Aina Basso: Inn i elden

Hekseproces i nynorsk prisjagt

Findes der nogen der er født på den historiske side af 1978, der ikke har læst Leif Esper Andersens ’Heksefeber’? Jeg tvivler. Jeg gjorde i hvert fald i tredje klasse, tror jeg, og jeg var draget (og mon den holder i dag) af mystikken og den bundløse uretfærdighed og monumentale ondskab. Det samme blev skildret i Dreyers ’Vredens dag’ (som i den grad stadig holder). 

1600-tallets hekseafbrændinger og frygt og massesuggestion indeholder så meget grufuldt guf til at uhyggelige og fascinerende historier, der både fortæller noget om dengang og som tæske nemt kan overføres til i dag. Jeg kan se at jeg lyder nedladende. Det er jeg ikke.

Og samme tilgang er der i norske Aina Bassos (1979) litteraturprisnominerede ’Inn i Elden’ der er den fjerde (og sidste) bog, jeg når at skrive om inden det hele afsløres i aften. Det bliver så spændende.

Heksebog som vi kender det - og det er fint

Inn i elden adskiller sig ikke voldsomt fra andre hekseprocess-bøger. Året er 1621 og der er to unge piger fra forskellige kår, hvis skæbne bliver filtret ind i hinanden. Dorothe er 15 år, bor i København i en rig familie. Hun elsker sin søster Emilie og drømmer om engang at blive gift med æbleblomster i håret. Det sker ikke. I stedet bliver hun giftet bort til den dobbelt så gamle og meget alvorlige Johann der har fået job som hekseafhøringsmester i den absolut nordligste udørk af den norske Finnmarken.

På en lille ø i Finnmarken bor den ligeledes unge pige Elen. Men hendes kår er ganske anderledes. Hun bor alene sammen med sin mor – der er øens kloge kone (åh åh) med ekspertise i urter og forsterfordrivelser (dobbelt åh åh) derudover har hun et utal af unger med et lige så stort antal af ukendte mænd (åh åh galore)

Alle ved hvad historien ender med og hvordan man kommer der til.

Men det er heller ikke de overraskende plotpoints, der gjorde at jeg faktisk synes 'Inn i elden' er ganske vellykket i sin egen lidt vel for skematiske struktur. 

'Inn i elden' forsøger faktisk at kaste en smule nuancer ind i en personskildring, der ellers hurtigt kan blive meget moralsk og uforstående set her 400 år efter. Den alvorlige Johann er ikke bare ondskaben selv – Dorothe prøver at forstå sin mands arbejde og position – og derfor gør hun ikke oprør, og Elen flirter lidt vel rigeligt med de mørke kræfter (ikke at det skal forsvare en tur på et bål) og hendes lillebror minder en hel del om Omen. Og det er søreme lidt befriende at på trods af skematik, skolebogsflavour og beskrivelsen af masseuretfærdig grusomhed.

Om det er nok til at vinde - tror jeg ikke - men det finder vi ud af i aften.

Rebecca Bach –Lauritsen: Sommerdrenge

Sommer i et limbo med længslen efter at have de helt perfekte bryster

Jeg synes, der både er noget oprørsk og noget melankolsk over Rebecca Bach-Lauritsens anden og virkelig dejlige roman ’Sommerdrenge’, der udkommer i dag.

Der er en længsel efter at blive voksen, attråværdig og være til stede i den ene sommer, hvor ens bryster er perfekte, mens man kigger og bliver kigget på og spiser masser af pomfritter og leder efter friheden og træder væk fra barndom og sandslotte.

Sådan har Kille det i hvert fald næsten. Hun er på sommerferie hos sin farmor og hænger ud ved stranden med veninden Anna – hvis bryster er skræmmende perfekte og hvis trang til at blive set af drengene er større end Killes.

Kille ved sådan set ikke rigtig hvad hun vil.

