De gode værdier og den lange rejse

I mit ridt gennem Kulturministeriets Børnebogspriser er jeg nået til 1958. Og til en mastodont blandt danske børnebogsforfattere og til den første kvindelige prisvinder.

Billedet er fra Kvinfo

Estrid Ott: (1900-67) var en dansk forfatter og journalist og pilot (sic!). Hun var udenrigskorrespondent på Berlingske Tidende - bl.a. krigskorrespondent i Vinterkrigen og var som forfatter uhyre produktiv. Hun debuterede som 17-årig og året efter blev hun redaktør på bladet Pigespejderen. Og netop pigespejderlivet og den internationale vinkel prægede Otts forfatterskab. Som den kvindelige pendent til Torry Gredsted.

Otts bøger var med hovedpersoner der var åbne, nysgerrige, frejdige og med respekt for natur, dyr og mennesker - altså de klassiske spejderdyder; det kan man godt have en ironisk distance til - men det er samtidig unægteligt gode værdier. Og Otts virke er hæsblæsende imponerende.
Ott fik stor succes med Bjørne-Kari-bøgerne. Jeg selv læste Lofots-Lise til mit speciale.

I 1947 begyndte man i Danmark at betale bibliotekspenge, og der var Ott den næsthøjeste bidragsmodtager og ved sin død i 1967 var hun der fik mest udbetalt.

Ott var altså en sand skrivekugle, produktiv og populær; hun skrev langt over 80 bøger - og med et helt vildt cv og karriereforgreninger, må hun være og blive en heltinde.

Chicos lange vandring:

Bogen er bortset fra at Chico er en dreng fra fattige kår en klassisk Ott-historie. Den foregår blandt hjemløse drenge i Lissabon. Den begynder frenetisk og hurtigt på en losseplads i Portugals hovedstad, hvor alle drenge kæmper en brav kamp for at tigge sig til en tålelig tilværelse, og hvor alle har kælenavne: Spanieren, Fregne, Frimærket. Sådan nogle navne.

Til den verden kommer Chico - Francisco. Chico er lille af sin alder og bor hjemme hos sine forældre, men de drømmer om en anden og bedre tilværelse i Brasilien. Men da Chico bliver syg, bliver han nødt til – indtil han bliver rask - at blive passet hos en fremmed dame, mens hans forældre tager til det forjættede Sydamerika.


Forældrene dør dog kort efter deres ankomst til Tropicaliaens hjemland og da damen er udsat for en ulykke, som Chico dels tror er dødelig - dels tror er hans skyld, stikker han af og bliver hjemløs.

Han møder drengene fra lossepladsen, redder en af dem ved hjælp af en god læge. Chico drømmer om den næsten Jesus-lignende Pade Americo (der var en virkelig og gennemgod person), der har et hjem og hjælper rod- og hjemløse drenge som ham og de andre lossepladsdrenge. Hagen er at Padrens hjem ligger i det nordlige Portugal. Men Chico har ikke meget håb, så han begiver sig ud på den lange vandring.

På turen følges han med gadedrengen Spanieren, der giver ham mere eller mindre lumpne tiggertricks. Han forsøger sig som hjælper blandt fiskere, bønder, hyrder og korkegs-skrællere. Han hjælper gamle koner og toreadorer og han sanser og oplever turen til det nordlige Portugal.

Fin og sansende og loyal ... men
Chicos lange vandring er en fin bog. Især når den sanser sammen med Chico og beskriver livet blandt bønder og fattige i Portugal. Den er knap så vellykket når de pædagogiske og lærebogstaktiske elementer er alt for tydelige.

Jeg holder meget lidt af de informationsbusser, der skal stoppe oplysninger enten faktuelle, moralske eller plotmæssige ned i halsen på læseren. Og hvor hovedpersonerne gøres dummere end de er, for at læserne skal have vigtige eller lærerige oplysninger.

Det er der lidt for meget af i Chico – både når han skal lære om hvad månederne hedder og hvordan man skal opføre sig. Men når Ott bare oplever de små hverdagsdramaer med Chico og sanser hvordan man skræller en korkeg – ja, så bliver jeg næsten flået tilbage til Ingalls Wilder. Og der er der dejligt at være.

