Mor - et snusfornuftigt, kærligt anker af ro

Da jeg gik på Forfatterskolen sagde min underviser, at hun syntes mine voksne kvindefigurer var lidt gennemsigtige (læs kedelige) i forhold til mine voksne mandefigurer. Og selvom det empiriske grundlag ikke var voldsomt må jeg mene at også her havde Kari ret.

Måske pga. mit køn var det nemmere at skrive sig op imod en mand og en far med alle hans mangler og fejl og forfængeligheder end det ville være at gøre det samme med en kvinde eller en mor.

Og det er da underligt. Ikke? Men jeg må også sige at det er en brøde jeg deler med stort set resten af børnelitteraturen siden ca. 1960.

Og lad mig bare komme med en disclaimer her: Jeg kommer til at male med brede pensler her – der findes utallige nuancer og undtagelser – men billedet tror jeg søreme nok holder med træskolængder og godt med moms.

Før 1960’erne var forældrene og især fædrene gode autoriteter – bare tænk på Jans far der oven i hatten var politimand. Så når Mogens Helmer siger noget kunne læseren godt begynde at tage notater.

Men siden er faderrollen blevet en figur der enten er fraværende, psykopatisk, kolerisk eller i det mindste et latterligt, forfængeligt, brovtende ekstra barn. Han kan sagtens være sympatisk – men latterlig det er han. Bare tænk på Emils far eller fædrene hos Ole Lund Kirkegård, Bjarne Reuter. Eller hvad med faderen hos Gurli Gris eller Kasper og Sofie?
Flink, ja da, men også med et latterligt selvbillede. Og jeg brokker mig ikke. Jeg har med garanti også en rem af Far Gris’ hud.

 

Men hvad med mødrene?

Jo, hvor faderen er kolerisk og latterlig, forfængelig og pralende er moderen et anker. En klippe af kærlig snusfornuftig ro. Emils mor, Alma, er rar og kærlig og kan både se sin mand og sin søn. 

Mødrene er dem der holder sammen på det hele med overbærende ro. Og det er måske nok et skidestærkt signal; men det er dæleme ikke den slags figurer der er sindssygt spændende. Og det er da ærgerligt at man i børnelitteraturen ikke finder mødre der er irriterende, forfængelige, dumme, usympatiske, sjuskede og som tager fejl.

I gamle dage – i folkeeventyret – var det anderledes. Der fandtes der spændende mødre-figurer til. De var forfængelige og onde og var ikke bleg for at slå deres (sted)døtre ihjel hvis de frygtede for deres plads i hierarkiet.

Jeg kan faktisk kun komme i tanke om to mødre i børnelitteraturen der skiller sig markant ud. Og de er begge skrevet af Kim Fupz Aakeson.

Vitellos mor er fyldt med smøger, rødvin og one-liners. Hun finder sig ikke i ret meget fra sin søn og lader ham ellers være i fred. Hun siger gerne at Vitellos far er en sjuft og er tæt på at være et helt menneske med alle dårligdommene uden på tøjet. Så selv om hun er med i en skreven sitcom for børn er hun en flerefascetteret mor. Og det er vidunderligt.

 

Men den mest ikoniske mor-figur i nyere dansk børnelitteratur er Mor i Aakesons vidunderlige ”Mor”. Vi læser den dagligt herhjemme og selv om den femårige ikke fatter en bjælde af de dybereliggende psykologiske issues er hun til fals for en god omgang slapstick; så der grines voldsomt.

Kort fortalt: Drengens mor fylder meget. Både i lyd og personlighed men i høj grad kropsligt. Moderen er fed. Og det værste er: der er ikke et gram skam over det hos hende. Hun råber, tager gerne 10 stykker kage til forældremøder og kan lugte en pølsevogn på 100 meters afstand. Og drengen er fyldt med skam over sin larmende og tykke mor der tillader sig ikke at være flov over det. Derfor går han hen til nabo-damen der er en helt perfekt og laber mor. Tynd, høflig, plisseret og stille. Drengen spørger om hun vil have ham – og det vil. Hun gerne for drengen er ligesom  hun selv artig og dygtig – det eneste modkrav er at han skal kalde hende for mor. Og tænk dig – det kan han ikke. Det er fysisk umuligt for ham selvom han prøver med et ”Tak for mad, Musling” Mødding, Makrel (Det er her slapsticket og Trilles grineflip kommer ind). Det er jo Kim  Fupz Aakesonsk sentimentalitet når det er allerbedst. Og det er vidunderligt at læse at også mødre kan være andet end et anker af snusfornuft. 

Må der komme flere fejlbehæftede mødre.

Louis Jensen

Gyldendal

Louis Jensen er ubetinget den forfatter der er skyld i at jeg for alvor kastede min  kærlighed til børnelitteraturen. I slutningen af 1990'erne var jeg i et dødvande på universitetet. Jeg kedede mig og passede ikke ind og trængte til noget der kunne bringe min  litteraturglæde tilbage.