Hun kan godt lide at ligge og mærke Annas perfekte bryster og komme med prøvende småkys. Og hun har et mildest talt tvetydigt forhold til Fisker, som hun både bygger sandslotte med og sutter pik på og har både lyst til at vise ham sine bryster (igen) og til at smadre ham og deres sandslotte til ukendelighed.

Kille er i et limbo mellem barn og voksen. Og som hun flere gange siger – ’jeg ved ikke hvad jeg vil’. 

Og dette limbo mellem alle de steder Kille er i bliver illustreret og især sanset så gennemfint i ’Sommerdrenge’.

Skallet maling og smagen af salt i søgende form

For sansningerne er der mange og mange præcise af. Der er maling der skaller, der er smagen af pomfrit-salt, der er morgendugget græs, der er summende fluer, der er forceret frihed bag på en knallert og der er knivskarpt sanset forvirring.

Sommerdrenge bliver fortalt som små sanseglimt – ofte kun med få linjer eller som små digtlignende lynglimt – replikker, envejstelefonsamtaler, sansninger. Og der skiftes med at fortælle i tredje person ental (hun/Kille), og første person flertal (vi) og ental (jeg).

Formen er altså radikal og søgende. Også mere radikal end Bach-Lauritsens rigtig gode debut ’Veronika lyder som harmonika’. Rebecca har gået på forfatterskolen – og har en umådelig sikker og nærværdsrealistisk hånd (a la Anita Krumbach), hvor indholdet ikke kastes i grams.

Jeg glæder mig helt vildt til at læse den næste. Og i øvrigt også den næste igen.

Det med småt

Og så er det også på tide at komme med en indrømmelse. Jeg har næppe været så inhabil som nu. Jeg kender Rebecca. Hun er min gode veninde. Hun er skide sød og skæg og dygtig. Og det er egentlig lidt sjovt at hendes romaner hidtil har været så alvorligt sansende og befriet for falbelader og pjat og deadpan humor, som hun i den grad også indeholder. Hvor er det bare skønt at man kan få det hele.

Læs mere om Rebecca her

Jessica Schiefauer: Pojkarna

Og de nominerede er stadig....

Jeg er i gang med et helt igennem uladsiggørlige projekt om at nå at læse alle de nominerede til Nordisk Råds Børne- og Ungdoms-Litteraturpris 2013, der bliver uddelt på onsdag. Jeg har allerede læst de danske og søreme om jeg ikke når at få læst et svensk og et norsk bidrag inden uddelingen (og lægger jeg mig i selen når jeg også det færøske). 4 (5) ud af 14 er da også virkelig flot.

Det svenske bidrag jeg nåede er Jessica Schifauers Pojkarna (Drengene), der udkom i Sverige i 2011 og ikke er udkommet på dansk. Og det er egentlig synd, tycker jag, selvom den ikke er helt perfekt forløst. Men ideen er fin – og de køns-teoretikere, der er i min omgangskreds må både være glade og lidt ærgerlige over den. Og netop det queerede er det der gør den så overmåde svensk.

Køn som endnu et kostume

Og hvad Fanø mener jeg så med alt det køns-snak? Jo, der er nemlig identitsleg og kønsblanding i den helt store og magiske stil i ’Pojkarna’: Tre 14-årige piger Bella, Momo og Kim (der er jegfortælleren med det androgyne navn) holder sig for sig selv, fra de mere og mere hormonelt forstyrrede drenge i deres skole. Helt galt går det, da drengene på vej til gymnastik overfalder en af de mere brystudviklede piger og tager hendes trøje af. Pigerne kan ikke have det og bruger i stedet deres tid og især nætter i Bellas drivhus, hvor de leger med deres identiteter godt hjulpet på vej af de fantastiske kostumer, som Momo kan fremtrylle.