Chicos liv fortsatte i Chicos lille æsel og Chicos store håb

Estrid Ott var og er en mastodont i dansk børnelitteratur. Men jeg er dog ret sikker på, at hun ikke har så meget at sige til nutidens børn. Selvom hendes moralske ståsted og hendes virketrang og udsyn er imponerende.

Palle Lauring: Stendolken

Palle Lauring (1909-96) var en af Danmarks absolut største og mest populære historiske formidlere. Især "Palle Laurings Danmarkshistorie" der udkom i ti bind fra 1961-79 placerede ham, som en meget læst formidler. Og der skulle i hvert fald være stille i mit barndomshjem når Lauring dukkede op på skærmen.
Det var mest for voksne og for de historieinteresserede Lauring skrev; men han skrev altså også historiske børnebøger. Og en af dem "Stendolken" blev belønnet med Kulturministeriets Børnebogspris i 1958.

Stendolken foregår i overgangen mellem Sten- og bronzealderen.

Ulv og hans søster Gerd er børn af landsbyens leder. I landsbyen er man bønder, men Ulv er en søgende natur, der bestemt ikke synes, at bondelivet er noget for ham. Samtidig føler han også, at hans fader negligerer ham til det kommende rite, hvor de 13-årige bliver voksne. Han opsøger sin onkel og også jægeren Grim fra de noget mere primitive Østersædere og opdager derved at landsbyen er ved at blive angrebet af fremmede udefra.

Ulv vil ikke længere være jæger, men flirter med tanken om at blive sømand og senere soldat – men da angrebet bliver slået ned bl.a. med hjælp fra Østersæderne bliver Ulv og Gerd lovet ansættelse hos Den Store Mand, der er leder af hele samfundet.

Det er meget tydeligt at Lauring forsøger at beskrive forholdende og strukturerne i et stenalder-/tidlig bronzealdersamfund og forsøger at sætte pigernes og de unge drenges muligheder op. Med andre ord: det er en historiebog i meget gennemsigtig forklædning; andet ville dæleme også underligt, når det er Lauring der er forfatteren.

Det får man en spændende og lærerig historiebog ud af – der er endda et faktuelt appendiks til sidst. Jeg er meget mere tvivlende når det gælder spørgsmålet: får man så en god bog ud af det?

Helt ærligt: ikke rigtig. Jeg kedede mig bravt gennem de 100 sider og formåede kun glimtvis at interessere mig for historien. Noget af sproget bliver oven i hatten temmelig klumpe-dumpet fx her i begyndelsen.

Ulv kom ud af døren og gik hen til sin søster: - Er du ikke snart færdig?
Gerd kørte med sine spinkle arme endnu et par gange knusestenen gennem det halvmalede korn, så rettede hun sig og strøg håret fra sin svedvåde pande: - Jo, om lidt. Du skal jo aldrig lave noget.
Han målte hende kritisk: - Jeg har hentet vand og brænde.
Hun rynkede på næsen: .- Ja og slået mors lyse kar i stykker

Resten af bogen er dog heldigvis ikke så bastant og uelegant skrevet. Men glemt guld – det er det ikke.

Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon

Næste skud på stammen fra det uforståeligt fantastiske 1967 er Flemming Quist Møllers debut som børnebogsforfatter nemlig Cykelmyggen Egon. Og Silas og Egon viser også hvor vild 1967 var; for de to bøger kunne i udtryk stort set ikke være mere forskellige.

Hvor Silas’ force er et poetisk, sejlende sprog. Og en historie der duver af sted. Hvor hovedpersonen er mangefacetteret, kynisk, ja, næsten usympatisk. Grundfarverne hos Bødker er jordfarvet – brun, grøn, grå.

Her er insektprotagonisten og pedalatleten Egon tæt på det stik modsatte. For Egon er fyldt med løsagtighed, flip og psykedeliske farver. Til genggæld er historien temmelig straight fortalt og Egon er helt igennem sympatisk, hjertevarm og entreprenant.

Flemming Quist Møller (1942) er tegner og musiker og havde sammen med partner in crime Jannik Hastrup lavet tegnefilm, julekalender ("Hvordan man opdrager sine forældre") og alt muligt andet fedt flip inden børnebogsdebuten i 1967.

