Jeg er forvirret og overvældet: Oskar K og Dorte Karrebæk: Biblia Pauperum Nova

Jeg må til det – jeg må skrive om mit møde med det andet danske bud på den første Børnelitteraturpris fra Nordisk Råd, nemlig Oskar K's og Dorte Karrebæks ’Biblia Pauperum Nova – ny bibel for de fattige i ånden’. Og jeg advarer og indrømmer blankt: det bliver vævende og famlende.

Først en kort beskrivelse: 

Bogen er en samling af tableauer og handler om en flok åndssvage, der skal opføre et teaterstykke om Jesu liv. Det gør de ved at bygge en kulisse a la middelalderens billedbibel. Udover selve teaterstykket er der utallige referencer og citater nyere – men mest ældre, der kommenterer og perspektiverer handlingen. Netop som det inspirerede middelalderlige forlæg.

Tableauet er på højre opslag – mens teksten er på venstre – sammen med hvad der øjensynligt er forfatterens regibemærkninger, til hvad tegneren skal have med.

Hvem er målgruppen - og er det ligegyldigt?

Efter at have gået rundt om mig selv i et par uger bliver jeg nødt til at krybe til korset (no pun intended, ok så da lille pun) og erkende at jeg simpelthen er i tvivl om hvad jeg skal mene. Og dog.

For det første er det en helt afsindig smuk bog. Dorte Karrebæks streg er som vanlig – men her er hun altså uovertruffen god – rørende, vulgær, karnevalistisk, skæg, plat, skarp, the lot.

Jeg elsker bogens regibemærkninger fra Oskar K til Karrebæk; de er faktisk hverken 90’er-meta-fikse eller postmoderne, men egentlig spændende, knugende og et virkningsfuldt greb.

Bogen rammes ind af sætningen ’Af intet er du kommet – til intet skal du blive’. Og i bogens sidste tableau kommer Gud helt træt ind på scenen for at dømme – men mikrofonen virker ikke og menneskene er i grunden forkælede børn og irriterende. Og til sidst giver folk op og går hjem til dem selv – og så blev den dommedag aflyst.

Se det er jo skideskægt, rent karneval, befriende og nihilistisk på en og samme gang. Jesus er i bogen som sagt åndssvag, og han er også usikker og bange og må ofte læse forud i sit manuskript. Og disciplene og menneskene fatter generelt ikke en meter af, hvad der foregår.

Når jeg skal fortælle om den kan jeg tale om hvor radikal den er. Hvor smuk den er. Hvor vild. Men jeg må blankt erkende, at jeg har vanskeligt ved at se at den er til børn. Jeg mener, når der udover citater fra Bibelen er ord fra den tyske 1200-tals mystiker Mester Eckehart bevæger man sig ud i en teologisk diskussion, hvor jeg har svært ved at være med.

Fra børnebøger til Gammel viden

Jeg er ikke teolog eller religionshistoriker – hey, jeg er ikke engang troende. Og man behøver vel ikke at være nogen af delene for at lade sig suge ind i Karrebæks tableauer og i den citatflodbølge der vælter ind over læseren. 

Men jeg må også erkende at jeg – når skal læse den som en børnebog (og igen, jeg er i tvivl om det i grunden er meningen) – bliver i tvivl om hvad jeg skal mene. For det er både en bog om Jesu’ liv samtidig med at det er et forsøg på et radikalt teologisk opgør med synet på netop Jesus, Gud og Dommedag. Og for at lave den overbygning skal man vel have grunden på plads. Eller skal man? Og jeg er lidt (ok, meget) i tvivl om deres fortolkning er fræk og kontroversiel eller om det er en ældre provokation.

Det er også markant at de anmeldere og lektører, der har været gladest for den, har læst den som et kunstnerisk og postmoderne bud på en billedbibel, mens dem der har læst den ud fra et teologisk udgangspunkt har været mere forbeholdne over for bogens gudsbegreb.