Og der stødte jeg tilfældigvis på Louis Jensens små firkantede historier. Og det viste mig en helt ny verden. Jeg var - og er - meget begejstret for 60'ernes modernistiske og konkrete digte. Jørgen Leth, Per Højholt, Hans Jørgen Nielsen, Vagn Steen. Sådan nogen.

Og der ramte Louis Jensens stramme grafiske historier der på ualmindeligt få tegn blev fyldt ud med poesi, meta, eventyr, vitser, fjol, filosofi, kærlighed, næser, nys, skarpt og viltert sprog og selvkommentarer. Vidunderligt. Og det hele kongenialt illustreret af Lillian Brøgger.

Det var jo for katten i hatten helt vildt. Og jeg mente og mener stadig at hele projektet er noget af det mest radikale der har været i dansk litteratur overhovedet. 

Nu er han død. Efter signende på en cykeltur sammen med sine venner hvor de ville fejre forårets komme med kaffe og kransekage. Og det er jo helt louisjensensk.

I Halfdans fodspor

At skrive en rimet ABC er ikke det nemmeste i verden; det findes der lidt for mange eksempler på. Jeg vil her tage fire eksempler, der alle er udkommet efter 2000 og er af stærkt forskellig kvalitet. En af dem er dog rigtig god (og det er den sidste jeg præsenterer - essensen af suspense!). 

Men fælles for de fleste af dem, jeg har pløjet igennem i min tid som remse-entusiast er at de enkelte opslag ofte bliver så lange, at det føles som tomgang. At allitterationer hurtigt kan blive for meget. Og at et stramt metrisk rim som regel fungerer bedre end en remse, hvor man skal hakke en hæl og klippe en tå på versefødderne (jeg undskylder revy-ordspillet).  

Da-dam da-dam da-dam da-dam

Den ellers gode, dygtige og prisbelønnede Katrine Marie Guldager (1966), der udover en stærk voksenbibliografi med tiden også har skabt en god håndfuld børnebøger udgav i 2004 ’Petrine Petruskas ABC’. Den er i modsætning til andre rimede ABC’er skrevet som en samlet fortælling om Petrine, der skal lære bogstaverne i sin klasse.
Hvert bogstav har altså ikke et eget opslag – men de gennemgås alligevel i slavisk alfabetisk rækkefølge.

Bogen består af firelinjede strofer med fireslags trokæer og AA/BB-rim, der sjosker næsten konsekvent derudaf. Bogstaverne bliver antropomorfiseret: R er sær, H er gammel og C er stolt. Jeg er mere i tvivl om hvorfor bogstaverne har netop de egenskaber de har.
Det er historien og det sprogpædagogiske, der er i højsædet i denne ABC. Både rim og rytme er i hvert fald i den tunge og uelegante afdeling, hvor man ofte støder på arkaiske nødrim og omvendte ordstillinger.

Anneli og jeg vi står

Venter skolebussen når

Solen titter frem fra sky

Dagen den er ved at gry

Takkede og gakkede kakerlakkerrakkerpak

Så er Dan Schlossers ’Den store a-b-zoo’ mere vellykket. Dan Schlosser (1956) er skuespiller, men han er også et ordmenneske og speaker (bl.a. for Jeopardy!). Han har lavet gendigtninger af ’Den store Bastian’ (Den store Bastiansen) og ’Lille sorte Sambo’ (Historien om lille blege Johnny) og i 2001 kom ’Den store a-b-zoo’.

Bogen består af 29 små fortællende digte om alverdens dyr, således at A er om en Alligator, B om en bæver, Q om en quokka og så videre. Det hele er farverigt illustreret af Cato Thau-Jensen.
Fortællingerne er skægt nonsens, hvor dyrene får menneskelige egenskaber. Bogen afsluttes med korte leksikonopslag om det rigtige dyr.

Rytmen og remserne er endog meget frie i ’Den store a-b-zoo’ - også indenfor hvert enkelt lille digt. Og det gør at musikken i digtene hakker og bumler lidt vel rigeligt for min smag. Til gengæld deler Schlosser og jeg den ordlegende onkel-humor, der kommer som et lille lunt slag med halen. Jeg håber jeg er tilgivet men jeg  synes det er skægt at hvepsen Bo flyver med bier – når det stikker ham. Og at bævere er bange for at få tæsk så ’ingen bæver turde protestere / men rystede af skræk for at få flere! / Og det at få en flad har aldrig gavnet / så de går rundt og bæver – deraf navnet.’ (Undskyld, igen)

Men Schlossers absolutte styrke er i det ofte elegante og overraskende rim og især i de skægge, tungevridende dejlige sammensatte ord gerne med assonans, indrim og hele molevitten: Alligatorelevatortur, Kakerlakkefrakken fx. I det sidste eksempelskaber skaber de mange a’er og dobbelt-k’erne både et flot ord og fjerner betydningen for ordet totalt.
Jeg holder meget af disse ordlege – en disciplin som Halfdan Rasmussen er en mester i – læs fx ’Mekanik kan ikke nikke’.