Cykelmyggen blev skabt via en fortælling til sønnen Carl. Og da Carl grinede over det vidunderlige ord cykelmyg (der med sine indrim og sin nonsenssammensætning er poetisk, billedskabende og lydligt fedt) tænkte Quist Møller, at her var der en figur til en tegnefilm. Det blev dog en bog, men Quist Møllers tegnefilmsbaggrund fornægter sig ikke – og det er i illustrationerne og i flippet at bogen lever i dag.

Bogens historie er i grunden lige ud ad landevejen: Egon er anderledes end sine søskende, og vil hellere cykle end lave loops.

Efter et uheld hvor hans cykel smadrer (hvordan han har fået den i første omgang, kan man kun gisne om), bliver han bi-bud og derefter altmuligmand og til sidst artist i loppecirkus.


Historien virker som om den er fortalt og tegnet med et barn på skødet. Den er meget associeret frem – a la prøv lige og se her, kunne det ikke være fedt hvis det her skete.

På den måde bliver den enormt løst fortalt - meget a la hvordan man leger - og har den direkte målgruppe næsten med i skabelsesprocessen. Og Carl Quist Møller har da også siddet på farmands knæ, mens historien er fortalt og tegnet.

Det virker både løsagtigt - men også frit, legende, let og dejligt.

 Sproget har noget næsten svajer-kækhed over sig; jeg har set indslag hvor der bliver talt om sproglig vitalitet. Det er jeg ikke sikker på at jeg er enig i holder i dag. 

Men Quist Møller tegnefilms- og jazzede rytmiske baggrund er til gengæld tydelig på hvert et opslag. Der er sindssygt meget bevægelse i myggene og den løse improviserede del er meget charmerende.

Jeg elsker at kålormen fra Alice i Eventyrland umotiveret dukker op som en tydelig reference der bare bruges som en flygtig og fed ide.

FQM har i et interview fortalt at han sådan set ikke ville prøve at revolutionere – men bygge videre på traditionen. Han er inspireret af Elsa Beskow, selv om der umiddelbart er langt fra Egon til Tante Lilla, men det er årsagen til skiftet mellem de farvede og de sort/hvide opslag.

Senere er Cykelmyggen både gået til filmen og til balletten og og der er kommet efterfølgende bind om ham.

Flemming Quist Møller har senere lavet filmiske mesterværker som Bennys Badekar og bøger med et klart politisk sigte fx Snuden

Poul Jeppesen: Henrik

I min lille regelhule, hvor jeg bruger Kulturministeriets Børnebogspris som afstivere, er jeg nu nået 1956. Man havde fra ministeriel side åbenbart sprunget let og elegant over1955.

Mit forhold til vinderen i 1956 minder til forveksling om vidensforholdet mellem Jakob og  Alfred Johnsens Den grønne flaske. Det vil sige endog meget løst. For ligesom Johnsen havde jeg heller aldrig hørt om hverken forfatter eller bog.

Poul Jeppesen: Henrik

Poul Jeppesen: (1909-86) var udover forfatter også typograf – en detalje der slår igennem i Henrik. Jeppesen debuterede i 1942 med Jørgen Læredreng og skrev helt op til sin død realistiske og socialt bevidste bøger. Og her passer Henrik som fod i hose.

Bogen foregår i slutningen af 1800-tallet (der er dampsporvogne, der blev etableret i København i 1884 og en stor del af handlingen foregår på Vesterbro på Frydsvej, der skiftede navn til Sundevedsgade i 1891 –(ja, jeg syntes det var skægt at finde ud af)).

Titelpersonen, Henrik, er fra landet nærmere bestemt Farum. Men efter sin fars død tager han og hans søskende ind til byen med deres habengut og deres lille arv til deres lidt fine faster. Den sindige Henrik prøver at klare sig i den pulserende storby; men det er ikke helt nemt, når der er skurkagtige tølpere, folk der vil udnytte en, og at man i grunden helst bare vil passe sine heste.

Heldigvis er der også gode folk på Vesterbro bl.a. Rullekonen og hendes børn, hvor især den livlige og charmerende datter får øjnene op for Henrik.

