Spacet syre

Jeg er vild med Helle Vibeke Jensen. Hun er en af de underligste og mest dragende danske illustratorer med en særegen blanding af collage, pølsedyr og universer, der næsten er uden for denne galakse.
Og jeg er lige så vild med Jens Blendstrup og hans fortællemæssige overskud, de raptuslignende rablerier og de skæve sammenstillinger der kommer i et tempo og i en overflod, så man må overgive sig.

En sammensætning af de to må nødvendigvis blive underligt, rablende og dragende. Det var det i den mildt sagt sære ’Kig Ind’ fra 2001. Og det er det også dog i mindre grad i Cosmo.

'Cosmo' handler kort fortalt om kosmonautrobotten Cosmo, der får at vide at hans barndomshjem er forsvundet med rub og stub, minder, stumper, sammenklappelige cykler, slik og dårligmadpakkefjerner. Derfor spænder Cosmo en trailer for og tager på jagt på utallige planeter for at genskabe sit hjem. Men på ingen af planeterne kan han få det han gerne vil have - til gengæld kan han få en masse andet, som han så må tage til takke med – og det er måske heller ikke så forfærdeligt endda.

Motoren er tydelig. Cosmo rejser til flippede planeter for at få flippede ting – som han ikke kan få – men i stedet må tage til takke med og glædes over andre lige så flippede ting. Som fx da Cosmo på Slangehundsplaneten vil have en ny cykel men i stedet må nøjes med duften af brændt gummi på flaske. En piftet badebold og kuglelejelamper med tre gear.

Det er jo vidunderligt og helt vildt skægt.

Det er dog ikke alle af Blendstrups rablerier der smager lige så dejligt som duften af brændt gummi – men mindre kan også gøre det. Og der hvor 'Cosmo' fungerer bedst er i Helle Vibeke Jensens spacede illustrationer især i mellemopslagene hvor Cosmo gennem bælter af udsyrede særheder.

Det er trancedental psychadlia for børn. Det er dragende. Skægt. Syret og fedt.

Negerkonger, ludere og det hellige redigeringsfrie punkt

Altså, man kan for katten da ikke vende ryggen til sin egen blog i 1½ år, før der igen diskuteres børnelitteratur i verden igen. Og ligesom sidste gang – og med garanti også næste gang – tager diskussionen udgangspunkt i Sverige og racisme og en altgennemsyrende politisk korrekthed. Sådan er det i hvert fald på denne side af Sundet, hvor de frihedselskende og humorsprængfyldte danskere lever – hvis man altså skal tro på skimningen af facebook og aviser.

Og i mit hjem bliver det også diskuteret – og jeg får skældud fordi jeg ikke er så klar i spyttet som mine landsmænd, eller er så konsistent, som Tina regner, med at jeg ville være.

Og hvorfor så ikke det?

Det vil jeg forsøge at væve mig frem til her.

Stødt på manchetterne i armslængdeafstand

Ultrakort opridsning: Svensk tv vil en ny udgave af Pippi Langstrømpe bortredigere dels Pippis kineserlege og mere vigtigt ændre betegnelsen for Pippis far fra ’Negerkonge’ til blot ’Konge’. Og så bliver der ellers faldet for det store bryst i Danmark: Censur. Politisk Korrekthed. Snerpethed. Kuntsskænding. Typisk svensk. Hvad bliver det næste? Og der rystes hoveder og rulles øjne. Selvbevist og helligt.

Man kan mærke det, ikke? Jeg er ikke helt enig i, at det er så let og ligetil. Og for at springe til konklusionen:  Helt ærligt: Jeg synes ikke det er verdens største sag, hvordan en bifigur i en over 60 år gammel bog (et mesterværk, oh yeah!) bliver betegnet. Det gør jeg altså ikke. Og det stiller mig i verdens rareste position; jeg kan nemlig uden problemer synes, at begge poler er latterlige og hellige og blinde for nuancer og empiri.

Jeg kan nemlig sagtens blive træt af, at man læser Pippi i dette tilfælde så frygteligt dårligt og uden for enhver kontekst. Fordi spørgsmålet ’Er bøgerne om Pippi racistiske?’ altid og uden forbehold besvares med et stort tsk-gu-er-de-da-røv!  Og er det et bedaget ord i en bog fra 1940’erne, der gør en racistisk ytring racistisk? Nej, vel.

Men som sagt: Det er ikke en særlig stor sag. Jeg mener ikke på nogen måde, at hele Pippi-figuren sidder i ordet ’Negerkonge’.  Lindgren sagde selv i 1970, at hun ville have kaldt ham noget andet. Pragmatisk. Praktisk. Godt.

Jeg ville dog ikke fjerne det, hvis jeg havde været redaktør.  Pippi er et mesterværk. I en klar top ti over de vigtigste børnelitterære værker der er udkommet nogensinde. Og i grunden også i toppen over de værker der er udkommet i nordisk litteratur. Men havde det udkommet i dag ville jeg nok – hvis jeg havde haft en rød pen med i spillet – have foreslået, at det skulle ud.

