søndag den 16. februar 2014

Orla 75 %

Tredje etape i gennemgangen af de 12 Orla-nominerede går gennem en nyklassisk billedbogsserie, en fanbog om en håndboldspiller og en kærligheds-comming-of-age-bog om elvere.

Skal vi så se at komme i gang.

Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning
Alle elsker Vitello. Eller, det bør alle i hvert fald. 'Vitello gør en god gerning' er 14. bind i Kim Fupz Aakesons serie om drengen, der bor ved Ringvejen og hænger ud med sine dårlige venner og sin klamme og hemmelige kæreste og med en mor, der bevæger sig i periferien af det pædagogisk korrekte.

Vitellobøgerne er en børne-sitcom i bogform. Og det fungerer som regel altid pisse godt. Det er stramt, genkendeligt og Kim Fupz er uden sammenligning den bedste i Danmark til at skrive skægge og lækre replikker. Vitello-bøgerne er ganske enkelt sindssygt sjove. 

Sitcom-formen er naturligt nok temmelig skematisk – men dette afbløder Fupz ironisk og elegant. .

I 'Vitello gør en god gerning' er der ingen hjemme at lege med udover møgungen William, der til gengæld er klædt i en flot uniform og gerne vil stige i spejdergraderne for at få en kniv. Og en kniv, er da ca. det sejeste Vitello kan forestille sig, derfor klamprer han sin egen uniform sammen af en UFO-kasket og nogle klistermærker og vil hjælpe William med at gøre gode gerninger, så også han kan få sig en vildt sej kniv. 

Det kan næsten kun gå galt. 
Og det gør det også. 

Det er skægt og falden-på-halen-farce-agtigt. Og det plejer jeg ellers at være til fals for. Men jeg var ikke toplykkelig for tricksene i ’Vitello gør en god gerning’. Måske fordi farcen var for forceret.  Vitellos konstante forkerte udtalelse af Tjikkerlikker tjikkerlikker var lidt vel konstrueret, og det fungerede bare ikke på mig.

'Vitello gør en god gerning' er altså ikke den bedste af Vitello-bøgerne (det er den med den klamme kæreste, synes jeg). Men det er da godt. Bevares. Virkelig godt. Det er jo Fupz.

Maria Lundsby Krüger: Alt om Mikkel Hansen
Ok, jeg kommer lige med en formodning, som jeg ikke har en skid at have i. Jeg tror ikke at 'Alt om Mikkel Hansen' er skrevet ud fra et stort indre behov fra hverken forfatter eller forlags side. 

Et bud kunne være, at forlaget har stirret på bestsellerlisterne for børnebøger og set på ’Alt om Lionel Messi’ og ’Alt om Neymar’ eller hvad de nu hedder og tænkt So ein Succes muss wir auch machen; for derefter at have skuet ud over landskabet af danske sportsstjerner og fundet Mikkel Hansen.



Det kan jeg godt forstå. Det er der ingenting forgjort eller odiøst i. Det er bare ikke altid man får en rigtig god bog ud af det.

Og 'Alt om Mikkel Hansen' gør sådan set det som det udgiver sig for at være: et udvidet dobbelt-fan-opslag i Vi unge med historier, baggrund, anekdoter og slet skjulte reklamer for tøjfirmaer. Det er der heller ikke noget underligt i. Det er bare ikke litteratur. Jeg tror heller ikke ’Alt om Mikkel Hansen’ forsøger at være det. Det er jo en fanbog og en sådan behøver vel ikke et helt vildt spændende objekt, der har oplevet sindssygt mange ting og kan fortælle dem personligt og nyt.

Jeg har i mange år været vild med håndbold. Jeg nyder at se Mikkel Hansen på en bane og læste den derfor med distanceret interesse og undrede mig igen og igen over det skisma der er i forskellen mellem det at skide højt og flot på Janteloven og bare ville være den bedste og gerne ville kæmpe for det og vise det. Og samtidig slå så hårdt på, at man er totalt grounded. Og når der så gøres opmærksom på at årsagen til at Hansen rykkede fra at være et talent i GOG og til at være en af verdens bedste var, at man droppede 'kongen af Gudme-attituderne' og blev mere ydmyg. I mit hoved hænger det ikke sammen. Det behøver det heller ikke. Men det danske håndboldlandshold har større chance for at vinde OL-guld i 2016 end 'Alt om Mikkel Hansen' har for at vinde en Orla-pris (i hvert fald den moralske).

