. Det er mystiske og forladte øer med mørke fangekældere, hemmelighedsfyldte løngange, skjulte skydepaneler, forhistoriske skatte og en masse smuglere og kidnappere.

Børnene er hovedpersoner og de voksne er ofte totalt fraværende bipersoner, der kun er med for at forsvinde igen. Politiet er altid en indiskutabel god autoritet. Dyr er kloge og venlige. Naturen er i det hele taget vidunderlig og et frirum, som børnene søger, så snart de kan komme til det. Fri for de voksne.

Det er litteratur hvis grundsyn deler ikke så få dna’er med spejderbevægelsen.

Og det kan jo alt sammen være fint nok. For en plotpuritaner, synes jeg måske nok det er lidt vel skematisk – men på den anden side, jeg husker tydeligt hvor meget jeg nød at læse om mystiske borge med kongeørne og skatte og ondsindede mænd. Og jeg kender krimi-begejstrede voksne, der egentlig synes at bøgerne er ok at læse for deres poder, der er fx ganske få huller i plottene – og jeg er sikker på at også Alma vil synes det er spændende. Men når man nu er i gang med at læse Antboy for dem, er det altså et par ligaer ned af rangstigen, at skulle læse Enid Blyton lige nu for dem, tænker jeg.

Spændende for målgruppen - men kors hvor er det sløjt skrevet

For det er altså slapt skrevet. Prøv bare at se på denne replik fra Julian der får at vide at han og hans søskende skal til Kirrinbugten for at bo i sommerferien hos deres farbror Quentin, tante Fanny og deres kusine Georgina.

’Jeg gad vide hvordan Georgina er. Sjovt navn, ikke? Mere et drengenavn end et pigenavn. Og så er hun elleve. Et år yngre end mig – på alder med dig, Dick – og et år ældre end dig, Anne. Hun skal nok passe fint sammen med os. Vi får det bare så sjovt!’

Jeg tror faktisk ikke jeg nogensinde har læst en mere klumpet og konstrueret replik. Og det vælter frem med lignende ordsammensætninger, der ligger milevidt fra både realisme og elegance. Og der er Rowling trods alt bedre.

Piger ordner hjemmet. Drenge er modige og ingen – ingen – må græde

En af årsagerne til at De fem fremstår som den mest interessante af Blytons serier er pigen Georgina. Hun hader sit navn og hader det faktum, at hun er en pige. Hun vil meget hellere være dreng og lystrer kun sit kælenavn George. Hun er stærk, ilter, modig, stædig, en god svømmer, altid hudløst ærlig og har en stor frihedstrang – altså klassiske drengedyder. Hendes tilsyneladende opsplitning mellem det at være dreng og pige kunne gøre hende til et spændende studie i kønsforskningen – men her tror jeg, at jeg må skuffe queer-teoretikerne. 

For George er en drengepige, en tomboy på engelsk, og har bare inkorporeret de drengeegenskaber som Blyton selv hylder. Havde George ikke været en pige – havde hun været fuldstændig lige så endimensionel som Julian og Dick. Selvom hun konsekvent bliver kaldt hun og pige - og ikke hen og transkønnet - hvilket jo ville have været kosteligt morsomt..

Jeg kan sagtens se, at hun kan være et forbillede for andre tomboys-piger, der ikke ligesom Anne holder af at gøre huler pæne – som enhver god pige skal. Men hun er altså ikke interessant som et bud på en sammensmeltning af kønnene.

Den vigtigste egenskab børn kan have er at være nysgerrige og modige og frem for alt – man må IKKE – som i ALDRIG NOGENSINDE græde. 

Helt absurd bliver det i ’De fem stikker af’, hvor børnene bliver belastet af familien Pind og deres irriterende søn Edgar – som de kalder bumsefjæs. Familien Pind er mildest talt lumpne i kanten. De har taget en millionær-datter som fange og puttet hende i fangekælderen på børnenes ø. Det ved Edgar ingenting om. Det forhindrer dog ikke de fem i at bryde ind i fangekælderen, befri pigen (hurra!) og bytte hende ud med den irriterende men dog uskyldige Edgar (hov? Knap så meget hurra, der), for at give familien en lærestreg (ved at straffe Edgar - tæt på buh). Og da han endelig bliver befriet og hans forældre bliver fanget begynder han ’at græde og hulke som en fireårig. De andre børn væmmedes ved ham’. Jeg vil gerne bede om medfølelse for 400 kroner, tak.

Kan man læse det i dag?

Alt i alt. Det er skægt at læse dem. Mest af alt som et historisk dokument, hvor den læste nutid i 2013 vil sætte ændringer op for 1942-plottet; jeg tænkte i hvert fald flere gange – Hvad sker der med den fascination af smuglere? Og især: hvorfor fanden sender de dog ikke bare en sms? Men det er også befriende i mere end en forstand at netop den mobiltelefonfrie verden giver børnene et frirum fra de voksne. Og det er jo en helt romantisk tanke om en tid, der nok aldrig rigtig har været der og i hvert fald ikke kommer igen.

Jeg kan sagtens se en årsag i at genudgive serien for at tilfredsstille en nostalgihungrende forældregeneration - som mig og mine; det er good clean family entertainment - og det giver en masse lunser til bogslugere. De er hurtigt læst - og ofte er det en kvalitet i sig selv at kunne konsumere 150 sider på ingen tid.

Det nyoversatte består så vidt jeg kan se i et stort antal fedt og sejt’er der er smidt med løs hånd over siderne. Den har ikke kunne fjerne hvor bedaget og slap Enid Blyton også er.  På trods af at bøgerne kan fodre en umættelig bogspiser.