Men jeg får bare en afsindig lyst til at kaste smuds på den kridhvide høje og hellige hest som vi i Danmark med glæde hopper op på i sådanne diskussioner. For vi er jo på ingen måde selv klare i spyttet. Det mest berømte eksempel er Harald H Lunds lidt vel tuttenuttede ’Elefantens Vuggevise’ hvis linje ’I morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle’ med god grund er redigeret ud af De små synger. For her er der lige skruet op for nedsætningsgraden i ordet, samtidig med at det er svært ikke at læse linjen racistisk (selvom man også godt kan læse den som et pay-back fra elefantens side). Er det også et udtryk for censur og kunstskænding?  Helt ærligt nej, vel? Selv ikke Kim Larsen, der ellers gerne vil holde fast i et ældre vokabular, lader linje være uberørt men ændrer det til ’en negerdukkedreng’ – hvilket er et underligt halvt skridt i begge retninger.

Eller hvad med bortfjernelsen af børnesangen ’I Niggerland bananer gror’ af samme Lund og i samme sangbog? Indrømmet; det hænger sikkert også sammen med at sangen er vildt dårlig – men mon ikke det direkte stødende og racistiske indhold også har haft en betydning. Uden at det har skabt store overskrifter på Nationen, en temaudsendelse i Deadline eller endsige en Facebook-gruppe, der kræver at den kommer tilbage igen.

Vi er med andre ord ikke selv blege for at bortredigere og ændre ting, vi synes virker bedagede eller unødvendigt stødende. I min datters billedbibel slutter historien om Lot i den eventyrlige afdeling, hvor hans hustru bliver til en saltstøtte – og undlader fikst at fortælle appendikset, hvor Lots døtre drikker ham stiv to nætter i streg for at have sex med ham.

Og hvorfor er det at når jeg læser billedbøger fra 1970’erne, at jeg undrer mig over hvorfor der er så mange nøgne mennesker; nøgenhed der er stort set udryddet i børnebøger i dag? Hvem er så snerpede? Hvem lader sig støde på manchetterne på anden hånd?  

Lesbiske og ludere - to sider af samme nuttede sag?
Knap  havde Pippi-diskussion klinget af før en ny tog over. Denne gang var det en dansk bog Grethe Dirckinck-Holmfeld Vil du være min kæreste?’ fra 2005 der var blevet fjernet fra det svenske marked (uden at forfatteren havde fået det at vide – hvilket er det næstmest upassende i denne sag).

Dirckinck-Holmfelds bøger er samlinger af børnecitater. Ofte overraskende småfilosofiske. Pudseløjerlige. Nuser.

’Når man er forelsket er det som om man har et hjerte i hovedet’.

Sådan noget. Sætninger der kan stå på en køleskabsmagnet og bringe et hyggeligt smil frem.

Jeg indrømmer blankt: Jeg har ikke læst bogen – men har læst andre i samme genre.

Der var dog to sætninger, som svenskerne ikke syntes var hyggenyggede pudseløjerlige

’Hvis to kvinder gifter sig med hinanden er de ludere’

’To kvinder kan selvfølgelig gifte sig med hinanden, men så er de blevet voldtaget’

Grethe Dirckinck-Holmfeld mente, at svenskerne havde fået noget i skallen, siden de fjernede det hun så som ren uskyldighed.

Jeg mener derimod at det er en sjuskefejl fra redaktørens og forfatterens side De sætninger skulle aldrig have været med. De overholder ikke bogens og genrens egne regler. Fordi de for det første (virk)er stødende – de er sikkert ikke ment sådan – men vi ved det ikke. De er på ingen måde hyggelige eller pudseløjerlige. De er ikke overraskende, som forskellen på remoulade og marmelade – som Lasse Rimmer sammenlignede det med i en facebook-tråd. De er tværtimod bare trælse.

Jeg er som sagt overbevist om, at det er en sjuskefejl, at de er med. Og hvorfor må man ikke blive klogere? Hvor gammelt skal et værk være, før man må rette i det, hvis der er ting i værket der rammer sin målgruppe forkert. Er det et helligt punkt, når en redaktør og en grafiker og en trykker beslutter sig for at nu er det nu?

Jeg ved godt at min position er meget subjektivt funderet. Jeg synes ikke, man skulle have redigeret Pippi – fordi Pippi er så sindssygt godt. Til gengæld er jeg mere tilbøjelig til at have lyst til at redigere i ’Vil du være min kæreste?’ fordi jeg ikke synes det er på samme højde. Og jeg har ikke de store lyster til at skulle forsvare den Alle børnene-vittighedsbog der for et par år siden blev fjernet fra et par skolebiblioteker omkring Kolding. Simpelthen fordi det ikke var godt.

Mit udgangspunkt er vævende og subjektivt; man kan tillade sig en hel masse mere – hvis bare det man skriver er godt. Så sue me. Skæld mig her fra og til Hekkenfeldt. Jeg vil insistere på at selv en diskussion om sproget i børnelitteraturen foretages bedst når man ikke er på en høj og kridhvid hest.

Orla 100 %. Og vinderen bør være....

Jeg kan vidst lige nå det her på det absolutte yderste del af falderebet; at komme med mine kommentarer til de sidste tre nominerede til Orlaprisen 2014. Og det sidste del af bunken går over en krimifarce, en opbyggelig fabel-historie for og om dyr og en hverdagsrealistisk venindebog.