Nicole Boyle Rødtness: Elverskud - Skæbnedans
Hvis der er nogle vandrør i Orlasammenhænge -  og hvis jeg hører rigtigt efter, så er Nicole Boyle Rødtness favorit til at vinde titlen i år. Og efter jeg har læst ’Elverskud’ tror jeg endnu mere på at vandrørene har fat i den lange ende. For ’Skæbnedans’ rammer klokkeklart ned i den målgruppe, som jeg forestiller mig vil stemme til Orla.

'Skæbnesdans' er første bind i serien om Birke, der er halvt elverpige med hul i ryggen und alles. Og en gang om måneden skal hun og hendes søstre danse i den lille by, hvor de bor for at få stillet deres sult af de hypnotiserede borgere. Deres mor, der var elver døde, under fødslen sammen med Birkes fjerde søster. Faderen er derimod menneske og forsøger dels at holde døtrenes stamtræ hemmelig for omverdenen, samtidig med at han prøver at få deres liv til at være så almindeligt som muligt.

Det er ikke nogen nem opgave, når hans døtre jo lever af at folk bliver småforheksede af deres dans. Ydermere vanskeliggøres det hele af at søstrene er ved at nå den alder, hvor drenge og en spirende seksualitet udgør en evigt voksende interesse. Og det er altså helt ærlig svært at skjule en hul ryg når man gerne vil i nærkontakt med et lækkert stykke dreng helst i ensom svømmehal med dunkel belysning og romantik i elastiske metermål. Og så har elverpiger unægtelig en dragende effekt på hankønsvæsener.

Familiens hemmelighed er med andre ord i konstant fare for at blive afsløret. Og måske kommer fortiden og dens hemmeligheder også og presser Birke, hendes søstre og hendes far.

Kærlighed, mystik, dans, elvere, grusomheder og begær. Det er hvad siderne i 'Skæbnedans' er spækket med. Og grebet med at lade en flok overnaturlige figurer blende ind mellem almindelige unge mennesker er godt set – og vel også i familie med fx Twilight-serien (uden dog at have læst en linje af Meyers serie).

Skæbnedans fungerer fint. Boyle Rødtness er god til at skrue en sikker og genretro historie sammen. Og det virker som om ’Skæbnedans’ er meget bevidst om sine virkemidler. Mange kapitler slutter med en mega cliffhanger, og dette trick skaber jo en voldsom fremdrift. Det er jeg sikker på at målgruppen synes er fedt. Jeg, derimod, er skide kedelig (jeg ville skrive blasert, men jeg ved at jeg har slidt dette mit nye yndlingsord op) og synes at når cliffhangerne bliver drysset med en så generøs hånd som de gør i ’Skæbnedans’, ja, så bliver det for konstrueret og corny.

Jeg er sådan en læser, hvis primære læsebegær ikke fyldes af hvad der sker i historien. Plotpunkter og sådan har aldrig rigtig bidt sig fast i mig. Måske er det derfor jeg ikke er til fantasy? Sikkert. Jeg er klart mere til der, hvor jeg bare kan forstå en hovedperson og føøøøøøøøle med ham/hende/den/det og især til der, hvor sproget bliver musik og hvor sproget giver mig nye måder at se verden på. Og her synes jeg ’Skæbnedans’ halter. For selvom den fungerer fint som historie så synes jeg altså sproget i den er for anonymt til mig.


Men det lidt kedelige sprog og nogle ikke altid troværdige personer afholdt mig hverken fra at være ok underholdt, at måske lade mig friste til også læse bind to og at blive bekræftet i at ’Skæbnesdans’ sagtens kan et Orlaklistermærke på næste oplag.