Henrik og Den grønne flaske ligner som sagt hinanden. Begge romaner foregår i en ikke så fjern fortid. Og formålet med romanerne er begge tydelige. I Henrik er det især fortællingen om den begyndende urbanisering. Bogen beskriver de sociale skel og problemer blandt arbejdere og ufaglærte.

Der er forskellige veje ud af den sociale armod; Rullekonens søn arbejder som typograf og bliver senere skrivende journalist.

Bogen vinder klart når den er allermest indigneret på Henriks vegne (Jeppesen var som sagt typograf), når han får plads på Nørrebro og skal hugge kul for et par, der lader vores sindige helt gå for lud og kold vand (og det er næsten ment bogstaveligt).

Her er der virkelig noget på spil i bogen og Henriks skam og frustrationer står lysende klart.

Ellers er det en skolebog i forklædning. Og det kan jo være fint nok. Det er sympatisk og bestemt ikke dårligt, men Henrik løfter sig ikke voldsomt over det didaktiske. Og heller ikke denne bog er glemt guld. Desværre.

Kulturministeriets Børnebogspris anno 1954

Jeg kan godt lide at bygge huler af regler. Jeg føler mig tryg, når jeg opsætter nogle systemer, som jeg kaster mig ud i; for at lære nyt, møde ny inspiration, finde glemt guld og for at sætte kedsomheden for døren. 

Jeg er 100 %  vidende om, at projektet ofte strander, fordi det tager for lang tid, og fordi det i grunden er møgkedeligt, og at der ingen anden der synes det er spændende. Men hey, jeg har hørt 1001 album før du skal dø, så at læse samtlige vindere af Kulturministeriets Børnebogspris bør da være en smal sag.

Kulturministeriets børnebogspris er en af de fineste – hvis ikke den fornemste hæderbevisning – der gives til danske børnebogsforfattere. Den blev uddelt første gang i 1954. Og er siden blevet med enkelte undtagelser blevet uddelt hvert år.

I 1954 blev prisen delt – noget der ikke sker sjældent for prisen.

Den ene vinder er en elsket klassiker. Den anden havde jeg aldrig hørt om.

Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne.

Egon Mathiesen (1907-76) var maler. Og samme år (1932) hvor han debuterede som kunstner blev han også tilknyttet Fröbelseminariet og lærte om reformpædagogik. Han børnebogsdebuterede i 1939 og fik klassikerstatus med Frederik og Bilen (1944) og Aben Osvald (1947).

Mis med de blå øjne er fra 1949 – så han fik den ministerielle anerkendelse med fem års efterkrav. (Ency påstår, at han fik den for Frederik og bilen)




Anyway; Mis med de blå øjne handler den lille Mis, der har store blå øjne og et godt og optimistisk humør og sind.
Han er på jagt efter det paradislignende land med de mange mus. Mis leder og spørger sig frem og på vejen må han nøjes med en flue, en myg og en fedtet bladlus. På et tidspunkt møder han en flok andre katte der har gule øjne. Og Mis’ anderledes blå øjne og hans optimistiske syn på livet provokerer de andre katte. ”Du med dine blå øjne,” hvæser de. 

Ved en tilfældighed lander Mis på ryggen af en grum hund, der har jaget de sure katte op i et træ. Hunden løber forskrækket op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke indtil den ender i landet med de mange mus. Mis æder sig tyk og glad og vender tilbage til de utaknemmelige og vrisne katte og viser dem paradis. Og kattene takker ham behørigt - selvom han har blå øjne. Det manglede da også bare.

Jeg elsker Mis med de blå øjne. Den er så skæg og så fin. Den ultra-enkle stil både i tegninger der ofte bare består af Mis med de store blå øjne og i de ordknappe opslag. Og montagen med hunden der løber op ad bakke og nedad igen i en uendelighed er genial. Begge de store unger blev smittet med min glæde og bogens kvaliteter; og stor var glæden også da jeg i går endelig læste den for den søde efternøler.

Bogens didaktiske form er tydelig. Det er noget med, at man skal være rar over for alle og at vi alle er ens indeni. Og skulle man være i tvivl bliver det skåret ud i pap, sat sammen med loddetin og bøjet i neonrør på det sidste opslag, der er klart det længste og mest knudrede. Jeg må altid læse det mindst tre gange før jeg finder rytmen i det.