Jeg er sent på den – så lad os da endelig springe ud i:

Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse.

Sjette bind i serien om Nørrebrodrengen med de indiske rødder, Iqbal Farooq, og hans farverige nærmiljø. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har læst nogle af de foregående fem bøger - og vægtigst; jeg også havde tonstunge fordomme om dem. At de var sjuskede, at det var en næsten kalkeragtig udgave af Bjarne Reuters Bertram-bøger blandet med Olsenbanden på speed og med en satire, der ikke ville give ret meget udslag på subtilradaren.

Disse fordomme blev både bekræftet – alle sammen – men også på en eller anden mærkelig måde gjort til skamme. ’... og den jyske forbandelse’ handler om Iqbal, der pga. nogle fuskede mobiltelefoner, en kirkeminister der vil afskaffe samtlige helligdage, en formøblet pensionsopsparing og en lidt vel for smart – og senere kidnappet – onkel – bliver hvirvlet ind i en jagt på en kristen sekt ledet af Mørkets Fyrste. Det hele fortoner sig lidt. Jagten går gennem Jylland på kryds og tværs i en udbrændt Mazda sammen med Iqbals ven, en halvdøv og helsur pensionist og en hippie med et navn, der ikke ender.

Der er stort set ikke nogen indbygget kausalitet i historien. Alle tilfældigheder er virkelig heldige. Satiren er plukket fra de nederste grene (hippier siger bred ymer og jyder er umulige at forstå). Det er som at være vidne til en provinsrevy fra 1980’erne – hvis ikke det lige var fordi tempoet er umådelig højt. Og klicheerne – og dem vælter det frem med – kommer så mange og så tæt og så hæsblæsende, som bagside teksten siger, at jeg på et eller andet tidspunkt måtte overgive mig og opdagede at jeg også morede mig.

Det er på ingen måde stor kunst det her. Men det vil det på den anden side heller ikke være. Den vil underholde – og det gør den. Den fortjener ikke en pris, men jeg vil meget gerne læse Iqbal Farooq-historier for mine børn. Jeg er sikker på, de synes den er voldsomt meget skæggere end deres sure og gamle og triste far gør.

Anders Morgenthaler: Børnemagt – Da verden gik under

I Malthes klasse er der uro. Han hænger ud sammen med vennen Joakim og prøver dels at få bugt med sin ualmindeligt træge mave og finde sin plads i klassen, hvor der både er døgenigte, slubberter og stræbere. Men en dag beslutter kommunen at lukke skolen. da der simpelthen ikke er penge til at køre den mere. Se, det er jo en drøm for en skolesløv elev – men det varer ikke lang tid før drømmen bliver triviel og kedelig, og så finder Malthe ud af at nogle af de mere flittige elever trodser forbuddet og laver deres egen skole.

Det fører både foragt for vennerne og en lille smule kærlighed med sig.

Det er rigtig fint. Og det der gør ’Børnemagt’ mere speciel er at Malthe er en giraf. Og at hans ven, Joakim, er en gnu. Malthes forældre er en blæksprutte og en bjørn og så videre.

Jeg går stadig og overvejer kraftigt om jeg i grunden synes at grebet virker. Det skaber noget distance – og dermed også noget evident - til historien. Det gør det absurd og hyggeligt på en gang. Men distancen gør samtidig også, at jeg – nå ja – bliver distanceret til den fine historie.  Og det er jeg ret sikker på at jeg synes er ærgerligt.

Morgenthaler illustrerer naturligvis selv og der er kraftige latrinære og karnevalistiske spor i bogen. Jeg kunne med forbehold ret godt lide den.

Annette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder

Det er ved at være jul. Men 13-årige Emma kan ikke rigtig finde julestemningen. Og det tror da pokker: Hun vil gerne være kæreste med Fardin igen. Hendes far har fået en ung kæreste, der hedder det samme som hendes veninde og værst af alt moderen har en datingprofil og er muligvis blevet kæreste med skoleinspektøren. Femten gange pinligt!

Derudover er der venindefnidder og kamp om labre efterskoledrenge. Der er småløgne, svigt, julegavestress og konfirmationskjoleprøvning.

Det er med andre ord en helt igennem klassisk hverdagsrealistisme for start-teenage-piger. Og det er en genre jeg holder uendeligt meget af og har læst regnskovsnedlæggende antal sider af. Det er velskrevet. Det fungerer. Jeg kunne lide det, selvom der var et par sidehistorier for meget med for min smag. Men jeg er som ofte nævnt også plotpuritaner.

Det er i hvert fald en bog for min bogslugende ældste - om et års tid - eller to.

Et gæt der kun kan gå galt.

Det var de 12 bøger. Letlæsning, fakta, fantasy, realisme, højtlæsning. Farce og kærlighed, spænding og konfirmationskjoler. Hvem vinder?

Jeg tipper på at Orlaprisen 2014 går til Nicole Boyle Rødtness’ elverbog. Den henvender sig til dem der vil stemme (siger min fornemmelse) og dens blanding af fantasy og ungdommelig kærlighed er velfungerende.

Men også Annette Herzogs velskrevne hverdagsrealistiske start-teenager-roman eller Mette Finderups mere tunge fantasy kan løbe med sejren.

