Yeah yeah yeah – og hvorfor bøger om 1960’erne (næsten) altid er gode ungdomsbøger

Jeg er faktisk i tvivl om min dansklærer Lillian bad os om at læse hele Lars Saabye Christensens ’Beatles’ i ottende eller niende klasse – eller om vi blot skulle læse et uddrag fra en eller anden antologi.  Jeg læste eller rettere sagt slugte de 450+-sider i hvert fald; og har siden gjort det mindst fem gange.  Det er en fremragende bog. En norsk tvilling til Bjarne Reuters Bjørn-trilogi, hvor 2’eren ’Når snerlen blomstrer’ er den bedste og vigtigste ungdomsbog for mig og - ved jeg - for mange andre i min generation – altså dem der uden at lyve kan sige at være født i midt-halvfjerdserne. Jeg kan næsten ikke vente til at skulle læse den igen. Bare den er lige så god, som jeg husker den.

Når snerlen blomstrer i Oslo

Nå, det var Saabye Christensen vi kom fra. ’Beatles’ foregår i Oslo fra 1965 hvor de fire hovedpersoner er 14 år og frem til 1972. De fire hovedpersoner er Kim, der er fortælleren og bliver kaldt Paul McCartney, den stammende Ola (Ringo), den store alvorlige og stabile Gunnar (John) og den flyvske Sebastian (George). De fire drenge er bedste venner og forguder Beatles og vokser op sammen med dem.  Der er lidt vrøvl med pigerne, med forældrene, med klassekammerater. 

Med andre ord som enhver anden ungdomsroman. Og som enhver anden ungdomsroman der foregår i 1960’erne er musikken en motor. Det samme er alle de bevidstgørende bevægelser der fandtes til overmål i årtiet; den seksuelle frigørelse, frigørelse med stoffer, bevægelser mod politik (læs socialisme og anarkisme), bevægelser mod og ind i kernefamilien, samfundets opbrud generelt, bevægelser mod alternative og knap så alternative religioner og en bevægelse mod Jim Morrisons grav på Pere Lachaise-kirkegården i Paris.

Ungdommens årti

Stort set alle ungdomsbøger der foregår i 1960’erne har disse bevægelser. Og jeg elsker det.  For det er en banal sandhed at 1960’erne som årti mimer den dengang helt nyudklækkede befolkningsgruppe, ungdommen. Årtiet startede helt purt, renskuret og uskyldigt – sådan ca.. Men så skete der noget. Musikken var en anden end forældrenes. Den var vild, eksperimenterende, beskidt, forbudt og fræk som bare pokker. Man blev mere bevidst om samfundet – der var noget der fame ikke var i orden. Man blev bevidst om at man ikke nødvendigvis behøvede at køre i den samme Corolla og få det samme fra Herstal som ens forældre. Man fandt ud af at det der sex-noget var vigtigt og skægt og frigørende. Man blev faktisk et individ i løbet af 1960’erne. Og det ligner pretty much den sti man også skal traske af når man gerne selv vil gennem ungdommens dynd.  Og fik jeg nævnt at musikken holder?

Andre generationsromaner fra 1980’erne, 1990’erne og så videre har vanskeligt ved at mime uskylden, selvbevidstheden og optimismen der er iboende i ungdommen på samme måde. For i de årtier er grundtonen fra begyndelsen kynisme, manglende uskyld og desillusion og så er jeg også en så gammel nar at jeg foretrækker Beatles, Stones, Hendrix og Doors frem for Muse, Bieber og ham den sure fra American Idol.

Fire-dobbelt Bjørn med skrue

I forhold til Bjørn-trilogien har ’Beatles’ den fordel at ungdommens forskellige veje bliver kanaliseret ud i flere personer. Ola gør en pige gravid og flytter til Trondheim for at gifte sig med hende, Gunnar bliver stærkt optaget af (munke)marxismen, der fjerner den sidste rest af sprælskhed og humor i ham. Sebastian drages mod hash, heroin, alternative religioner og Jim Morrison. Mens stakkels Kim kastes rundt mellem de tre positioner og de to vidunderlige piger Nina og Cecilie. Kim er ligesom Bjørn en opportunist. Han har ordet i sin magt, er vanvittig god til at lyve og har svært ved at holde et alvorligt fokus – en charmerende semi-sjuft. (Endnu engang en persontype der ofte er set i ungdomsromaner (og jeg elsker det)).

Lars Saabye Christensen er en stor tung forfatter. Han har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. Og det mærkes. Der er mange – virkeligt mange – spøjse og skrevne billeder. Og måske var det fordi jeg i juledagenes læsning, måske blev lidt for træt af, hvor tydeligt bogen selv syntes den var skidesprællende charmerende at jeg sukkede en smule. Ligesom jeg heller ikke helt synes at Kims kærlighedskvaler mellem Nina og Cecilie bliver 100 % forløst og forstået. Detaljer.