Ni ud af tolv bøger. Jeg kan næsten ikke vente til at få dusinet fuldt og give mit bud på en vinder - både en reel og en moralsk. Jeg er også spændt!

onsdag den 5. februar 2014

Orla II

Anden gennemgang af de 12 nominerede til Orlaprisen går gennem en sørøverroman, en fagbog om heste og en selvlæsningsbog om et dybtfølt fødselsdagsønske om en hund.

Benni Bødker: Djævelens øjne
Benni Bødker er en af de største favoritter til at løbe med prisen. Det er sjette gang, han er nomineret og 'Djævelens øjne' er et godt bud på en vinder; også når man tager dem der stemmer i betragtning. Men derudover har ’Djævelens øjne’ også noget gennemført klassisk og gedigent over sig.  Lækker indpakning, rigt og labert illustreret af Thomas Thorhauge, god, tyk papirkvalitet. Som en ægte drengeroman med tryk på eventyr og udlængsel, som man kender fra Stevenson. 

Jais er en ung dreng der på en rejse med et handelsskib bliver taget til fange af en flok sørøvere. Og så går det ellers slag i slag i en yderst genrebevidst sørøverberetning med guldrus, mystiske skattekort, hængninger, brutalitet, myterier og skrupelløse piratkaptajner. Og heller ikke Jais kan sige sig fri for at blive ramt af guldfeberen, der får selv de bedste folk til at glemme hvordan man er et godt menneske.

Det er indpakket i en uhyggelig og dyster rammefortælling fra et mørkt København. Det virker. Tilgengæld er resten fortalt i brevform til Jais’ elskede Anna; og dette greb virker ikke overbevisende på ret mange måder.  

Men når det er sagt så fungerer Djævelens øjne som den skal. Den er spændende, glimrende fortalt og yderst genrebevidst.

Måske bliver sjette gang lykkens gang? Jeg har den i hvert fald i min favorit-top-tre.

Jim Lyngvild: Vild med heste
Allerførst: jeg er ikke en del af målgruppen. Jeg er ikke specielt pjattet med vrinskende hovdyr. Jeg har det ok med dem; og hver gang mine sødeste er blevet trukket rundt på en ganger, har jeg syntes at det var et dejligt syn. Men det er også det. Så eventuelle mellemfornøjetheder kan skyldes dette faktum. Selvom jeg tvivler på det.

'Vild med heste' er som en skål potpourri. Parfumeret og med masser af små dele der kan sættes sammen til et hele. Med flapper og små tekstkasser, der fordrer en encyklopædisk labyrint-læsning, hvor man mere skal kaste sig ud og fare vild end man normalt vil gøre med en begyndelse i øverste venstre hjørne på side 1 og for at ende på nederste højre hjørne på side slut.


Det kan jeg rigtig godt lide – i princippet. Men i 'Vild med heste' bliver det mest noget ustruktureret rod – og når der samtidig egentlig også lægges op til en brugsbog virker det ærlig talt underligt at man gladelig springer fra en generel gennemgang af hvad en hest er til et par sider om hestesport, et portræt af Andreas Helgstrand for så igen at hoppe tilbage til en gennemgang af de forskellige hesteracer. (Og ja, jeg læste den fra side 1 til side slut)

Der er mange detaljer der bliver gentaget op til lidt for mange gange (der er ingen læsere der ikke ved hvor lav en pony er og hvor stor en hests hjerne er) – men det skyldes nok især håbet om hulelæsningen (fair nok) – og så påstås det, at den berømte Poul Reichhardt-hest Ibrahim gjorde lykke i ’De røde heste’ og ikke i ’Det store løb’. Alt sammen lidt irriterende.

Men det er såmænd ikke der, hvor jeg har de største problemer med 'Vild med heste'. For på trods af titlen og forfatteren der i den grad normalt vil brænde igennem på en in-your-face-begejstring er 'Vild med heste' mærkeligt nok uengageret og kølig og frem for alt underligt upersonlig. Altså, jeg beder jo ikke om flere opslag om Lyngvild og hans vallakker – men hvorfor får man ingenting at vide om hans heste? Hvorfor kan jeg ikke mærke ham? Det virker mest af alt som om det mest er navnet Jim Lyngvild og det visuelle udtryk, der er Lyngvilds i denne bog, mens man savner en personlig ild i ord og formidling. Det er søreme ærgerligt.  
Det er fint nok, at der flere gange bliver slået fast hvor dyrt og hvor stort et ansvar det er at have hest – men jeg savner en masse glæde. Ja, jeg savner, at også jeg, der som sagt ikke er en hestefidus kan forstå det at være vild med heste.

Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven
Sjette bind i Bedste venner-serien om Asta er tæt på at være en lille letlæst hverdagsperle. Asta har snart fødselsdag og er ved at udvikle sig til en 40-årig mand; hun ved nemlig ikke, hvad hun skal ønske sig. Og hun bliver mere og mere presset af at folk gerne vil vide, hvad hun dog gerne vil have – men det er hverken en ethjulet cykel (som hendes lillebror foreslår) eller en mobiltelefon (mormor), der vil gøre hende glad. 

Men efter et møde med den gamle mand Hr. Bibi, ved hun det: En hund. En helt igennem vaskeægte levende skidende og logrende hund. Og det ønske bliver næsten en besættelse for Asta, selvom hendes forældre gentagne gange afviser hendes ønske og det skygger næsten også for at Astas lillebror bliver drillet af Astas sidekammerats lillebror og det loyalitetsbøvl, der følger med det.

Jeg er til små hverdagsdramaer. Og jeg synes ’Asta og fødselsdagsgaven’ holder hele vejen. Astas kvaler med venner, veninder og ønsker om den sødeste hund fungerer fint både for målgruppen og for de 40-årige, som også godt kunne tænke sig en hund.

Den har ikke en jordisk chance for at vinde Orla-prisen – men jeg kender en pige i 2.U, der vil elske at læse historierne om Asta. Og jeg kender en 40-årig, der ærgrer sig over at han ikke ønskede sig en hund da han det var hans fødselsdag.


Halvvejs igennem de nominerede. Er det blandt de første seks at vinderen skal findes – både den rigtige og den moralske (og den moralske er den, som jeg synes er bedst)?

søndag den 2. februar 2014

Orla-prisen 2014. Pt. 1

I april bliver DR’s børnebogsprisen Orla uddelt for niende gang siden 2005. Og de seneste tre gange er der kun blevet uddelt én pris på tværs af målgrupper, genrer, formater. Personligt synes jeg det er noget rod – når målgruppen skal stemme om, hvem der skal have æren og den fine kludedukke har billedbøger og fagbøger ikke en jordisk chance mod fantasy og bøger om One Direction.

(Og bare for at udstille min egen intolerans over for konsistens i mine holdninger, har jeg ikke samme problem mht. Weekendavisens priser).

Nå, men det giver mig en anledning til at læse hvad de unge mennesker nu om dage kaster sig over og samtidig ligner det jo en listeleg – og jeg elsker listelege. Uforbeholdent. Jeg er en freak.

Der er 12 nominerede; og de er:
  • ·         Jim Lyngvild: Vild med heste
  • ·         Nils Hartmann: Varulve og vampyrer
  • ·         Maria Lundby Krüger: Alt om Mikkel Hansen
  • ·         Kim Fupz Aakeson: Vitello gør en god gerning
  • ·         Sissel Bøe: Troldesuppe
  • ·         Anders Morgenthaler: Børnemagt – da verden gik under
  • ·         Mette Finderup: Smertens barn
  • ·         Anette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder
  • ·         Benni Bødker: Djævlens øjne
  • ·         Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven
  • ·         Nicole Boyle Rødtnes: Elverskud – skædnedans
  • ·         Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse


Jeg vil læse dem – ja, jeg vil – og skrive om dem i klumper. Første klump er (i øvrigt lige som klump 2-4) på tre.

Mette Finderup: Smertensbarn
Jeg har vist slået det fast før: jeg er ikke til fantasy. Og ingen glæde er for mig større end glæden ved at mine fordomme og forestillinger bliver gjort til skamme. For helt ærlig; jeg synes Mette Finderups ’Smertensbarn’ er ganske fremragende, velskrevet og fundamentalt spændende.

