Kan du lide reggae, Aksel?

Anita Krumbach, som jeg stadig kender og synes er sød, har skrevet en ny roman, 'Røv og gulvsand'. Det er hendes anden efter den vidunderlige ’Et mærkeligt skib’. Krumbach skifter genre - det er ikke længere minimalistisk hverdagsrealisme. Men stilen er den samme; romanen er kun på små 80 sider, sætningerne er ultrakorte, tonen er tilbagelænet registrerende og hovedpersonen er stadig en dreng med en familie, der ikke helt hænger sammen.

Hennings lov paragraf 18

Aksel er 13 år og hans far Henning er en karl-skidesmart med store armbevægelser. De lever på kanten af budgettet i en stor kasse af et hus sammen med moderen - frisøren Skipper. 

Faderens liv peaker med den grotesk stort anlagte surprise 40-års-fødselsdag med band og milliarder af forskellige drinks. Kort efter går alting ned af bakke for far-Henning. Han bliver fyret fra sit job på flydende management-sprog og Skipper vælger at smutte til den lidt mere end klæge Beder. 

Det er mere end hvad Henning kan klare – og så er det ellers tur i derouten for far-Henning, mens Aksel bliver presset af de uudholdelige Beder og Skipper. Eneste lyspunkt for stakkels Aksel er hans ven Gregers og deres fælles passion for snappy dialoger, ordspillende kælenavne og Märklin-tog

Hvis jeg siger Tiramisu?

Hvor ’Et mærkeligt skib’ var knugende er ’Røv og gulvsand’ en ophobning af grotesker oven på en afgrund af opløsning. Groteskerne er især knyttet til Anita Krumbachs store talent for at finde bevidst irriterende replikker, der ganske underspillet farver umanerligt uudholdelige voksne. Det var der i det små i ’Et mærkeligt skib’ men i ’Røv og gulvsand’ ligger groteskerne tæt. Jeg er helt pjattet med moderens nye sheik, Beder, der kun siger irriterende ting på en irriterende måde: ’Hvis jeg siger Tiramisu, hvad siger du så? Min gode ven Aksel?’. Alene denne replik gør Beder inde i mit hoved til en Hansi Hinterseer-lignende figur (selvom hans hår er sort) i en sky af føn, sikker smag og herstal.  Eller far-Henning der i takt med at hans deroute og alkoholforbrug vokser bliver ren og desperat goddag mand økseskaft. 'Glen alt om gifler og rifler og hvad ved jeg. Krydderboller med tandsmør. Det er dét vi skal have!' Sagt men politisirener lyder og far-Henning lige har skudt gudinden Venus.

Det er den ondelyneme skægt i Anita Krumbachs eget underspillede groteske univers.'Røv og gulvsand' er mere Beckett end Cirkus Revyen med andre ord.

Bag på bogen stilles spørgsmålet om der overhovedet findes nogen voksne som Aksel kan bruge til noget?  Og svaret er ikke overraskende et entydigt NIXON!

At samle på lykke

Min datter er ikke en eventyr-pige. Og hun er sådan set også ligeglad med heste. Til gengæld er hun stærkt optaget af det nære, af relationer, af empati – og hvordan man er en god ven. Fik jeg nævnt at jeg synes hun er ret så sød?

Derfor læser vi meget hverdagsrealisme hjemme hos os. Og hvor det dog passer os, jeg har tidligere nævnt, at jeg ikke er et plotmenneske og jeg er heller ikke specielt oppe at køre over elvere og alfer, de er så nævenyttige.

At samle på lykke

Almas favoritbøger de seneste par aftner er den svenske miniserie om pigen Daniella, der bare bliver kaldt Dunne. Bøgerne er skrevet af svenske Rose Lagercrantz 'Mit lykkelige liv' og 'Mit hjerte hopper og danser'.

De handler om Dunne der skal begynde i skole og hun kender ikke en sjæl, men da hun møder Ella Frida, kommer der det der hørbare klik da de to 7-års-piger finder ud af at de naturligvis er verdens bedste veninder. De gynger, spiser ostemadder med agurk, har klubber, marsvin, skændes, leger. Og alt sammen sammen. Dunne er en empatisk og poetisk lille pige, der samler på lykkelige øjeblikke. Og hun tæller dem inden hun skal falde i søvn - pænt god ide, i øvrigt. Men ak, lykken er kort, for Ella Frida skal flytte.

Og så er det pludselig ikke så nemt at være en følsom og drømmende pige, når man både er alene og savner den bedste veninde, der kunne hjælpe en igennem det. Dunne besøger sin veninde i det forjættede Svendborg, hvor hun igen oplever lykken. Men tilbage i skolen er der ensomhed, dårlig samvittighed og irriterende klassekammerater og almindelige hverdags-trakasserier. Nøjagtig som der skal være i god hverdagsrealisme.

Stramt skrevet gengældt kærlighed

Men heldigvis er Dunnes kærlighed til veninden gengældt og Ella Frida er en entreprenant lille størrelse. Ella Frida aber aldrig efter, men hun gør tit næsten det samme. Og det er vel på det grundlag mangen et pigevenskab bliver dannet.

 Det hele er så fint skrevet af Rose Lagercrantz, med ultrakorte sætninger – det er tæt på at det er en førstelæser-bog. Lagercrantz tegner et præcist og rørende billede af et venskab og af en poetisk og tænksom pige. Det hele er gennemrørende illustreret af Eva Eriksson (der også har illustreret de fremragende småbørns-bøger om Jeppe). Alma elsker den. Jeg er ikke sikker på at hendes udadfarende lillebror har samme glæde ved den (den mangler først og fremmest mindst en skylander og en zombie). 

Men Pelle skal ikke afholde mig fra at glædes ved at anbefale bøgerne om Dunne. De er varme, kloge og filigranfine.