Poul Jeppesen: Henrik

I min lille regelhule, hvor jeg bruger Kulturministeriets Børnebogspris som afstivere, er jeg nu nået 1956. Man havde fra ministeriel side åbenbart sprunget let og elegant over1955.

Mit forhold til vinderen i 1956 minder til forveksling om vidensforholdet mellem Jakob og  Alfred Johnsens Den grønne flaske. Det vil sige endog meget løst. For ligesom Johnsen havde jeg heller aldrig hørt om hverken forfatter eller bog.

Poul Jeppesen: Henrik

Poul Jeppesen: (1909-86) var udover forfatter også typograf – en detalje der slår igennem i Henrik. Jeppesen debuterede i 1942 med Jørgen Læredreng og skrev helt op til sin død realistiske og socialt bevidste bøger. Og her passer Henrik som fod i hose.

Bogen foregår i slutningen af 1800-tallet (der er dampsporvogne, der blev etableret i København i 1884 og en stor del af handlingen foregår på Vesterbro på Frydsvej, der skiftede navn til Sundevedsgade i 1891 –(ja, jeg syntes det var skægt at finde ud af)).

Titelpersonen, Henrik, er fra landet nærmere bestemt Farum. Men efter sin fars død tager han og hans søskende ind til byen med deres habengut og deres lille arv til deres lidt fine faster. Den sindige Henrik prøver at klare sig i den pulserende storby; men det er ikke helt nemt, når der er skurkagtige tølpere, folk der vil udnytte en, og at man i grunden helst bare vil passe sine heste.

Heldigvis er der også gode folk på Vesterbro bl.a. Rullekonen og hendes børn, hvor især den livlige og charmerende datter får øjnene op for Henrik.

Henrik og Den grønne flaske ligner som sagt hinanden. Begge romaner foregår i en ikke så fjern fortid. Og formålet med romanerne er begge tydelige. I Henrik er det især fortællingen om den begyndende urbanisering. Bogen beskriver de sociale skel og problemer blandt arbejdere og ufaglærte.

Der er forskellige veje ud af den sociale armod; Rullekonens søn arbejder som typograf og bliver senere skrivende journalist.

Bogen vinder klart når den er allermest indigneret på Henriks vegne (Jeppesen var som sagt typograf), når han får plads på Nørrebro og skal hugge kul for et par, der lader vores sindige helt gå for lud og kold vand (og det er næsten ment bogstaveligt).

Her er der virkelig noget på spil i bogen og Henriks skam og frustrationer står lysende klart.

Ellers er det en skolebog i forklædning. Og det kan jo være fint nok. Det er sympatisk og bestemt ikke dårligt, men Henrik løfter sig ikke voldsomt over det didaktiske. Og heller ikke denne bog er glemt guld. Desværre.