Det ved vi alt sammen meget mere om på fredag.

Den moralske Orla-vinder synes jeg er Mette Finderups roman der i den grad overraskede mig – og så bør Kim Fupz vel altid have en pris for bare at være så skide god.

Orla 75 %

Tredje etape i gennemgangen af de 12 Orla-nominerede går gennem en nyklassisk billedbogsserie, en fanbog om en håndboldspiller og en kærligheds-comming-of-age-bog om elvere.

Skal vi så se at komme i gang.

Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning

Alle elsker Vitello. Eller, det bør alle i hvert fald. 'Vitello gør en god gerning' er 14. bind i Kim Fupz Aakesons serie om drengen, der bor ved Ringvejen og hænger ud med sine dårlige venner og sin klamme og hemmelige kæreste og med en mor, der bevæger sig i periferien af det pædagogisk korrekte.

Vitellobøgerne er en børne-sitcom i bogform. Og det fungerer som regel altid pisse godt. Det er stramt, genkendeligt og Kim Fupz er uden sammenligning den bedste i Danmark til at skrive skægge og lækre replikker. Vitello-bøgerne er ganske enkelt sindssygt sjove. 

Sitcom-formen er naturligt nok temmelig skematisk – men dette afbløder Fupz ironisk og elegant. .

I 'Vitello gør en god gerning' er der ingen hjemme at lege med udover møgungen William, der til gengæld er klædt i en flot uniform og gerne vil stige i spejdergraderne for at få en kniv. Og en kniv, er da ca. det sejeste Vitello kan forestille sig, derfor klamprer han sin egen uniform sammen af en UFO-kasket og nogle klistermærker og vil hjælpe William med at gøre gode gerninger, så også han kan få sig en vildt sej kniv. 

Det kan næsten kun gå galt. 

Og det gør det også. 

Det er skægt og falden-på-halen-farce-agtigt. Og det plejer jeg ellers at være til fals for. Men jeg var ikke toplykkelig for tricksene i ’Vitello gør en god gerning’. Måske fordi farcen var for forceret.  Vitellos konstante forkerte udtalelse af Tjikkerlikker tjikkerlikker var lidt vel konstrueret, og det fungerede bare ikke på mig.

'Vitello gør en god gerning' er altså ikke den bedste af Vitello-bøgerne (det er den med den klamme kæreste, synes jeg). Men det er da godt. Bevares. Virkelig godt. Det er jo Fupz.

Maria Lundsby Krüger: Alt om Mikkel Hansen

Ok, jeg kommer lige med en formodning, som jeg ikke har en skid at have i. Jeg tror ikke at 'Alt om Mikkel Hansen' er skrevet ud fra et stort indre behov fra hverken forfatter eller forlags side. 

Et bud kunne være, at forlaget har stirret på bestsellerlisterne for børnebøger og set på ’Alt om Lionel Messi’ og ’Alt om Neymar’ eller hvad de nu hedder og tænkt So ein Succes muss wir auch machen; for derefter at have skuet ud over landskabet af danske sportsstjerner og fundet Mikkel Hansen.

Det kan jeg godt forstå. Det er der ingenting forgjort eller odiøst i. Det er bare ikke altid man får en rigtig god bog ud af det.

Og 'Alt om Mikkel Hansen' gør sådan set det som det udgiver sig for at være: et udvidet dobbelt-fan-opslag i Vi unge med historier, baggrund, anekdoter og slet skjulte reklamer for tøjfirmaer. Det er der heller ikke noget underligt i. Det er bare ikke litteratur. Jeg tror heller ikke ’Alt om Mikkel Hansen’ forsøger at være det. Det er jo en fanbog og en sådan behøver vel ikke et helt vildt spændende objekt, der har oplevet sindssygt mange ting og kan fortælle dem personligt og nyt.

Jeg har i mange år været vild med håndbold. Jeg nyder at se Mikkel Hansen på en bane og læste den derfor med distanceret interesse og undrede mig igen og igen over det skisma der er i forskellen mellem det at skide højt og flot på Janteloven og bare ville være den bedste og gerne ville kæmpe for det og vise det. Og samtidig slå så hårdt på, at man er totalt grounded. Og når der så gøres opmærksom på at årsagen til at Hansen rykkede fra at være et talent i GOG og til at være en af verdens bedste var, at man droppede 'kongen af Gudme-attituderne' og blev mere ydmyg. I mit hoved hænger det ikke sammen. Det behøver det heller ikke. Men det danske håndboldlandshold har større chance for at vinde OL-guld i 2016 end 'Alt om Mikkel Hansen' har for at vinde en Orla-pris (i hvert fald den moralske).

Nicole Boyle Rødtness: Elverskud - Skæbnedans

Hvis der er nogle vandrør i Orlasammenhænge -  og hvis jeg hører rigtigt efter, så er Nicole Boyle Rødtness favorit til at vinde titlen i år. Og efter jeg har læst ’Elverskud’ tror jeg endnu mere på at vandrørene har fat i den lange ende. For ’Skæbnedans’ rammer klokkeklart ned i den målgruppe, som jeg forestiller mig vil stemme til Orla.