Men det er en detalje. Mis med de blå øjne holder også i dag. Og man skal læse den.

Den anden vinder er Alfred Johnsen: Den grønne flaske

Jeg lægger mig fladt ned: Jeg havde aldrig havde hørt om Alfred Johnsen. En kort research fortalte at han var født i 1902, var lærer, forlægger og altså også forfatter. Den grønne flaske udkom i 1953 og var Johnsens tredje roman for børn.

Billedet er af Adriaen Brouwer og har
intet med Johnsens bog at gøre.

Bogen handler om den ni-årige Svend, hvis far - som titlen antyder - er stærkt alkoholiseret. Faderen bliver smidt hjemmefra, kommer i fængsel, bliver vagabond. Moderen forlanger skilsmisse og Svend er de facto alene i verden, da moderen arbejder om aftenen og er mest knyttet til lillesøsteren.

Svend lever i evigt dilemma. For han skammer sig over sin drikfældige far; han vil hverken kendes ved ham eller hans historie. Men samtidig savner Svend også faderen og deres fisketure har næsten mytisk skær for den lille dreng. Han kæmper med selvtilliden og med at finde voksenfigurer han kan støtte sig til.

Heldigvis finder Svend et arbejde på et æggepakkeri og han møder en rar kusk, en strunk hest og en flink gårdejer.

Den grønne flaske fungerer klart bedst når man er i hovedet på Svends kvaler med skismaet over savn og skam. Det er fint beskrevet – ikke sindssygt originalt, men loyalt over for drengen.

Til gengæld er der et par gange hvor bogen umotiveret skifter synsvinkel. Sikkert for at komme med en opklarende forklaring til læsere og lærere

Fru Nikolajsen sagde ikke noget. Hun kunne ikke fortælle børnene, at politiet havde tilbageholdt deres far, fordi han havde været i besiddelse af et par falske pengesedler.

Og vi har vel at mærke været i øjenhøjde med Svend gennem hele bogen. Og da faderen ved et uheld (måske med vilje) ender sine dage i mosen (sorry for spoileren) er det lidt sørgeligt for Svend – men så heller ikke mere end hvad en måneds solid bondemåltid kan kurere. Bogen slutter op ad en lys sti.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke Bibliotekets udgave af Den grønne flaske er lånt voldsomt mange gange ud. Og det er vel kun listenørder med interesse for dansk børnelitteraturhistorie der vil læse den. Det vil sige Mig.

Den grønne flaske er ikke glemt guld. Den var i sin loyalitet og med sin empati for Svend og hans synspunkt ganske fin. Og indignation og at ville noget er også altid godt. Og den har med garanti haft sin ulykkelige aktualitet i 1950’erne – selvom den foregår i tiden op til første verdenskrig. Men den er også tung og med sine synsvinkelskift ofte lidt patroniserende over for Svend og sine læsere. Med andre ord: I behøver ikke læse den. 

Selv tak.

Silas og det store jubelår

Han kom sejlende i en sær lille brednæste båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømme føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden og man måtte tro der var en der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd.

Disse få linjer er anslaget og det første afsnit i Cecil Bødkers jubilæumsklassiker ”Silas og den sorte hoppe”. Og det er noget af det bedste, jeg har læst i dansk børnelitteraturhistorie. Det er ikke et kontroversielt synspunkt. Bestemt heller ikke i 2017 – jubilæet for dansk børnelitteraturs mest grundstødende år.

Når de springende propper er lande og når den let sure asti-smag er væk. Når skåltalerne er afsluttet med et højt hurra; står det klart at for dansk børnelitteratur var der et før og et efter 1967. Og det er en sindssyg god anledning til at få gang i bloggen igen og vel at mærke genlæse klassikerne.

Og den første er den mest oplagte idet forfatteren oven i hatten fyldte 90 for en måned siden. Nemlig Cecil Bødker og første bind i serien om Silas.

Første gang jeg stødte på Silas og den sorte hoppe, var i begyndelsen af 1980’erne i en tysk tv-version. Hovedpersonen var mut, mørkhåret og stemningen var middelalderlig og let mystisk. Måske dragede det mig; måske så jeg bare stort set alt der blev vist i tv dengang. Jeg lånte i hvert fald bogforlægget på biblioteket, selvom hesten i titlen skræmte mig. Det var faktisk først som voksen, og da jeg læste modernisme-novellen ’Øjet’ at det gik op for mig at serien og forfatter-Bødker var dansk og ikke tysk. Siden er der kommet 14 bind – det sidste i 2001.