Da jeg købte bogen gik jeg ind i Børnenes Boghandel – der ikke havde den; men de henviste mig til Arnold Busck overfor der vist nok havde den – men de mente jeg ikke skulle lede i deres børneafdeling – men nok snarere i deres afdeling for kunstbøger. Der var den nu heller ikke, den stod i afdelingen for Gammel viden og tro, tror jeg nok.

Og hvor stiller det så mig? Jeg synes den er smuk. Kors, hvor er den smuk og vild og uregerlig. Og dét kan jeg enormt godt lide. Men jeg har intet begreb om hvor den stiller sig som tekst om Jesu liv. Jeg er forvirret. Jeg  må spørge en voksen. 

Marianne Iben Hansen – rimets hersker

Jeg har nævnt det før – og jeg gør det gerne igen; jeg er pjattet med rim. Jeg elsker når sprog koges ned til lyde, til rytmer, til musik. Og jeg elsker det nogle gange vidunderlige nonsens der kommer ud af regler og stavelsesnørderi.

Som jeg før har antydet her på bloggen, er det dog ikke alle der mestrer genren eller tager reglerne alvorligt. Hvor det nonsensiske bliver sjasket og uden poesi og hvor der mindst en gang optræder et is/fis eller et slut/prut-rim. Ak.

Men der er undtagelser. Og en af de allerbedste – hvis ikke den bedste - når det drejer sig om at få fantasi, nonsens og en temmelig ekvilibristisk teknik til at gå op i en højere enhed – er Marianne Iben Hansen. Hun er irriterende dygtig. Og skæg.

Marianne Iben Hansen har siden sin debut i 2004 skrevet 11 rimbøger, en roman, en billedfortælling og en novellesamling. Og det er rimene jeg her vil kigge på og klappe af.

For de mindste og for de hardcore

Marianne Iben Hansen har skrevet rim for de mindste – ’Kan man ride på en høne’ – og ’Tag med i Zoo’.  Her bliver der rimet helt tilforladeligt 

Se løven den er vild / men man sku’ ikke tro det / Den ligger nok så fredeligt / og slikker på sin pote.

Og bortset fra at Cecilie Eken (og jeg) nok vil påpege at det ikke rimer helt er det ganske fint.  Hun har (naturligvis) lavet en ABC ’A, B kom og C’ der også er for de små og som hverken udfordrer genren eller hendes talent.

’Fino badino badulle’ er en nonsenssamling med hilsner til både Halfdan og til Nikke Nikke Nambo. Ikke alt er lige fantastisk, men når hun rammer den fx i titelrimet, opstår der den skønneste, den misundelsesværdigste og halfdanske opstår med indrim, bogstavrim og nonsens. Hurra.

Fino badino badulle

Basta Kanasta kanut

Trille ka tralle

Karina ka rulle

Og Kammas kamel er kaput

Ih, hun er irriterende god

Men der hvor Marianne Iben Hansen virkelig er bedre end de fleste, er i hendes fortællende rim. Hvor hun stramt og konsekvent får fortalt en historie, der både kan være skæg, rørende og tæt på det dejligste pjat.

Palle P og Perlen

Palle er en ensom mand, der drømmer om at finde noget som ingen andre har. En vaskeægte skat. Og hvor heldigt; en dag støder han ind i en perfekt og enorm perle. 

Palle slår det fast med syvtommersøm og kridt på dør, at han er verdens lykkeligste mand. I hvert fald lige til der går en halv dag og han kommer i tanke om at perlen og lykken jo kan tyvstjæles.

Palle må derfor beskytte den. Og så begynder et veritabelt  oprustningskapløb mellem indkøbte våben og Palles frygt.

Men selv det vildeste våben kan ikke stække frygt. Den vinder hver og evig eneste gang. Sådan er det.

Palle er frygtsom og bange og da han kommer til at smadre alt med sit seneste indkøb – en kanon, tropper drengen Jon op. Jon synes Palles våben er fede og i øvrigt ser han også noget positivt i Palle. Og Palle overgiver sig og finder ud af at glæden ved en frygtlåst skat er til at overse. Og at en ven er meget bedre.