'Skæbnesdans' er første bind i serien om Birke, der er halvt elverpige med hul i ryggen und alles. Og en gang om måneden skal hun og hendes søstre danse i den lille by, hvor de bor for at få stillet deres sult af de hypnotiserede borgere. Deres mor, der var elver døde, under fødslen sammen med Birkes fjerde søster. Faderen er derimod menneske og forsøger dels at holde døtrenes stamtræ hemmelig for omverdenen, samtidig med at han prøver at få deres liv til at være så almindeligt som muligt.

Det er ikke nogen nem opgave, når hans døtre jo lever af at folk bliver småforheksede af deres dans. Ydermere vanskeliggøres det hele af at søstrene er ved at nå den alder, hvor drenge og en spirende seksualitet udgør en evigt voksende interesse. Og det er altså helt ærlig svært at skjule en hul ryg når man gerne vil i nærkontakt med et lækkert stykke dreng helst i ensom svømmehal med dunkel belysning og romantik i elastiske metermål. Og så har elverpiger unægtelig en dragende effekt på hankønsvæsener.

Familiens hemmelighed er med andre ord i konstant fare for at blive afsløret. Og måske kommer fortiden og dens hemmeligheder også og presser Birke, hendes søstre og hendes far.

Kærlighed, mystik, dans, elvere, grusomheder og begær. Det er hvad siderne i 'Skæbnedans' er spækket med. Og grebet med at lade en flok overnaturlige figurer blende ind mellem almindelige unge mennesker er godt set – og vel også i familie med fx Twilight-serien (uden dog at have læst en linje af Meyers serie).

Skæbnedans fungerer fint. Boyle Rødtness er god til at skrue en sikker og genretro historie sammen. Og det virker som om ’Skæbnedans’ er meget bevidst om sine virkemidler. Mange kapitler slutter med en mega cliffhanger, og dette trick skaber jo en voldsom fremdrift. Det er jeg sikker på at målgruppen synes er fedt. Jeg, derimod, er skide kedelig (jeg ville skrive blasert, men jeg ved at jeg har slidt dette mit nye yndlingsord op) og synes at når cliffhangerne bliver drysset med en så generøs hånd som de gør i ’Skæbnedans’, ja, så bliver det for konstrueret og corny.

Jeg er sådan en læser, hvis primære læsebegær ikke fyldes af hvad der sker i historien. Plotpunkter og sådan har aldrig rigtig bidt sig fast i mig. Måske er det derfor jeg ikke er til fantasy? Sikkert. Jeg er klart mere til der, hvor jeg bare kan forstå en hovedperson og føøøøøøøøle med ham/hende/den/det og især til der, hvor sproget bliver musik og hvor sproget giver mig nye måder at se verden på. Og her synes jeg ’Skæbnedans’ halter. For selvom den fungerer fint som historie så synes jeg altså sproget i den er for anonymt til mig.

Men det lidt kedelige sprog og nogle ikke altid troværdige personer afholdt mig hverken fra at være ok underholdt, at måske lade mig friste til også læse bind to og at blive bekræftet i at ’Skæbnesdans’ sagtens kan et Orlaklistermærke på næste oplag.

Ni ud af tolv bøger. Jeg kan næsten ikke vente til at få dusinet fuldt og give mit bud på en vinder - både en reel og en moralsk. Jeg er også spændt!

Orla II

Anden gennemgang af de 12 nominerede til Orlaprisen går gennem en sørøverroman, en fagbog om heste og en selvlæsningsbog om et dybtfølt fødselsdagsønske om en hund.

Benni Bødker: Djævelens øjne

Benni Bødker er en af de største favoritter til at løbe med prisen. Det er sjette gang, han er nomineret og 'Djævelens øjne' er et godt bud på en vinder; også når man tager dem der stemmer i betragtning. Men derudover har ’Djævelens øjne’ også noget gennemført klassisk og gedigent over sig.  Lækker indpakning, rigt og labert illustreret af Thomas Thorhauge, god, tyk papirkvalitet. Som en ægte drengeroman med tryk på eventyr og udlængsel, som man kender fra Stevenson. 

Jais er en ung dreng der på en rejse med et handelsskib bliver taget til fange af en flok sørøvere. Og så går det ellers slag i slag i en yderst genrebevidst sørøverberetning med guldrus, mystiske skattekort, hængninger, brutalitet, myterier og skrupelløse piratkaptajner. Og heller ikke Jais kan sige sig fri for at blive ramt af guldfeberen, der får selv de bedste folk til at glemme hvordan man er et godt menneske.

Det er indpakket i en uhyggelig og dyster rammefortælling fra et mørkt København. Det virker. Tilgengæld er resten fortalt i brevform til Jais’ elskede Anna; og dette greb virker ikke overbevisende på ret mange måder.  

Men når det er sagt så fungerer Djævelens øjne som den skal. Den er spændende, glimrende fortalt og yderst genrebevidst.

Måske bliver sjette gang lykkens gang? Jeg har den i hvert fald i min favorit-top-tre.

Jim Lyngvild: Vild med heste

Allerførst: jeg er ikke en del af målgruppen. Jeg er ikke specielt pjattet med vrinskende hovdyr. Jeg har det ok med dem; og hver gang mine sødeste er blevet trukket rundt på en ganger, har jeg syntes at det var et dejligt syn. Men det er også det. Så eventuelle mellemfornøjetheder kan skyldes dette faktum. Selvom jeg tvivler på det.