Det er første bind i en serie om vikingetidspigen Gyrith. Hun er datter af byens mægtigste mand og skal som byens vigtigste jomfru på en sejdrejse for at formilde den underskønne frugtbarhedsgudinde Freya – og dermed blive en del af den løgn, som kvinder i generationer har fortalt hinanden. For der er ingen af soon-to-be-kvinderne i byen der har mødt den blide gudinde. Men for Gyrith viser det sig at løgnen er sand. Hun møder Freja – som dog hverken er mild eller underskøn – men en grotesk stor og ækel og umættelig vrangbillede af en kvinde, der bliver utilfreds med, at Gyrith ikke er en endnu en mand hun kan udnytte. Men gudindens utilfredshed bliver til flammende raseri, da Gyrith i selvforsvar slår Frejas enorme kat ihjel. Og gudinder er ikke de rareste at komme i clinch med og Freja kaster en forbandelse over Gyrith så alle hun elsker vil dø.

Gyrith flygter fra Asgård og hun har den smukke og mystiske Balder med sig. Og gudindens vrede og Gyriths skæbne følger med – og efter Gyriths bror – den smukke Ulver, dør finder Gyriths ud af, man ikke skal undervurdere en gudindes forbandelse og hendes skæbne er støbt i jernbeton.

Som sagt – jeg er ikke til fantasy sådan generelt – og Finderups bog bliver betragtet som netop fantasy, der er både gudinder og parallelle verdener og mystiske hændelser. Men dette er først og fremmest også en frigørelseshistorie – en historisk roman og en beskrivelse af en stærk og ilter pige. Og så er den som sagt også bare fundamentalt spændende, veloplagt og velskrevet.

Sissel Bøe: Troldesuppe
Troldesuppe er niende bind i norskfødte Sissel Bøes billedbogsserie ’Troldeliv’ alle illustreret af hendes ægtemand Peter Madsen – hvis formidling af den nordiske mytologi i Valhalla-tegneserierne ikke kan overvurderes. Og stemningen i Troldesuppes illustrationer er naturligt nok i familie med Valhalla. De er mørke, detaljerige, nordiske, louismoeske, varme og hyggelige. Det er så klart Madsens illustrationer, der er det største aktiv i Troldesuppe.
Troldefamilien skal lave den årlige efterårssuppe hvor hvert medlem skal bidrage med sin yndlingsingrediens for at få skabt den nødvendige magi. Alle troldene går på jagt for at finde hver deres ulækkerhed – alle undtagen den lille pige Rolla, der ikke ved hvad hun skal bidrage med, da hun jo kun kan lide honning. (Og dette implicitte og alligevel enorme plothul er altså ikke til at overse - heller ikke for målgruppen).

Jeg kan godt lide moralen – at hvis alle i et fællesskab bidrager med deres yndlingsting skabes der magi. Og jeg kan også godt lide tanken om, at hvis man giver noget fra sig i et fællesskab får man det tilbage tifold. Og som sagt ligger min begejstring for Peter Madsens illustrationer næsten i mine gener. Men alt det trods er Troldesuppe altså for omstændelig, forudsigelig og skematisk.

Nils Hartmann: Varulve og vampyrer
Vi bliver i det overnaturlige med et nordisk tvist. Nils Hartmanns lille og for mig overraskende fine fagbog om vampyrer, ellepiger, åmænd, marer og andre uhyggeligheder.

Bogen er i ultrakorte læsevenlige afsnit med binde-streger ved de mere ukurante og uvante ord. Og så tager bogen historierne om de overnaturlige væsener 100 % alvorligt. Både hvorfor de kommer og hvordan man kan undgå dem og evt. slå dem ihjel. Jeg kan i hvert fald sagtens huske, hvordan jeg var stærkt fascineret af både marer og de hulryggede elverpiger. Det er faktisk rigtig fint. Selvom vampyrerne i bogen fylder lidt vel rigeligt efter min smag; men jeg ser også med undren på både Anne Rice og Stephanie Meyer.




Er dette en af vinderne af Orla-prisen 2014? Måske. Spændingen kan man føle på; men hvis jeg har bare en smule ret i mine litteratursociologiske overvejelser, er der kun en af de tre bøger der har en chance.