Hvor er det bare en fin historie.

Jeg har indenfor de seneste 14 dage læst den på den anden side af 20 gange for min søn, der elsker den. (Og også elsker fortællingen om at han elsker den). Og jeg er enig med Pelle, for det er næsten en perfekt bog. Rytmen er afstemt og næsten lydefri. De ekvilibristiske rim overskygger ikke historien – men underbygger den tværtimod. Jeg synes ganske enkelt det er sindssygt rørende det rim-work in progress som Palle får til at vokse på sin dør i takt med at historien skrider frem.

Så skidt med at det ikke er alle versefødder der glider uden mislyde og at Jon rimer temmelig mange gange på kanon. Palle P og Perlen er en vidunderlig bog.

Bogen er fint og skægt illustreret af Jon Ramheimsætner

Nanna Nokkefår får nok

Hvor remsen i Palle P var fast og historien næsten opbyggelig – helt konkret med det voksende rim på Palles dør, er fortællingen om det nougatfarvede nokkefår Nanna tæt på avantgarde. 

Handlingen fortaber sig lidt – det er vist noget med et får der keder sig gevaldigt på en mark, stikker af og møder modekongen Frode, der tager hende med ind til byen, hvor Nannas krøllede frisure bjergtager hele byens modeelite. Så meget at hun i bogstaveligste forstand bliver begravet i gaver. Og derfor stikker hun af til en paradisø hvor stjerner og stjernefår kan være, når de ligesom får for meget. Sådan ca. det. Jeg har ikke lagt så meget mærke til handlingen og til fårtegningen.

Det er altså noget andet der er på spil i ’Nanna Nokkefår får nok’; nemlig at frembringe de mest ekvilibristiske rim – og lave de hårdeste rytmer, de tætteste indrim, bogstavrim. Det hele. Godt illustreret i titlen, hvor man både finder et labert ordspil og bogstavrim.

I det hele taget er Nanna Nokkefår en tour de force i onklede revy-ordspil, fikse næstenrim der holder vand, fordi det er skideskægt, charmerende og fantasifuldt. Jeg elsker når Nanna tæller nokkefår når hun skal sove og rim som fx Bob der / Helikopter er jo bare sjovt og elegant.

Tempoet er sindssygt højt fx her hvor Nannas berømmelse er ved at blive banket ind i skallen på hende

For hun fatter ikke rigtig,

Hvad der forgår

Og hvorfor

Folk har fårehår

Og hvorfor

De mon står

Dér alle mand

Og råber Nanna

Det er hårdt og fermt og skægt. Og det reducerer sproget til musik og rytme. Det elsker jeg som sagt, men det får også den konsekvens at læsetempoet stiger i en sådan grad at det simpelthen bliver vanskeligt at forstå, hvad der egentlig foregår. Og det er måske også lige meget. Det er jo lyde, musik, leg med sproget. Det er avantgarde.

Nanna Nokkefår er illustreret af Hanne Bartolin der også står bag - 

Axel elsker biler

Marianne Iben Hansens bog om den kubikglade and, Axel, er et hovedværk. Ikke bare for Marianne Iben Hansen eller for den rimede fortælling, men for billedbøger inden for de seneste 10 år. 

Ikke så meget pga. handlingen. Axel er pjattet med biler, men hans forældre påstår at ænders naturlige feature er at svømme. Det er Axel temmelig indifferent overfor. Han stikker af, møder en elefant og to giraffer og suser lykkeligt af sted i snabeldyrets bil. 

Axel møder mekanikeren Harry og får job hos ham og forenes med sine forældre.

Igen er det sproget og formen der hæver bogen op. Og det der gør ’Axel elsker biler’ så fin er bl.a. det enkleste greb, som jeg er grøn af misundelse over ikke at have fundet på. Nemlig noget så simpelt og colombusægget som et omkvæd. 

