Aina Basso: Inn i elden

Hekseproces i nynorsk prisjagt

Findes der nogen der er født på den historiske side af 1978, der ikke har læst Leif Esper Andersens ’Heksefeber’? Jeg tvivler. Jeg gjorde i hvert fald i tredje klasse, tror jeg, og jeg var draget (og mon den holder i dag) af mystikken og den bundløse uretfærdighed og monumentale ondskab. Det samme blev skildret i Dreyers ’Vredens dag’ (som i den grad stadig holder). 

1600-tallets hekseafbrændinger og frygt og massesuggestion indeholder så meget grufuldt guf til at uhyggelige og fascinerende historier, der både fortæller noget om dengang og som tæske nemt kan overføres til i dag. Jeg kan se at jeg lyder nedladende. Det er jeg ikke.

Og samme tilgang er der i norske Aina Bassos (1979) litteraturprisnominerede ’Inn i Elden’ der er den fjerde (og sidste) bog, jeg når at skrive om inden det hele afsløres i aften. Det bliver så spændende.

Heksebog som vi kender det - og det er fint

Inn i elden adskiller sig ikke voldsomt fra andre hekseprocess-bøger. Året er 1621 og der er to unge piger fra forskellige kår, hvis skæbne bliver filtret ind i hinanden. Dorothe er 15 år, bor i København i en rig familie. Hun elsker sin søster Emilie og drømmer om engang at blive gift med æbleblomster i håret. Det sker ikke. I stedet bliver hun giftet bort til den dobbelt så gamle og meget alvorlige Johann der har fået job som hekseafhøringsmester i den absolut nordligste udørk af den norske Finnmarken.

På en lille ø i Finnmarken bor den ligeledes unge pige Elen. Men hendes kår er ganske anderledes. Hun bor alene sammen med sin mor – der er øens kloge kone (åh åh) med ekspertise i urter og forsterfordrivelser (dobbelt åh åh) derudover har hun et utal af unger med et lige så stort antal af ukendte mænd (åh åh galore)

Alle ved hvad historien ender med og hvordan man kommer der til.

Men det er heller ikke de overraskende plotpoints, der gjorde at jeg faktisk synes 'Inn i elden' er ganske vellykket i sin egen lidt vel for skematiske struktur. 

'Inn i elden' forsøger faktisk at kaste en smule nuancer ind i en personskildring, der ellers hurtigt kan blive meget moralsk og uforstående set her 400 år efter. Den alvorlige Johann er ikke bare ondskaben selv – Dorothe prøver at forstå sin mands arbejde og position – og derfor gør hun ikke oprør, og Elen flirter lidt vel rigeligt med de mørke kræfter (ikke at det skal forsvare en tur på et bål) og hendes lillebror minder en hel del om Omen. Og det er søreme lidt befriende at på trods af skematik, skolebogsflavour og beskrivelsen af masseuretfærdig grusomhed.

Om det er nok til at vinde - tror jeg ikke - men det finder vi ud af i aften.