Tak, Lillian

’Beatles’ er sindssygt god, Jeg er Lillian vildt taknemmelig for at have præsenteret mig for bogen. Jeg glæder mig til at læse den igen og måske endda også at se den når den 2013 får biografpremiere. Ironisk i grunden da Kim i den grad foragtede film.

’Beatles’ fortsatte i den knap så vellykkede ’Bly’ fra 1990 og jeg har lige fundet ud af ’Beatles’ også er blevet til en trilogi da ’Bisættelsen’ kom i 2008. Den skal jeg da søreme læse. Ligesom du skal læse ’Beatles’. Ja, gu skal du da det. Yeah Yeah Yeah.

Hey Claus, det hvirvler rundt i dit hoved Claus

Det begyndte med at vi sang Søren Kragh-Jacobsen-sange for vores børn, når det var puttetid.  
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’

Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre. 

Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.

Men det skal da komme an på en prøve, så filmen og trilogien blev bestilt og pløjet igennem.

Så fint, så uskyldigt og dybfølt

Hans Hansen (1939) havde siden slutningen af 1960’erne skrevet radiospil, teater og bøger for børn og unge. Han blev i 1988 filmkonsulent og hans frekvens på forfatterområdet faldt drastisk da. I 2003 kom dog den fine højtlæsningsserie om Lars Løve. Men Hans Hansens vigtigste bøger er trilogien om Claus og Lene: ’Vil du se min smukke navle?’ (1976), ’Elsk mig langsomt’ (1978) og ’Claus og Lene og Nina og’ (1978).

Jeg havde som sagt mine bange anelser, da jeg gik i gang med at genlæse bøgerne og se filmen. Jeg havde sådan en ’Det er sikkert endnu en 70’er Conny og Bolighajen-vibe’, men den frygt blev egentlig gjort til skamme i hvert fald i ’Vil du se min smukke navle?’. For den er overraskende fin og pur.

Bogen handler om Claus, der er tilflyttet en ny skole i niende klasse, han er gamle venner med den evigt wise-crackende Jørn og ikke specielt hemmeligt forelsket i Lene. 

Klassen skal til Sverige for at blive rystet sammen og Claus render rundt i en sky af usikkerhed, småjalousi og glæde og generel forvirring over de signaler, som Lene måske sender til ham. Parret ender dog i en robåd og bringer den ud på en svensk skovsø, hvor de kysser og bogens berømte titel bliver sagt. Og det vil Claus da enormt gerne, skulle jeg hilse og sige. Men det betyder ikke at Claus’ usikkerhed forsvinder heller ikke selvom hele bogen ender med at de finder sammen i et høfuldt svensk foderhus.

Det er sådan ca. det. Der sker med andre ord ingen dramatiske ting – der er lidt med et par fulde svenske rødder, men de bliver talt til rette. Resten er en sværmen om Claus’ usikkerhed. Og hans forelskelse i Lene og hans evigt kredsende tanker om dufte, hår, første gang, bryster, former og seksualitet. Det er så fint. Og det er stramt og næsten minimalistisk. Og på den måde er det forhåbentlig også eviggyldigt.  Kvaliteten falder dog en del i fortsættelserne, hvor der også lidt irriterende dukker en tidstypisk politisk – og seksuelt frigørende agenda op.

1970'erne med tydelig jernbanefløjl

Og ja, 70’erne er tydelige i bogen. Og jeg ved da godt, at det ikke er alle der holder så meget af det årti, som jeg gør. Ja, det vil vel sikkert skræmme de fleste af nutidens unge væk. Replikkerne er ikke lige i skabet og med 2012-øjne er det skægt så meget besvær hovedpersonerne har med at kommunikere med hinanden. Lene har fx ikke en telefon. 

Og jeg er da heller ikke fortaler for at ’Vil du se min smukke navle?’ skal hverken genudgives eller i kanon. Men det skal ikke forhindre mig i at være glædeligt overrasket over at bogen stadig giver et præcist, nuanceret, dybfølt og fint portræt af en forvirret og forelsket ung mand.

Det samme giver Søren Kragh-Jacobsens film. Her er der en my mere dramatik på drengen. Der er en elg der bliver skudt fx – til gengæld er der ikke noget afsluttende hanky panky i svensk hø. Men kernen i historien er den spirrende seksualitet, som alting drejer sig om, og den fanger Søren Kragh-Jacobsen i hver en sætning, blik, lyd. 