Når Axel er ved at koge over af begejstring over bilers dejlighed begynder det ’i en brandbil, en kranbil/en gammel veteranbil/ en sølvbil, en blå bil/ en racerbil en rå bil’. Det virker helt vildt godt, genkendeligt og fint. Og lykken stiger når der umiddelbart efter riffes og rimes på  bilmærker. På Porche. På Suzuki. På Jeep, Jaguar, Mazda RX-7. En opremsning af lækre ord og brands.

Og ikke nok med det; hele bogen emmer af rimoverskud. Så når Axel og familie til sidst i bogen drøner af sted – snirkler rimene med på bagsiden af bogen og videre ud i den virkelige verden. Og her rimer tju-hej-biler på se-nu-lige-mig-biler, og fjongbiler rimer på underlig facon-biler. Det er helt vildt godt. Skægt. Ekvilibristisk. Misundelsesværdigt.

 Marianne Iben Hansen er når hun er bedst - rimets hersker.

Axel elsker biler, Nanna Nokkefår får nok og Palle P og perlen

Døden og klitoris

Der er to ting ethvert sundt barn spørger sine forældre om: Hvad kommer man fra og hvor skal man hen? Jeg har tidligere skrevet om Maren Weischers ’Sådan begyndte verden’, der var et fint forsøg på at komme med en skabelsesberetning, der mere var fuld af atomer og bobler end af Adam og Eva.

Noget mere hverdagsnært er Marie Dysgaard Christiansens mini-serie ’Til de nysgerrige’, der forsøger at give seks-otte årige svaret på de to altomfattende spørgsmål: Hvad sker der når man dør? Og Hvordan boller man?

Slut, prut, finale – en bog om døden

Dysgaard Christiansen går meget konkret og usentimentalt til værks, når hun skal fortælle om døden. Måder man kan dø på er enten at glemme at man ikke kan svømme (ups), man kan rammes af en ondartet grøn byldepest-lignende sygdom, man kan slås ihjel af en ridder – eller dø af alderdom. 

Ligeså skægt og afmystificerende bliver fire forskellige efter-dødsscenarier forklaret.

Det er usentimentalt, pædagogisk, konkret og frem for alt skægt. Især i hendes helt igennem vidunderlige og naive tuschtegninger af mennesker med dinglende dillere og tørt konstaterende kommentarer.

Nogle gange vil man bare spille el-guitar

Samme tone er der i bogen om krop, sex og hvordan man får børn. Og der blev i den grad fniset igennem og spurgt interesseret ind til hvorfor-nu-det og gør-I-også-sådan, da Alma og hendes veninde læste den og læste den igen og fniste og læste mere i den. Alma syntes det var sjovt og spændende og fniste men det var ikke fordi hun var forlegen over for os eller syntes det var ulækkert. 

Igen er det usentimentalt, korte sætninger og naive og skægge tuschtegninger af naturlige og behårede kroppe, (der er ikke for fem flade ører brasilianske voksbehandlinger eller silikone). Der er forskellige bryster, forskellige tissemænd og bollestillinger. ’Og det kan godt se voldsomt ud, men de gør det, fordi de synes, det er dejligt’.

Og der bliver beskrevet at man også kan have sex med en af sit eget køn og at man sagtens kan få et barn selvom man ikke er en far og en mor. Og at også børn kan lide at pille ved sin tissemand eller tissekone en gang imellem. Og at piger er udstyret med en klitoris og at tissemænd vokser og at en kvindes tissekone bliver våd når hun får lyst til sex.

Hej Arne, må vi høre noget om at bolle?

Føler jeg mig hensat til min egen barndoms 70’ere? I den grad

Har jeg svært ved at læse bogen uden at høre Arne Nougatgren? Oh, yeah

Gør det noget? Ingenting.