'Vild med heste' er som en skål potpourri. Parfumeret og med masser af små dele der kan sættes sammen til et hele. Med flapper og små tekstkasser, der fordrer en encyklopædisk labyrint-læsning, hvor man mere skal kaste sig ud og fare vild end man normalt vil gøre med en begyndelse i øverste venstre hjørne på side 1 og for at ende på nederste højre hjørne på side slut.

Det kan jeg rigtig godt lide – i princippet. Men i 'Vild med heste' bliver det mest noget ustruktureret rod – og når der samtidig egentlig også lægges op til en brugsbog virker det ærlig talt underligt at man gladelig springer fra en generel gennemgang af hvad en hest er til et par sider om hestesport, et portræt af Andreas Helgstrand for så igen at hoppe tilbage til en gennemgang af de forskellige hesteracer. (Og ja, jeg læste den fra side 1 til side slut)

Der er mange detaljer der bliver gentaget op til lidt for mange gange (der er ingen læsere der ikke ved hvor lav en pony er og hvor stor en hests hjerne er) – men det skyldes nok især håbet om hulelæsningen (fair nok) – og så påstås det, at den berømte Poul Reichhardt-hest Ibrahim gjorde lykke i ’De røde heste’ og ikke i ’Det store løb’. Alt sammen lidt irriterende.

Men det er såmænd ikke der, hvor jeg har de største problemer med 'Vild med heste'. For på trods af titlen og forfatteren der i den grad normalt vil brænde igennem på en in-your-face-begejstring er 'Vild med heste' mærkeligt nok uengageret og kølig og frem for alt underligt upersonlig. Altså, jeg beder jo ikke om flere opslag om Lyngvild og hans vallakker – men hvorfor får man ingenting at vide om hans heste? Hvorfor kan jeg ikke mærke ham? Det virker mest af alt som om det mest er navnet Jim Lyngvild og det visuelle udtryk, der er Lyngvilds i denne bog, mens man savner en personlig ild i ord og formidling. Det er søreme ærgerligt.  

Det er fint nok, at der flere gange bliver slået fast hvor dyrt og hvor stort et ansvar det er at have hest – men jeg savner en masse glæde. Ja, jeg savner, at også jeg, der som sagt ikke er en hestefidus kan forstå det at være vild med heste.

Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven

Sjette bind i Bedste venner-serien om Asta er tæt på at være en lille letlæst hverdagsperle. Asta har snart fødselsdag og er ved at udvikle sig til en 40-årig mand; hun ved nemlig ikke, hvad hun skal ønske sig. Og hun bliver mere og mere presset af at folk gerne vil vide, hvad hun dog gerne vil have – men det er hverken en ethjulet cykel (som hendes lillebror foreslår) eller en mobiltelefon (mormor), der vil gøre hende glad. 

Men efter et møde med den gamle mand Hr. Bibi, ved hun det: En hund. En helt igennem vaskeægte levende skidende og logrende hund. Og det ønske bliver næsten en besættelse for Asta, selvom hendes forældre gentagne gange afviser hendes ønske og det skygger næsten også for at Astas lillebror bliver drillet af Astas sidekammerats lillebror og det loyalitetsbøvl, der følger med det.

Jeg er til små hverdagsdramaer. Og jeg synes ’Asta og fødselsdagsgaven’ holder hele vejen. Astas kvaler med venner, veninder og ønsker om den sødeste hund fungerer fint både for målgruppen og for de 40-årige, som også godt kunne tænke sig en hund.

Den har ikke en jordisk chance for at vinde Orla-prisen – men jeg kender en pige i 2.U, der vil elske at læse historierne om Asta. Og jeg kender en 40-årig, der ærgrer sig over at han ikke ønskede sig en hund da han det var hans fødselsdag.

Halvvejs igennem de nominerede. Er det blandt de første seks at vinderen skal findes – både den rigtige og den moralske (og den moralske er den, som jeg synes er bedst)?

Orla-prisen 2014. Pt. 1

I april bliver DR’s børnebogsprisen Orla uddelt for niende gang siden 2005. Og de seneste tre gange er der kun blevet uddelt én pris på tværs af målgrupper, genrer, formater. Personligt synes jeg det er noget rod – når målgruppen skal stemme om, hvem der skal have æren og den fine kludedukke har billedbøger og fagbøger ikke en jordisk chance mod fantasy og bøger om One Direction.

(Og bare for at udstille min egen intolerans over for konsistens i mine holdninger, har jeg ikke samme problem mht. Weekendavisens priser).

Nå, men det giver mig en anledning til at læse hvad de unge mennesker nu om dage kaster sig over og samtidig ligner det jo en listeleg – og jeg elsker listelege. Uforbeholdent. Jeg er en freak.

