Orla-prisen 2014. Pt. 1

I april bliver DR’s børnebogsprisen Orla uddelt for niende gang siden 2005. Og de seneste tre gange er der kun blevet uddelt én pris på tværs af målgrupper, genrer, formater. Personligt synes jeg det er noget rod – når målgruppen skal stemme om, hvem der skal have æren og den fine kludedukke har billedbøger og fagbøger ikke en jordisk chance mod fantasy og bøger om One Direction.

(Og bare for at udstille min egen intolerans over for konsistens i mine holdninger, har jeg ikke samme problem mht. Weekendavisens priser).

Nå, men det giver mig en anledning til at læse hvad de unge mennesker nu om dage kaster sig over og samtidig ligner det jo en listeleg – og jeg elsker listelege. Uforbeholdent. Jeg er en freak.

Der er 12 nominerede; og de er:

• ·         Jim Lyngvild: Vild med heste
• ·         Nils Hartmann: Varulve og vampyrer
• ·         Maria Lundby Krüger: Alt om Mikkel Hansen
• ·         Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning
• ·         Sissel Bøe: Troldesuppe
• ·         Anders Morgenthaler: Børnemagt – da verden gik under
• ·         Mette Finderup: Smertens barn
• ·         Anette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder
• ·         Benni Bødker: Djævlens øjne
• ·         Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven
• ·         Nicole Boyle Rødtnes: Elverskud – skædnedans
• ·         Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse

Jeg vil læse dem – ja, jeg vil – og skrive om dem i klumper. Første klump er (i øvrigt lige som klump 2-4) på tre.

Mette Finderup: Smertensbarn

Jeg har vist slået det fast før: jeg er ikke til fantasy. Og ingen glæde er for mig større end glæden ved at mine fordomme og forestillinger bliver gjort til skamme. For helt ærlig; jeg synes Mette Finderups ’Smertensbarn’ er ganske fremragende, velskrevet og fundamentalt spændende.

Det er første bind i en serie om vikingetidspigen Gyrith. Hun er datter af byens mægtigste mand og skal som byens vigtigste jomfru på en sejdrejse for at formilde den underskønne frugtbarhedsgudinde Freya – og dermed blive en del af den løgn, som kvinder i generationer har fortalt hinanden. For der er ingen af soon-to-be-kvinderne i byen der har mødt den blide gudinde. Men for Gyrith viser det sig at løgnen er sand. Hun møder Freja – som dog hverken er mild eller underskøn – men en grotesk stor og ækel og umættelig vrangbillede af en kvinde, der bliver utilfreds med, at Gyrith ikke er en endnu en mand hun kan udnytte. Men gudindens utilfredshed bliver til flammende raseri, da Gyrith i selvforsvar slår Frejas enorme kat ihjel. Og gudinder er ikke de rareste at komme i clinch med og Freja kaster en forbandelse over Gyrith så alle hun elsker vil dø.

Gyrith flygter fra Asgård og hun har den smukke og mystiske Balder med sig. Og gudindens vrede og Gyriths skæbne følger med – og efter Gyriths bror – den smukke Ulver, dør finder Gyriths ud af, man ikke skal undervurdere en gudindes forbandelse og hendes skæbne er støbt i jernbeton.

Som sagt – jeg er ikke til fantasy sådan generelt – og Finderups bog bliver betragtet som netop fantasy, der er både gudinder og parallelle verdener og mystiske hændelser. Men dette er først og fremmest også en frigørelseshistorie – en historisk roman og en beskrivelse af en stærk og ilter pige. Og så er den som sagt også bare fundamentalt spændende, veloplagt og velskrevet.

Sissel Bøe: Troldesuppe

Troldesuppe er niende bind i norskfødte Sissel Bøes billedbogsserie ’Troldeliv’ alle illustreret af hendes ægtemand Peter Madsen – hvis formidling af den nordiske mytologi i Valhalla-tegneserierne ikke kan overvurderes. Og stemningen i Troldesuppes illustrationer er naturligt nok i familie med Valhalla. De er mørke, detaljerige, nordiske, louismoeske, varme og hyggelige. Det er så klart Madsens illustrationer, der er det største aktiv i Troldesuppe.

Troldefamilien skal lave den årlige efterårssuppe hvor hvert medlem skal bidrage med sin yndlingsingrediens for at få skabt den nødvendige magi. Alle troldene går på jagt for at finde hver deres ulækkerhed – alle undtagen den lille pige Rolla, der ikke ved hvad hun skal bidrage med, da hun jo kun kan lide honning. (Og dette implicitte og alligevel enorme plothul er altså ikke til at overse - heller ikke for målgruppen).

Jeg kan godt lide moralen – at hvis alle i et fællesskab bidrager med deres yndlingsting skabes der magi. Og jeg kan også godt lide tanken om, at hvis man giver noget fra sig i et fællesskab får man det tilbage tifold. Og som sagt ligger min begejstring for Peter Madsens illustrationer næsten i mine gener. Men alt det trods er Troldesuppe altså for omstændelig, forudsigelig og skematisk.

Nils Hartmann: Varulve og vampyrer

Vi bliver i det overnaturlige med et nordisk tvist. Nils Hartmanns lille og for mig overraskende fine fagbog om vampyrer, ellepiger, åmænd, marer og andre uhyggeligheder.

Bogen er i ultrakorte læsevenlige afsnit med binde-streger ved de mere ukurante og uvante ord. Og så tager bogen historierne om de overnaturlige væsener 100 % alvorligt. Både hvorfor de kommer og hvordan man kan undgå dem og evt. slå dem ihjel. Jeg kan i hvert fald sagtens huske, hvordan jeg var stærkt fascineret af både marer og de hulryggede elverpiger. Det er faktisk rigtig fint. Selvom vampyrerne i bogen fylder lidt vel rigeligt efter min smag; men jeg ser også med undren på både Anne Rice og Stephanie Meyer.

Er dette en af vinderne af Orla-prisen 2014? Måske. Spændingen kan man føle på; men hvis jeg har bare en smule ret i mine litteratursociologiske overvejelser, er der kun en af de tre bøger der har en chance.