En dag får Bella en mystisk plante i sit drivhus. Pigerne drikker af blomstens nektar og bliver om natten forvandlet til drenge. De står og kigger på deres eget spejlbilleder da deres knogler bliver grovere, trækkende skarpere, hofterne mindre, brysterne forsvinder og de får en pik. Det er meget fascinerende for de. Det tror da fa’en. Men endnu mere fortryllende bliver det da de går ud i natten og ikke oplever elevatorblikke, krænkende og nedgørende bemærkninger. Det de i stedet oplever er: frihed.

Især Kim bliver draget mod drenge-resortet og det er klart hende der presser på for at få endnu en tår af nektaren, så hun endnu engang kan blive dreng. Ikke mindst fordi hun er begyndt at hænge ud med en bande, der ledes af Tony. Bella og Momo deler på ingen måde Kims fascination og forelskelse af ham. De trækker sig og prøver at få Kim til at gøre det samme – også for at passe på den stadigt mere lemlæstede og forrådnede magiske plante. Det hjælper ikke. For Kim elsker sine nætter med frihed og Tony og deres småkriminelle falbelader og adrenalinkick, der hurtigt kommer til at ligne dødsdrift med tilhørende homoseksuelle undertoner.

Det kan naturligvis ikke gå godt. Og det gør det heller ikke. For Kim vil jo gerne gafle Tony – og hvordan skal hun afsløre sin hemmelighed og adskiller Tonys blik sig ikke alt for voldsomt lidt i forhold til de drengeblikke der giver hende og hendes kønsfæller det der åg? Et forhold der er dømt til doom.

Magisk - men kroppen er mere end et hylster til frihed, ikke?

Tonen i Schiefauers bog er gotisk og magisk. Jeg synes hendes ide og greb er rigtig godt. Og jeg der hverken er kønsteoretiker, svensker eller finder queers spændende i sig selv, synes ideen om at skifte køn for en nat er fed.  Og jeg synes det lykkes hende at få formidlet Kims glæde ved at erstatte det krænkende åg med en frihedstrang. Til gengæld synes jeg ikke rigtig at Pojkarna får formidlet hvordan det er at skifte krop; Kims begejstring er næsten udelukkende mental efter den der frihedstrang jeg ævlede om. Og det er egentlig lidt mærkeligt. Hvordan det må være at være et seksuelt væsen med en anden krop – det bliver der ikke pillet særlig meget ved. Ligesom snakken om piger og sex blandt drengebanden mest af alt bare bliver pral – får Kims ombyttede krop ikke nogen konsekvens for det? 

Og det er også mærkeligt at Kim bliver forelsket i Tony, på en pigemåde når hun er dreng – og det kun er harmdirrende skuffelse over ham, der får hende til det temmelig dramatiske brud, historien ikke kan undgå at ende i.

Når det så er sagt er stemningen i Pojkarna fed – og det samme er ideen. Underligt at den ikke er udkommet på dansk.

Det er tre meget forskellige bøger jeg hidtil har læst. Og den fjerde – den norske ’Inn i Elden’ peger i en fjerde retning. Og det vil jeg afsløre inden uddelingen. 

Pernilla Stalfelt

Filosofi for de mindste

Jeg havde aldrig hørt om Pernilla Stalfelt før jeg gennempløjede Potskiloves blog om bl.a. børnebøger. Min fejl. For den svenske forfatter og illustrator er sådan en man skal læse, hvis man kan lide småskæve billedbøger der tør stille de store spørgsmål. Og hvis man samtidig har et afkom, der gerne vil tænke over de spørgsmål, er hun en rasende glimrende indgangsvinkel. Og det er temmelig tydeligt at Marie Dysgaard Christiansens ’Til de nysgerrige’-bøger bevæger sig af en sti som også Stalfelt har vadet af.