Der er 12 nominerede; og de er:

• ·         Jim Lyngvild: Vild med heste
• ·         Nils Hartmann: Varulve og vampyrer
• ·         Maria Lundby Krüger: Alt om Mikkel Hansen
• ·         Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning
• ·         Sissel Bøe: Troldesuppe
• ·         Anders Morgenthaler: Børnemagt – da verden gik under
• ·         Mette Finderup: Smertens barn
• ·         Anette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder
• ·         Benni Bødker: Djævlens øjne
• ·         Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven
• ·         Nicole Boyle Rødtnes: Elverskud – skædnedans
• ·         Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse

Jeg vil læse dem – ja, jeg vil – og skrive om dem i klumper. Første klump er (i øvrigt lige som klump 2-4) på tre.

Mette Finderup: Smertensbarn

Jeg har vist slået det fast før: jeg er ikke til fantasy. Og ingen glæde er for mig større end glæden ved at mine fordomme og forestillinger bliver gjort til skamme. For helt ærlig; jeg synes Mette Finderups ’Smertensbarn’ er ganske fremragende, velskrevet og fundamentalt spændende.

Det er første bind i en serie om vikingetidspigen Gyrith. Hun er datter af byens mægtigste mand og skal som byens vigtigste jomfru på en sejdrejse for at formilde den underskønne frugtbarhedsgudinde Freya – og dermed blive en del af den løgn, som kvinder i generationer har fortalt hinanden. For der er ingen af soon-to-be-kvinderne i byen der har mødt den blide gudinde. Men for Gyrith viser det sig at løgnen er sand. Hun møder Freja – som dog hverken er mild eller underskøn – men en grotesk stor og ækel og umættelig vrangbillede af en kvinde, der bliver utilfreds med, at Gyrith ikke er en endnu en mand hun kan udnytte. Men gudindens utilfredshed bliver til flammende raseri, da Gyrith i selvforsvar slår Frejas enorme kat ihjel. Og gudinder er ikke de rareste at komme i clinch med og Freja kaster en forbandelse over Gyrith så alle hun elsker vil dø.

Gyrith flygter fra Asgård og hun har den smukke og mystiske Balder med sig. Og gudindens vrede og Gyriths skæbne følger med – og efter Gyriths bror – den smukke Ulver, dør finder Gyriths ud af, man ikke skal undervurdere en gudindes forbandelse og hendes skæbne er støbt i jernbeton.

Som sagt – jeg er ikke til fantasy sådan generelt – og Finderups bog bliver betragtet som netop fantasy, der er både gudinder og parallelle verdener og mystiske hændelser. Men dette er først og fremmest også en frigørelseshistorie – en historisk roman og en beskrivelse af en stærk og ilter pige. Og så er den som sagt også bare fundamentalt spændende, veloplagt og velskrevet.

Sissel Bøe: Troldesuppe

Troldesuppe er niende bind i norskfødte Sissel Bøes billedbogsserie ’Troldeliv’ alle illustreret af hendes ægtemand Peter Madsen – hvis formidling af den nordiske mytologi i Valhalla-tegneserierne ikke kan overvurderes. Og stemningen i Troldesuppes illustrationer er naturligt nok i familie med Valhalla. De er mørke, detaljerige, nordiske, louismoeske, varme og hyggelige. Det er så klart Madsens illustrationer, der er det største aktiv i Troldesuppe.

Troldefamilien skal lave den årlige efterårssuppe hvor hvert medlem skal bidrage med sin yndlingsingrediens for at få skabt den nødvendige magi. Alle troldene går på jagt for at finde hver deres ulækkerhed – alle undtagen den lille pige Rolla, der ikke ved hvad hun skal bidrage med, da hun jo kun kan lide honning. (Og dette implicitte og alligevel enorme plothul er altså ikke til at overse - heller ikke for målgruppen).

Jeg kan godt lide moralen – at hvis alle i et fællesskab bidrager med deres yndlingsting skabes der magi. Og jeg kan også godt lide tanken om, at hvis man giver noget fra sig i et fællesskab får man det tilbage tifold. Og som sagt ligger min begejstring for Peter Madsens illustrationer næsten i mine gener. Men alt det trods er Troldesuppe altså for omstændelig, forudsigelig og skematisk.

Nils Hartmann: Varulve og vampyrer

Vi bliver i det overnaturlige med et nordisk tvist. Nils Hartmanns lille og for mig overraskende fine fagbog om vampyrer, ellepiger, åmænd, marer og andre uhyggeligheder.

Bogen er i ultrakorte læsevenlige afsnit med binde-streger ved de mere ukurante og uvante ord. Og så tager bogen historierne om de overnaturlige væsener 100 % alvorligt. Både hvorfor de kommer og hvordan man kan undgå dem og evt. slå dem ihjel. Jeg kan i hvert fald sagtens huske, hvordan jeg var stærkt fascineret af både marer og de hulryggede elverpiger. Det er faktisk rigtig fint. Selvom vampyrerne i bogen fylder lidt vel rigeligt efter min smag; men jeg ser også med undren på både Anne Rice og Stephanie Meyer.

Er dette en af vinderne af Orla-prisen 2014? Måske. Spændingen kan man føle på; men hvis jeg har bare en smule ret i mine litteratursociologiske overvejelser, er der kun en af de tre bøger der har en chance.