Når bogstavrimet tager overhånd

I ’Sigurds ABC’ fra 2011, der er skrevet af pianisten og børnetv-værten Sigurd Barrett (1967) er der også små rimede fortællinger med et opslag i hvert bogstav.
Her er fortællingerne nonsens grænsende til det fjollede og motoren er bogstavrim-galore.
Hvis versefødderne hos Schlosser var løse, har de hos Barrett i endnu højere grad et frit forhold til strukturens stramme tøjler. 

Ligesom rimene heller ikke er lige så skarpe og originale - men målgruppen for Barretts bog virker også en sjat yngre end hos Schlossers.
  

’Sigurds ABC’ er et fint eksempel på hvor hvor djævelsk en herre, bogstavrim kan være når det er dem, der er den altdrivende motor. Især når digtet ovenkøbet bliver way for langt og løst.

Inge Ibsen i Island inviterede Irma

Indenfor i Inges Ispindefirma

’Isen skal indeholde ingefær, Inge!’

Sagde Irma og fik øje på en isfuglevinge.

Isfuglen Ib kom nemlig lige forbi,

Og Ib syntes ikke, der sku’ ingefær i.

’Idiotisk ide med ingefær i isen!’

Indskød Ib, for det havde han læst i avisen.

Inge indkøbte ingefær og isvanilje,

Nok til en hel indianerfamilie

Isen blev solgt på det nærmeste ishjørne

Til indlandsisens interesserede isbjørne.

Isen blev i øvrigt den bedste i Island,

Og isfuglen Ib fik job som ismand.

Isbjørnen syntes, det var irriterende med gafler

Og indtog isen i italienske vafler:

’At indtage is er skam ikke en skam!’

Og så gav de hinanden et isenkram.

Ok, jeg synes isenkrammet er sødt. Men digtet er simpelthen for langt og for sjakset. Rytmen og versefødder er for løse og de billeder og drejninger i historien som i-motoren giver er for fjollede og for overgearede.   

A i alt

I 2011 kom det bedste bud på en ABC, som jeg har læst siden Halfan Rasmussens. Det er sangene fra børnetv-programmet ’Skæg med bogstaver’. Teksterne er skrevet af bl.a. Mikkel Lomborg (1971), der også er den langskæggede og altid oprigtigt begejstrede Hr. Skæg.

Jeg kan kun anbefale hans optrædenter. Det er overskud og øjenhøjde og venlighed i sin reneste form. Han er en good guy!

Tv-programmet er skide godt. Sangene er endnu bedre. Og teksterne tæt på eminente.

Det er styrken og svagheden ved digtene, at det er tydeligt at de er sangtekster. Kan man huske sangene er det svært bare at læse dem uden at nynne mere eller mindre ubehjælpsomt med. Og den tydelige sangform der fx kan se sådan ud: vers-omkvæd-vers-omkvæd-C-stykke-omkvæd gør det også vanskeligt at læse, hvis man ikke liiiiige har sangene i sit blod. Det er ligesom om, der mangler noget, ikke.
Derudover er formen som regel og naturligt nok også længere og knap så hård og stram, som hvis det havde været digte Halfdan-style.

Til gengæld er rytmen og versefødderne som regel sikkert placeret perfekt midt i skabet. Og i modsætning til Schlosser og Barret så er der også en overraskende forskellighed i emnerne for rimene. Det er ikke altid nonsens på high speed. Og hvor er det skønt, Og det er kommer altså for en som mig, der pjattet med fjant.

Nogle er digtene er ren nonsens, som fortællingen om de 30.000 toilet-tyvagtige tissemyrer, andre er almindelige historier fx om den snu pige, der plager sin mor om slik angiveligt fordi hendes kat er åh så sulten, der er vidunderligt poetiske tekster som fx den om barnet der bare glæder sig til jul og til at tage sine hengemte nisser frem og der er rene sprogpædagogiske digte som fx d om D. 

Alle er fortalt med overskud, elegance, sødme og formbevidsthed.

Jeg er helt ubetinget åndssvagt vild med at feen i F-digtet frysende gør F’et helt konkret lydligt ’Hvorfor-for-for / er du offer-fer-fer / For for for for for for/ denne kulde?’

Og jeg overgiver mig når bogstavrimene bliver brugt med måde og indenfor en kontekst til at skabe den herligste chili con carne med croutoner der kan flyde i cornflakesfyldt cola. Min søn elsker det - digtet altså ikke chimpansens chili con carne-opskrift.

Og sikkert derfor mener jeg at Hr. Skægs ABC er det bedste bud på en den anden ABC man skal købe lige efter Halfdans..