Jeg synes det er så fint, konkret, naturligt og ikke mindst skide sjovt. Det er et meget vellykket bud på en ny Hvordan får man børn-bog (måske burde jeg gennemlæse et par håndfulde af dem og skrive om dem i efteråret. Det vil jeg gøre.).

Jeg holder også at den underlige digression efter beskrivelsen af, hvordan man har det efter en orgasme: ’Det er meget forskelligt. Hvordan voksne mennesker har sex. Det er ikke alle voksne mennesker, der synes, det er sjovt at have sex. Nogle kan bedre lide at spille el-guitar.’

Hvad for noget? Hovedformålet for alle der spiller el-guitar – det er da sex, ikke?

Bogen er skrevet ud fra et ønske om at ramme en yngre målgruppe, fjerne sig en smule for forplantningsvinklen og gøre op med den krops- og hårforskrækkelse der er lige nu. Og jeg må bare klappe, være enig og sige at Marie Dysgaard Christiansen rammer helt rent.

Læs mere om Marie Dysgaard Christiansen her

Når sprog kan mere end bare at være fantastisk

Som nævnt fire gange før lavede Kari Sønsthagen i anledning af Forfatterskolens 10-års-fødselsdag en minikanon på fem danske børnebøger, der var udkommet i den dekade. Og udover ’Snabels Herbarium’, ’Ti grønne fingre’, ’Mørkebarnet’ og ’Et mærkeligt skib’ som jeg allerede har fablet om, er turen nu kommet til Sanne Munk Jensens ’En dag skinner solen på en hunds røv’, der udkom i 2007. Ak ja, så er endnu en liste gennempløjet – endnu et dogme færdigleget.

Nå, nok om mine feticher. Man kan strengt taget godt diskutere om Munk Jensens roman er for børn; den hører i hvert fald i den voksne ende af børne- og ungdomsspektret. Hovedpersonen, Alma, går fx på Universitetet, har rundet de 20 år, har egen lejlighed på Vesterbrogade, studiejob som cafe-betvinger på Sebastopol. Men bogen handler om identitet og barndom og ungdom og den er udkommet på Gyldendals B&U-afdeling, så jeg har min ryg fri – og jeg vil altid gerne læse og anbefale en roman, der er god. Og det er Sanne Munk Jensens edderbangmuggeme.

Identitetsjagt på et trøstesløst grundlag

En dag hjem fra universitetet mener Alma noget så bestemt at hun ser sin savnede lillesøster Amelia ved DGI-byen. Alma bliver helt febrilsk og leder efter hende – uden held. Og i løbet af den næste uges tid bliver Almas liv med bofællen Julie, der er i Kibbutz, Tobi, som hun er i kærestelimbo med, og frem for alt lillesøsteren Amelia og moderen optrevlet.

Almas liv har ikke været en mazurka på violer. Hun er halvt polsk, kender ikke sin far og er vokset op i Esbjerg hos en alkoholiseret mor, der jagter en eller form for lykke og sikkerhed på knejper ved at invitere de stygt kiksede mænd hjem mellem hendes ben. Lykkejagten lykkes ikke helt. Og det er heller ikke lykkeligt for Alma og hendes lillesøster Amelia.

Almas værn er hendes hoved, hendes sprog og hendes verden-kan-rende-mig-noget-og-så-vanvittigt-grusomt-attitude. Hun flygter / bliver anbragt på nordjysk efterskole, hvor hun møder Julie. De bliver tætte veninder og deler et sarkastisk syn på verden og har også en spirende og nysgerrig lesbisk fling, som Alma ikke på noget tidspunkt helt kan finde ud af, hvad hun skal stille op med.

Mindst lige så stor usikkerhed har Alma om hvad hun skal stille op med Amelia, der ellers var ladt tilbage i Esbjerg men pludselig en dag står i Almas pædagogstuderende-fyldte århusianske kollektiv.