Det vil sige: store som i helt abnormt store emner (Livet, Døden, Kærligheden, Solen, Lort og Hår (ok, måske ikke alle er lige abnormt store) taget op med bevidst naiv streg, mange små billeder, humor – og den må gerne være tør og deadpan og en nøje afmålt dossering af sødme og fakta. Det har Dysgaard Christiansen gjort i sine to bøger. Stalfelt har gjort det i mere end en håndfuld bøger, der er udkommet på dansk – og endnu flere på svensk.

Store ting bliver helt konkrete; abstrakte ting bliver humoristiske, når livet både kan indeholde et strygejern, en sodavand og bakterier, der lever i ens næse. Eller hvis det viser sig at man bliver reinkarneret som en sten – og i øvrigt er det godt at man dør – for tænk hvordan verden ville se ud hvis alle levede altid. Konkret og humoristisk og tankevækkende. Også og især for målgruppen.

Men det er også poetisk – lidt vel gajolpakket for en voksen læser men min datter ville med garanti elske at sige at ’Et liv er meget sart / Som en solstråle på hånden … / som en vanddråbe på en gren … / en skør glasvase / eller som et blad der dirrer i vinden. / Man skal passe godt på livet’ Heldigvis bliver det bastante punkteret en smule af, at det er nogle myrer, der slår det hele fast med et ’Netop’.

På den måde synes jeg egentlig Dysgaard Christiansens bøger fungerer bedre. De er kortere og henvender sig også til en lidt yngre målgruppe, men der er skruet en smule op for den deadpan humor og lidt ned for poesibogen.

Den bedste af de Stalfelt-bøger jeg har læst er ’Hvad er kærlighed?’ hvor humoren og det konkrete bliver så fint og skægt og rørende – og hvor Stalfelts naive streg fjerner det sentimentale. 

Læs dem med dine nysgerrige børn. Netop, som myrerne ville slå fast.

Elle-Belle-Bolle og de andre.

Hold da helt magle, den ville aldrig været gået i dag. Det er den sætning, jeg flest gange har mumlet for mig selv og højt til dem der ellers har gidet høre på mig,  mens jeg har studeret og læst og tænkt over Bent H. Claëssons 40 år gamle og notorisk berømte seksualvejledning for børn ’Elle-Belle-Bolle-Bogen’.

Jeg er gået i gang med at læse forskellige forplantningsorienteringsbøger for børn; inspireret af Marie Dysgaard Christiansens glimrende ’Til de nysgerrige’ – dels fordi jeg synes emnet virkelig er skide spændende, og dels fordi min nu 8-årige datter er optaget på en nysgerrig og dragende måde.

At være vantro og ærgre sig over det

Claëssons bog er et ikon og et referencepunkt, når man taler om seksualorientering for børn. Inden for de sidste 15 år er den nok mere blevet refereret til med perfekt Arne Nougatgren-udtalelse end egentlig læst (det er ikke lang tid siden jeg fandt ud af at det faktisk var en helt ægte bog og ikke en parodi). Og den er helt igennem 1973. Men hey, jeg elsker de tidlige 1970’ere der både var uskyldige, eksperimenterende, og alt alt for meget.

Det er fx bare signifikant og skægt at bevidsthedsgørelsen af læseren bliver bragt helt frem og konkret i kolofonen som bliver beskrevet ’Denne side behøver du ikke læse. Den skal stå der, fordi der i alle bøger skal være nogle regler for de voksne.’ Tak, skal du have, du.

Nå, det var indholdet vi kom fra. Det der gør Elle-Belle-Bogen så grænseoverskridende i dag med 2013-briller, er hverken emne eller sprog  eller tilgang. De fleste bøger skriver pik og bolle og gør opmærksom på at det faktisk er temmelig rart at have sex. Det gør Elle-Bolle-Bogen også.

Det der gør den så underligt grænseoverskridende i dag er at man ser al ting. Og især at den er illustreret med fotografier. Der bliver ikke skjult noget. Man ser hele familien Sørensen i bad med nøgne børn og voksne sammen. Alene det ville have skabt ramaskrig i dag – og sgu ikke kun på direktionsgangene i Apple og facebook.

