Emil i et velfærdsreguleret dansk Lønneberg

Børn i dag mangler bøger, der afspejler den hverdag de lever i. Det var en pointerne i oktober måneds debat i Kristeligt Dagblad om det triste i at forældre i stigende grad fravælger nyere børnebøger. I stedet vælger forældre og andre formidlere bøger, der er på alder med mig (og det siger ikke så lidt) eller ældre. Og det får den ærgerlige konsekvens, at hvor uomtvisteligt fantastiske Lindgren og Kirkegård end er – ja, så er deres universer tidløse. Og derfor vil ens barn mangle noget (god) litteratur, der spejler deres liv her og nu, hvis de kun bliver præsenteret for Pippi og Hodja med mange flere.

Og det er jo forældrene og markedet der bestemmer. Og jeg interesserer mig voldsomt for ny børnelitteratur - alligevel savner jeg noget. Og derfor er jeg, som far til en 7-årig pige, der elsker at få læst højt, enig i Nina Christensens pointe i Kristeligt Dagblad. For hvor er de oplæsningsbøger der handler om et dansk institutionsbarn fra dette årtusinde?
Min datter er vild med bøger, der handler om et genkendeligt liv.  Hun er ikke til genre-historier med en hest, der hedder Perle eller en elver med spidse ører, der hedder Lagandaril. Endnu. 

Og selvom hun godt kan lide farcer og skide skægge bøger, så er det hverdagshistorier om venner, skole, forældre, søskende, der tænder hende mest. 

Og Kirkegård, Lindgren og Reuter er vidunderlige – men deres bøger er over 30 år gamle. Mindst. Og man har ligesom læst dem, ikke?

Villads fra Valby

Den samme tanke er jeg ret sikker på at Anne Sofie Hammer havde inden hun skrev ’Villads fra Valby’, der udkom i 2009.

Villads Emilio Eskilsen er en helt almindelig og temmelig sød dreng. Han bor i et villakvarter i nærheden af København. Han har en far og en mor og en storesøster. Han får en lillesøster og elsker at spille Nintendo. Han synes  zombier er seje og det bedste han ved er at lege med sine venner og naboens datter, Frida. 

Og så gør han nogle gang ting, der udfordrer de regler, som de voksne har stillet op. Og når han gør det, så får han lidt skældud og bliver mødt af stramme miner.
 

Der er ikke et gram ondskabsfuldhed skabt i Villads. Det er bare ikke altid, at hans tanker og ideer er kompatible med de voksnes regler.

Villads er med andre ord ligesom alle andre børn. Og han er også ligesom sin forfader fra Lønneberg. Men hvor Svenssons uregerlige knægt får lov til at leve et liv i idyllisk frihed – lever Villads i et gennemreguleret velfærdssamfund. Han kan på ingen måde hverken hejse sin søster op i en flagstang (selvom han sikkert gerne ville) eller rejse gennem flere kilometers snestorm for at redde en gårdskarl. 

Og Villads bliver ikke sendt i snickerboa. Ej heller er hans far farligt kolerisk. Villads får bare skældud og må pænt sige undskyld til dem, han har trådt over tæerne, selvom det er ofte at han ikke helt forstår hvorfor.

’Villads fra Valby’ blev fulgt op af ’Villads fra Valby i 0.V’ (2010) og for nylig kom ’Villads fra Valby holder jul’. Derudover er han også hovedperson i to læs-let-bøger – ’får et brev’ og ’vasker en baby’.

Skarnstreger anno 2012 - skide godt fortalt

Det er klart mindre alvorlige skarnstreger Villads laver. Han grovspiser nogle kanapeer, han gemmer flere liter mælk bag et køleskab, han kommer til at hugge nogle bøger og så videre. Det er alt sammen fint, skægt og uhyre genkendeligt for en dansk fritidshjemspige, en dansk børnehavedreng og deres far.

Men det der gør Villads fra Valby til noget ganske særligt er at Anne Sofie Hammer kan sin oplæsningsgenre på fingrene. Hun er sindssygt god til at skabe den inkluderende og mundtlige fortællerstemmer, der gør det lækkert at læse og høre på.


Det er ikke sproglig og genrelegende komik på samme måde som den lidt beslægtede Vitello (som vi også knuselsker) – men det er genkendeligt og nærværende.



Jeg holder mere og mere af Villads fra Valby jo flere gange jeg læser ham. Og jeg synes i øvrigt at bøgerne bliver bedre og bedre.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste der drømmer om flere oplæsningsbøger, der handler om
børn i en velfærdsreguleret nutidig verden.

Og et af børnene må meget gerne hedde Villads. Dette var en opfordring.

Læs mere om Anne Sofie Hammer her