Alma vil så gerne gøre det rigtige både over for Amelia, over for Julie, overfor hendes skiftende kærester og overfor omverdenens forventninger til hendes kloge hoved og styrke. Så meget at hun bliver en identitetsmæssig vindbøjtel, som er dømt til at skuffe de mennesker, der faktisk forventer noget af hende og kan lide hende. Meget mere end hun og læseren i begyndelsen er klar over. På den måde ligner hun Lee fra Sittenfelds 'Klasse'. Uden sammenligning i øvrigt.

Almas liv og skyggesider og sår bliver åbenbaret, samtidig med at jagten på den forsvundne og savnede og nu-måske-tilbagevendte lillesøster Amelia går ind. Det er fint. Det er stærkt og kraftspetervælteme rørende.

Alma er i hendes sprog

Jeg har læst den tre gange og hver gang rammer og overrasker bogens slutning mig. Og det er ikke kun fordi den rammer en i den sentimentale tårekanal, men også fordi Almas stemme er helt vildt stærk.  Sproget er saftig, tonen er skarp og selvironisk og intelligent og på den måde mimer den fuldstændig Almas person: Skarp, utilnærmelig, sårbar.

Da jeg begyndte at læse den til denne her opgave, tænkte jeg at det virkede, som om at den var blevet overhalet indenom. Og at seks år også er lang tid. Og et virilt og levende sprog åbenbart godt kan have en udløbsdato. 

Det var på indtil side ti. Hvor jeg fandt ud af at sproget ikke blot er manerer. Og lige nu skammer jeg mig over min holdning. For det første er sproget stadig veloplagt og kraftfuldt. For det andet er Almas sprog også hendes tilgang til verden. Og dermed bliver det i den grad også hende - netop både utilnærmeligt og sårbart.

For selvom der findes mange af de nyere ungdomsforfattere Ronnie Andersen, Jesper Nicolaj Christensen, Sanne Søndergaard med mange flere, hvis sprog gnistrer og sætter ordspor med en lækker aggressivitet – ja, så har jeg ikke set sproget være både identitetsskabende og viltert som hos Munk Jensens Alma. Ikke så præcist i hvert fald. For Almas sprog er ikke bare karl-skide-smart der skal farve dialoger og tanker med  oppe-at-køre-manerer (og det er der ikke noget galt med i øvrigt). Nej, hendes sprog er hendes forsvar mod verden – det er hende selv. (Og så kan jeg vist ikke sige det flere gange uden at det bliver pinligt)

Nok blapren fra min side: Vi tager et næsten helt tilfældigt citat – men jeg kunne have klippet utallige steder:

’Ikke noget seriøst? Du har altså leveret en useriøs præstation med den  … din ynglekæp, det kan da umuligt have været særlig godt for hende’ ()

Min vejrtrækning blev mere og mere hektisk og min krop blev helt stiv. Den fede idiot. Hvorfor spurgte han mig sådan noget, var det bare for at kunne få lov at fortælle, at han selv havde haft gang i den horisontale mambo? Nærmest som at ringe og sige ’hej, jeg tænkte på, skal du noget i aften? Nå, ikke? Jeg skal i biografen med George Clooney!’

’Altså, det har jo bare været sådan noget engang ’in-and-out-opeartion’, og det har betydet zip.’

Jeg synes det er sindssygt fedt. Sproget  og billederne er upfront og veloplagt skægge, samtidig med at det tegner et billede af Alma, der hænger en-til-en sammen. (det kunne jeg så godt)

Det er effing fantastisk. Og jeg vil heller ikke her være uenig med Kari eller nogen anden. Den vandt Orla-prisen i 2008 og var nomineret til Berlingskes læsernes bogpris – men blev slået af en bog om ’Blekingegadebanden’.

Hvis jeg var lærer i en niende klasse ville jeg i hvert fald stopfodre/kraftigt opfordre mine elever til at læse den (og det bliver de også, ved jeg). Og så ville jeg bede dem om at glemme den temmelig ferske pastel-forside der er så langt fra Almas liv og essensen i 'En dag skinner solen også på en hunds røv'.