Og når man i 20 år har været vant til at se bolleri i børnebøger illustreret med muntre tegninger og ofte endda tækkeligt skjult af arme og nyvasket linned; ja, så virker det ret voldsomt for en snart 40-årig at se et så helt igennem nøgent par have sex. I hvert fald i en børnekontekst. 

Ole og Ida Sørensen boller lystigt. Men det er faktisk bare fint og uskyldigt og ikke lummert eller intimiderende (som en gammel kollega sagde om Deep Throat – kan man tale om porno, når der er så meget hår?) Og når først man er kommet over automatreaktionen pr. distance – ’Det der det kan man virkelig ikke i dag’ – så er det bare naturligt (med stemte t’er). Og det skægge er, at da jeg læste den for Alma – hæftede hun på ingen måde ved nøgenheden og det upfront bolleri.

Hun syntes heller ikke det var krænkende at se på fotografier af nøgne børn. Det var noget andet hun syntes var irriterende.

For sproget er som sagt også lige på. Svesken bliver tævet på disken.  Og der lægges også vægt på nydelsen ’Din pik er allerede blevet stiv siger moren glad idet hun tager om den.

Og din kusse er allerede blevet våd siger faren muntert.”  (Okay, muntert?!) og så fortsætter det ellers derudad i 20 sider med pik og kusse. Og der bad hun mig om at ændre det til tissemand/tissekone for hun syntes det var lidt for sexet, tror jeg hendes ord var.

Og hun syntes også – med god grund – at de fullfrontal fødselsbilleder fra første parket var lige lovlig voldsomme. Men ellers var hun interesseret og spørgende og ikke på nogen måde intimideret.

Og det er fanderme ærgerligt, synes jeg, der er vokset op i 1970’erne, at man bliver krænket og forarget pr andenmand – når børnene nu ikke synes de skal beskyttes og gerne vil vide hvordan det ser ud. Alma synes det er noget pjat; alle mennesker er jo nøgne en gang imellem, som hun siger. Fik jeg nævnt at hun er sød og i øvrigt har en plakat med Trille på sit værelse?

(En helt anden ting – der gør at den ikke ville være kommet i dag, er at bogen i begyndelsen præsenterer forskellige familietyper: Kernefamilien (Det er familien  Sørensen), der er familien med den enlige mor, familien med den enlige far, der er familien med to adopterede børn og der er kollektivfamilien. Men der er ingen familie hvor faderen eller moderen er homoseksuel. Det er med andre ord en heteronormativ og ciskønnet diskurs, der bliver trukket ned over læseren, som man ville sige i Sverige. Og helt ærlig undrer det mig at homoseksualitet ikke bliver nævnt hos Claësson).

Og så er der de andre

Hvordan, mor?

Den første Hvordan?-bog jeg har stødt på er Sten Hegelers ’Hvordan, mor?’ fra 1948. 

Det er klassisk formidling, hvor drengen Peter leger med pigen Marianne og kommer ustandseligt hen til sin mor og spørger om forskellen på piger og drenge og om hvordan man får børn. Moderen er pædagogisk, tålmodig og tegner gerne tingester (?) og revner, og forklarer at børn ikke kommer med storken, som Søren eller siger, og barnet blev lavet moderen og faderen var glade for hinanden.
Og det er synd for dem der fortæller at det er den langbenede fugl der viderebringer ungerne, for moderen og Peter ved jo ’det er noget spændende, som kan være noget rart og dejligt’.

Det er fint, følsomt og venligt skolemesteragtigt. Og det er sart og poestisk illustreret af Gerda Nystand.

Sådan får man et barn

Så er der en mere direkte tilgang i Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 med Holm Knudsens egne naive tegninger til. Her er tingesten og revnen blevet til pikken og kussen og ’Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt.’ 

