Silas og det store jubelår

Han kom sejlende i en sær lille brednæste båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømme føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden og man måtte tro der var en der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd.

Disse få linjer er anslaget og det første afsnit i Cecil Bødkers jubilæumsklassiker ”Silas og den sorte hoppe”. Og det er noget af det bedste, jeg har læst i dansk børnelitteraturhistorie. Det er ikke et kontroversielt synspunkt. Bestemt heller ikke i 2017 – jubilæet for dansk børnelitteraturs mest grundstødende år.

Når de springende propper er lande og når den let sure asti-smag er væk. Når skåltalerne er afsluttet med et højt hurra; står det klart at for dansk børnelitteratur var der et før og et efter 1967. Og det er en sindssyg god anledning til at få gang i bloggen igen og vel at mærke genlæse klassikerne.

Og den første er den mest oplagte idet forfatteren oven i hatten fyldte 90 for en måned siden. Nemlig Cecil Bødker og første bind i serien om Silas.

Første gang jeg stødte på Silas og den sorte hoppe, var i begyndelsen af 1980’erne i en tysk tv-version. Hovedpersonen var mut, mørkhåret og stemningen var middelalderlig og let mystisk. Måske dragede det mig; måske så jeg bare stort set alt der blev vist i tv dengang. Jeg lånte i hvert fald bogforlægget på biblioteket, selvom hesten i titlen skræmte mig. Det var faktisk først som voksen, og da jeg læste modernisme-novellen ’Øjet’ at det gik op for mig at serien og forfatter-Bødker var dansk og ikke tysk. Siden er der kommet 14 bind – det sidste i 2001.

Silas-bøgernes klassikerstatus skyldes flere ting. Først var det noget så sjældent som en voksen- og endda en litterær anerkendt forfatter, der kastede sig over børnebøgerne; og det kan man i den grad læse. For det andet må Silas-figuren have været en knytnæve der i slut-60’erne, hvor hovedpersoner som Flemming, Jan, Puk, Susy og andre var frejdige, gode – muligvis lidt frække, men entydige og i hvert fald entydigt sympatiske.

Sådan er Silas ikke. Han er moody, selvstændig – men også kynisk, usympatisk, manipulerende, tyvagtig. Silas lever i en verden med svigtende voksne, der kun er ude på at snyde, svindle, stjæle og muligvis slå ham ihjel. Det må have været grænseoverskridende og pirrende der i 1967. Silas alene i en verden, hvor man stort set ikke kan stole på nogen. Og i hvert fald ingen voksne – måske ikke engang sin egen hovedperson.

Jeg genlæste den for nogle år siden med småbange anelser. Havde tiden været ond ved den. Havde Harry Potter gjort Silas anakronistisk? Og da jeg læste den igen i 2017 var den 11-årige Alma i mine tanker. Kunne Silas sige noget til hende i dag.

Svaret er ikke entydigt. Jeg er vild med Bødkers sprog. Og stemningen i bogen. Og anslaget elsker jeg stadig.

Det er hestehandleren Bartolins blik på båden, vi får. Og hele bådens dovne, egensindige og uforudsigelige ridt ned af floden er et billede på Silas og den person han er. Og den næsten magiske tiltrækningskraft han har på både Bartolin og læseren.

Men for mig at se er det først og fremmest en poetik over Bødkers stil i bogen. Nemlig tilbagelænet, uforudsigeligt, flydende og ikke som andre. Det er elegant, dragende og afsindig godt. Jeg vender ofte tilbage til disse syv linjer. For selvom jeg virkelig godt kan lide den, og også kunne lide den i min bogslugende barndom, læste jeg ikke mere end et – måske to bind mere i serien dengang.  Jeg har i de seneste år læst bogen to gange – og heller ikke her fik jeg lyst til at kaste mig over efterfølgerne.

Og hvorfor så ikke det?

Jeg tror at det semi-magiske, halvmiddelalderlige univers keder mig en smule. Jeg er hverken til magiske fløjter, heste og folk i særk. Jeg kan godt se at Silas’ historie og modstand mod svigefulde voksne er eviggyldig. Silas er en spændende og mangefacetteret figur; men jeg kunne sådan set ikke lide ham dengang. Jeg var klart mere på team Ben-Godik.  

Her 50 år efter læser jeg den også mere med historiske briller. Og der holder den. Silas har fået mange efterfølgere 50 år efter. Selv Harry Potter og djævlevennen Filip Engell er også kyniske og ondskabsfulde. Så Silas har sat sine spor. Jeg er blot i tvivl om tiden ikke har været lidt hård ved den. Om den er relevant også for andre end mig der er lidt nostalgiske og som slubrer anslag i mig.

Jeg opfordrede/tvang derfor Alma til at læse den for at høre hvordan en 11-årig i 2017 tog den.

”Den var meget fin.” var svaret.

”Der er jo lavet flere bind, har du mon lyst til at læse dem,” indyndede faderen sig.

”Mnahhh,” sagde hun. Hvilket for den der kan tale 11-årsk betyder. 1) at min datter er høflig 2) at hun syntes den var lidt kedelig. Og efter lidt lokken kom det også frem at hun blev lidt forvirret over ortografien og de manglende citationstegn. Derudover fandt hun en korrekturfejl, og det gjorde hende glad.

Deraf kan man konkludere: Ikke noget som helst. Andet end at Alma og jeg er lidt enige. Jeg hylder Silas – men mest for dens historiske rambuk og for Bødkers suveræne anslag. Tillykke og hils Godik.