Silas-bøgernes klassikerstatus skyldes flere ting. Først var det noget så sjældent som en voksen- og endda en litterær anerkendt forfatter, der kastede sig over børnebøgerne; og det kan man i den grad læse. For det andet må Silas-figuren have været en knytnæve der i slut-60’erne, hvor hovedpersoner som Flemming, Jan, Puk, Susy og andre var frejdige, gode – muligvis lidt frække, men entydige og i hvert fald entydigt sympatiske.

Sådan er Silas ikke. Han er moody, selvstændig – men også kynisk, usympatisk, manipulerende, tyvagtig. Silas lever i en verden med svigtende voksne, der kun er ude på at snyde, svindle, stjæle og muligvis slå ham ihjel. Det må have været grænseoverskridende og pirrende der i 1967. Silas alene i en verden, hvor man stort set ikke kan stole på nogen. Og i hvert fald ingen voksne – måske ikke engang sin egen hovedperson.

Jeg genlæste den for nogle år siden med småbange anelser. Havde tiden været ond ved den. Havde Harry Potter gjort Silas anakronistisk? Og da jeg læste den igen i 2017 var den 11-årige Alma i mine tanker. Kunne Silas sige noget til hende i dag.

Svaret er ikke entydigt. Jeg er vild med Bødkers sprog. Og stemningen i bogen. Og anslaget elsker jeg stadig.

Det er hestehandleren Bartolins blik på båden, vi får. Og hele bådens dovne, egensindige og uforudsigelige ridt ned af floden er et billede på Silas og den person han er. Og den næsten magiske tiltrækningskraft han har på både Bartolin og læseren.

Men for mig at se er det først og fremmest en poetik over Bødkers stil i bogen. Nemlig tilbagelænet, uforudsigeligt, flydende og ikke som andre. Det er elegant, dragende og afsindig godt. Jeg vender ofte tilbage til disse syv linjer. For selvom jeg virkelig godt kan lide den, og også kunne lide den i min bogslugende barndom, læste jeg ikke mere end et – måske to bind mere i serien dengang.  Jeg har i de seneste år læst bogen to gange – og heller ikke her fik jeg lyst til at kaste mig over efterfølgerne.

Og hvorfor så ikke det?

Jeg tror at det semi-magiske, halvmiddelalderlige univers keder mig en smule. Jeg er hverken til magiske fløjter, heste og folk i særk. Jeg kan godt se at Silas’ historie og modstand mod svigefulde voksne er eviggyldig. Silas er en spændende og mangefacetteret figur; men jeg kunne sådan set ikke lide ham dengang. Jeg var klart mere på team Ben-Godik.  

Her 50 år efter læser jeg den også mere med historiske briller. Og der holder den. Silas har fået mange efterfølgere 50 år efter. Selv Harry Potter og djævlevennen Filip Engell er også kyniske og ondskabsfulde. Så Silas har sat sine spor. Jeg er blot i tvivl om tiden ikke har været lidt hård ved den. Om den er relevant også for andre end mig der er lidt nostalgiske og som slubrer anslag i mig.

Jeg opfordrede/tvang derfor Alma til at læse den for at høre hvordan en 11-årig i 2017 tog den.

”Den var meget fin.” var svaret.

”Der er jo lavet flere bind, har du mon lyst til at læse dem,” indyndede faderen sig.

”Mnahhh,” sagde hun. Hvilket for den der kan tale 11-årsk betyder. 1) at min datter er høflig 2) at hun syntes den var lidt kedelig. Og efter lidt lokken kom det også frem at hun blev lidt forvirret over ortografien og de manglende citationstegn. Derudover fandt hun en korrekturfejl, og det gjorde hende glad.

Deraf kan man konkludere: Ikke noget som helst. Andet end at Alma og jeg er lidt enige. Jeg hylder Silas – men mest for dens historiske rambuk og for Bødkers suveræne anslag. Tillykke og hils Godik.