Og man ser tegningerne af forældrene der boller som også kaldes sam-lege, som Holm Knudsen krukket insisterer på at kalde det. 

Og forældrene står i otte stive sider helt og så aldeles aldeles splitter, mens barnet vokser inde i morens mave. Hvorfor især faren også skal være nøgen, finder man ikke rigtigt ud af. 

Da tiden er inde kører faren moren til hospitalet i en blomstret berlingolignende bil, barnet bliver født og ’hvis der er noget, du ikke forstår, skal du spørge din mor og din far. Du kan osse spørge en anden, du godt kan lide’.

Holm Knudsens bog henvender sig til noget mindre børn – men tiden har været hård ved tonen i bogen.

Er det her der bliver bollet?

Der var store forventninger til Majse Njors og Nikoline Werdelins ’Er det her der bliver bollet?’ fra 2009. Og de forventninger blev ikke helt opfyldt. 

Dertil er der en masse bøvl med synsvinkler, et lidt for damebladsvoksent udgangspunkt  - der er drillerier mellem moren og faren og en underlig gøren nar af faren, som går hen over hovedet på målgruppen – hvis altså målgruppen er børn, og så er der ikke sparet på ordene. Den er helt ufattelig lang – den markedsføres ganske vist som oplæsningsbog, men den er for ufokuseret og træg i spyttet.

Det er fx helt mærkeligt når forældrene i 2009 har problemer med at fortælle hvordan og hvorfor de i grunden boller. 

Nikoline Werdelins tegninger af både bryster og kønsorganer er tækkeligt tildækket.

Da Emma blev Emma

Så er Peter Gotthardts og Kirsten Raagards ’Da Emma blev Emma’ fra 2008 mere vellykket. Den tager udgangspunkt i hvordan Emma både kan være sig selv og samtidig have sin mors næse og sin fars proptrækkerhår. Og så formidles der om sædceller og æg. 

Det bliver fortalt at faren stikker sin tissemand (ikke pik) ind i morens tissekone og at det faktisk er ret sjovt – illustreret med hjerter og dynen godt op over alting.

Gotthardts bog er faktisk rigtig sød og kærlig – og vinklen med at tage Emma og det hun har fået af sine forældre er fin. Jeg ærgrer mig dog over at der er en bamse og en kat, der fungerer som kommentatorer på historien – det bliver både søgt og forceret tuttenuttet.

Det kilder!  

Det kilder! Er skrevet af sexolog Janne Hejgaard og udkom i 2010. Og det er tydeligt, at læse at det netop er en sexolog og ikke en forfatter, der har skrevet historien. For børnene bliver kun papfigurer for den agenda hiver ned over en underlig bog, der har problemer med synsvinkel og målgruppe og historie.

William og Johanne går i gang med numse-læge-lege og opdager hinandens forskelligheder. Og ligesom i Hegelers bog, går børnene til deres forældre, for at få opklaret hvordan i al verden det der med forplantning foregår. William synes det er pænt flovt og ulækkert det hele.

Det er især målgruppen, der er problemet i den her bog. Numselegene og den eklatante uvidenhed hos især William indikerer at målgruppen er under 3, men samtidig tales der om menstruation og ordene pik og fisse bruges gerne og ofte. (Det er i øvrigt skægt at ordet fisse er intimiderende for mig – mens kusse bare har en Arne Nougatgren-klang over sig).

Min dreng syntes den var skæg – især numselegene. Vi voksne havde klart større problemer med at kønsorganer skulle navngives og en historie der ikke hænger sammen.

Jeg savner 1970'erne. Nogle gange

Det er en tæske svær genre – for hvor direkte skal man være? Skal man bygge det op omkring en historie – eller skal det være en fagbog? Og hvor meget ’Hvordan mor?’ ’Jo, nu skal du høre min dreng’, skal man køre. Og hvad dølen skal man kalde det; hedder det tissemand, pik eller en tingest?