Leif Esper Andersen: Heksefeber

Klassiker i klassesæt

Når det er jul og nytår må man godt være bagudvendt og nostalgisk. Og når min læseretninger både er eklektiske, idiosynkratiske og med en voldsomt humpende frekvens læser jeg bare, som jeg sådan set lyster. Og i denne jul er det blevet til både noget nyt – som jeg vender tilbage til i næste indlæg – noget gammelt (nu og senere) noget spritnyt som man kan læse på bogbotten.dk og noget voksent (Lone Aburas’ glimrende men også stærkt ubehagelige ’Politisk roman’; her er der godt nok ingen som i absolut ingen, der ikke placerer sig i en skala fra ret irriterende til dybt frastødende). 

Og så så jeg og den lille familie ’Pagten’, som vi ikke fik set i 2009, da den havde premiere. Og hold nu da helt op, hvor var det godt og ubehageligt og spændende. Vi kunne hverken vente til næste afsnit eller få nok. Stor ros.

Nå, men for et par måneder siden læste jeg den norske nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris for børn og unge Inn i Elden af Aina Basso og jeg kom af temmelig gode grunde til at tænke på den danske heksebog pr excellence nemlig Leif Esper Andersens ’Heksefeber’ fra 1973. Der findes vel ikke ret mange femteklasseselever der ikke er blevet præsenteret/fået den trukket ned over hovedet i en emneuge om hekse.

Det var derfor med temmelig bange anelser, at jeg læste bogen. Jeg forventede belærende forelæsninger, kilometertykke pointer, bedagethed og et sprog og en historie der kun var skeletter og påskud for en samtænkningstime mellem dansk, kristendom og historie.  Og det fik jeg også i mindre doser.

Hey, det er jo meget godt

Men bogen begynder sådan her

Hans mund stod åben, og han trak vejret hivende, mens han løb hen over engene langs fjorden. I sin næse og sine lunger havde han endnu røgen og varmen fra bålet, og skrigene fyldte stadig hans hoved og truede med at sprænge det. Han løb uden mål, ikke imod noget, men bort fra noget: bort fra røgsøjlen, som endnu tydeligt kunne ses mod den lyse himmel i nordvest. Han løb bort fra den hujende, larmende hob af mennesker, der som i en rus havde tumlet og danset omkring bålet. Bort fra hadet og ondskaben, der gennem den sidste tid havde slået imod ham, hver gang han havde vovet at vise sig.

Og helt banalt: jeg synes det er godt skrevet. Og det var lidt det der var undertonen i mit 30-års-gensyn (glurp) år med ’Heksefeber’.  Der både er socialistisk men først og fremmest dyster og med et ikke helt vildt positivt syn på mennesker i hobetal, angst og magten som sådan.

Kort fortalt handler den om Esben hvis mor omkring år 1600 er landsbyens kloge kone men som surprise bliver taget som heks og ender på det bål som Esben i romanens første afsnit flygter fra.

Esben møder den eneboer-lignende kloge mand Hans der lever i pagt med naturen. Hans lærer Esben om fjorden og om hvordan man fjerner betændelse fra blodforgiftede fingre og han får langsomt drengen til at fortælle sin historie samtidig med at også Hans’ skæbne udruller sig.

Derudover får Hans fortalt nogle vigtige sandheder til den alvorligt spørgende Esben og tydeligst også nogle sandheder til læserne. Den er jo fra 1973

Skolebog gemt bag fernis

Er det sokratiske forelæsninger der er på spil om at folk lever i angst og et folk i angst er nemme at styre fra dem, der har magten, hvad enten det er kirken, staten eller kapitalen? Det er et godt bud, to say the least. Men jeg æder det - sådan set – måske fordi jeg allerede dengang blev indoktrineret til at mene at det var sådan det var. Og måske fordi det faktisk er rigtigt. Måske er verden bare ikke retfærdig, som Hans slår fast for Esben og læseren.

Hvorfor forfølger man de mennesker der kan hjælpe? Spørger Esben. Og Hans er ikke sådan en der kan modstå, at der bliver lagt op til smash.

Folk siger så meget. Måske er de bange. Nej, ikke måske. Folk er bange. Når man er bange, må man finde noget at beskytte sig med. Og hvis man ikke ved, hvad man er bange for, må man også finde noget at beskytte sig imod. Man må finde noget man kan magte. Det er nemt nok at give Djævelen skylden for, at noget slår fejl for en. Men Djævelen kan man ikke brænde eller bekæmpe. Så brænder eller bekæmper man noget andet, som er mindre, og som man kan magte.

Det forstod jeg ikke, Hans. Du snakker så voksent og så svært, og jeg er kun en dreng. Fortæl mig det, så jeg kan forstå det.

OK, det sidste er ikke så heldigt skrevet

Jeg er ikke 12 i 2014

Jeg kan huske at jeg var temmelig vild med den dengang jeg gik i tredjeklasse har det vel været. Den var alvorlig og dyster og hekseafbrændinger er dybt fascinerende. Her hvor bogen har rundet de 40 år synes jeg egentlig den stadig holder. Men jeg tvivler på at jeg ville præsentere den for en nutidig tredje-femteklasse i dag.

Den antagelse bekræfter den kilometerlange og ofte ret morsomme tråd på fortællingen.dk

Læs vrede læsere, der har et frit forhold til korrektur og pli her