Alle bøger jeg har læst har gjort opmærksom på at man boller, fordi det er dejligt. Men der er en klar tendens til at kønsorganer bliver mere tildækket jo længere væk fra 1970’erne man kommer. Og det tror jeg faktisk jeg synes er dødærgerligt. For børn synes ikke det er ulækkert eller krænkende – og man kan hvis man tager Elle-Belle-Bolle-bogen og skruer en smule ned for volumeknappen sagtens få en relevant og fin formidling til børn. De er nemlig ikke berøringsangste.

Marianne Iben Hansen: Sex og det

Sex - lige så usikkert og pinligt og dejligt som det er og var

Jeg har før været begejstret for Marianne Iben Hansens store evner for at rime. Men søreme om hun ikke også kan mere end det. Og endnu engang hamrer hun præcist ned i (det) andet emne, jeg synes er tæskevigtigt og sindssygt spændende; nemlig overgangen fra barn til voksen; overgangen til at være et bevidst seksuelt væsen. Jeps – rim, remser og ønsket om knalderi – det er mig.

I 2010 udkom novellesamlingen ’Sex og det’ med den lidt for fikse undertitel: historier fra hjertet og ned. Det er 18 noveller om sex, forelskelse, frustrationer, pinligheder, dumheder og mere sex.

Alle noveller har et navn som titel. Der er noveller  der er helt almindelige på 20 sider og der er den næsten rørende to-do-liste fra Hugo Skov og en email-korrespondance mellem Amalie og Gustav, der ikke helt kan finde ud af det.

Der er historier om Freja, der helt underligt bliver forelsket i Peter, der er Dante der ikke har haft sex og er ved at dø over det, der er Naja, der på ingen måde tænker på en anden end hendes kæreste (det gør hun altså ikke (på ære)), der er Sofie der bliver forført af en ældre (det vil sige stadig yngre end mig) poloklædt magasinmand, der er Amalie og Gustav der forsøger at redde deres forhold over email, der er Selma, der synes det er underligt at Asta ikke vil låne nogen sin tandbørste, men som gerne vil lade nogen stikke deres pik ind i hende, der er Lau der bliver forført men ikke mere, der er Jakob, hvis kæreste er sød og jaloux og der er mere.

Ikke romantisk. Ikke klinisk

Der bliver ikke pakket noget som helst ind. Det er direkte. En pik hedder en pik, men man kan også smelte i Netto over en husket duft  - eller man kan føle at man har sex med vinden fordi man bare er så skide-overraskende forelsket. 

Sex og det der følger med bliver ikke påklistret en eller anden romantisk følelse eller et syn på hvor svært det hele er. Eller det gør det - men i den næste historie er det et andet syn - et andet udgangspunkt og følelse. Og det hele er lige godt. Og det er sexen og forelskelsen og fascinationen der er formålet. Novellerne er befriende befriet for uønskede graviditeter, kønssygdomme og bekymrede pegefingre. (Uden at have lavet en næranalyse, vil jeg tro at kondomer kommer naturligt med i samtlige samlejer). Og det er signifikant at det er dem med overgreb og det der ligner der fungerer dårligst.

Tænk at ville ønske sig at man var 14 år igen. 

Det giver en indsigt om både drenge og piger og det der med sex. Og faktisk synes jeg, at det generelt er drengestemmerne Marianne Iben Hansen rammer mest præcist. De er i hvert fald ret meget som jeg var dengang. Eller som jeg ville ønske eller have håbet på at jeg ville have været.

14-årige Jakob ville have elsket den og ville synes at det var pirrende og spændende – men det er ikke på nogen måde lummert. Det er bare godt. Naturligvis er ikke alle noveller lige fantastiske – men historien om Naja og om Freja og om Niklas og om Mikkel og Sofie ville jeg have ønsket stod på min pensumliste da jeg var 14 år.