Det er så uskyldigt og så rigtigt. Kragh-Jacobsen er en fremragende personinstruktør – især af børn og unge. Man kan se Claus’ blanding af usikkerhed og glæde i Birger Larsens ansigt og i hans stemme. Og jeg kan sagtens huske hvor forelsket jeg blev i Lise-Lotte Rao, der spillede Lene. Lene er sikkert lige så forvirret og usikker og forelsket som Claus – hun er bare voldsomt mere ovenpå i Claus’ øjne. Og så er hun med Claus' ord bare pisse-dejlig.

Det kan varmt anbefales – især hvis man er over 35. Er fascineret af 1970'erne. Og har en faible for Søren Kragh-Jacobsen. Soundtracket er i hvert fald skide godt.

Form og indhold i et perfekt match

Cecilie Eken (1970) debuterede i 1993 med  ’Troldemandens søn’ og har siden skrevet små 25 bøger; hvor langt de fleste er i fantasy-genren. 

Hun er en af de absolut største danske børnebogsforfattere.  Hun har modtaget Kulturministeriets store børnebogspris to gange og Torben Weinreich tager hende med i sin samling af de fire bedste danske nutidige børnebogsforfatterskaber (sammen med Haller, Reuter og Aakeson).

Udover at være en eminent god fortæller har Cecilie Eken et ualmindeligt stort talent for og glæde ved formalia. I ’Sikkas fortælling’ er en del fortalt via heksametre. Og hun underviser på Forfatterskolen i metrik. Jeg havde hende i faget Den rimede fortælling – og jeg elskede det uforbeholdent. 

Det var så klart mit moment på Forfatterskolen. Og jeg har også været så heldig at optræde med Cecilie Eken med rim og ærefrygtsrystende bukser.

Og når jeg selv rimer, så er der i den grad talt stavelser og tryk og der er tjekket med rimordbog og fjernet omvendte ordstillinger. Det har Cecilie Eken banket ind i mit rim-dna. Og jeg elsker det!

Eken har skrevet et par rimede bøger bl.a. den stærkt poetiske og erotiske ’Vingekatten’. Og så lige også ’Mørkebarnet’, som jeg vil rose til skyerne lige nu.

Den arketypiske fortælling

’Mørkebarnet’ handler om to piger, der begge bor i en blomstrende og idyllisk have. Den ene er lys og glad, har blomsterranker i lokkerne og sine forældres udelte kærlighed. 

Den anden, derimod, er mørk, ensom, vred, gloomy og tvær – og hende vil forældrene  ikke kendes ved.

Mørkebarnet martres af ubændig jalousi over at det er den lyse pige der får lov til at sove i sengen og bliver kaldt en gave af forældrene.

Derfor hidklader hun de sorteste monstre, der skal fjerne lysbarnet. Men inden det ulykkeligste sker og den lyse pige bliver slået ihjel mærker Mørkebarnet smerten og angsten hos Lysbarnet. Og Mørkebarnet jager monstrene væk. Forældrene kommer styrtende til; og Lysbarnet fortæller at det var Mørkebarnets styrke og vrede der frelste hende. 

Forældrene forstår endelig at Mørkebarnet og Lysbarnet er to sider af samme sag. At deres barn også indeholder en livsnødvendig mørk, dyster og destruktiv side.
Samtidig kan man også - hvis man er barn - sagtens læse den bogstaveligt - at der altså er tale om piger.

Det er jo en fin arketypisk historie om at man indeholder både en lys og en mørk side. Og at man ikke kan leve uden. Samtidig er det også et vink til forældrene om at acceptere at deres lille engel også har følelser der ikke er sådan nogen man praler med på forældre-intra.

Så langt så godt.

Det sublime

Det der gør ’Mørkebarnet’ til et værk, man også vil tale om om mange år er formen. Cecilie Eken har nemlig fortalt historien som en sonetkrans. Og jeg vil her komme med en kort og ufuldstændig beskrivelse af soneters lyksaligheder. 

En sonet er en af de mest klassiske digtformer, Shakespeare excellerede i dem – 14 linjer på 11 stavelser, skrevet i jamber og opdelt i to dele, der begge er opdelt i yderligere to dele.

En sonetkrans er så 15 digte, der hænger sammen.

Første digts sidste linje bliver gentaget, som andet digts første linje og så videre. Det hele samles så i det store afsluttende 15. digt, Mestersonetten. I Mestersonetten er første linje den første linje i første digt, anden linje er første linje i andet digt og så fremdeles. Med andre ord alting hænger sammen. Og en sonetkrans er ikke noget man bare lige klasker sammen. Inger Christensen har fx gjort det så fantastisk med ’Sommerfugledalen’.

I ’Mørkebarnet’ spiller form og indhold perfekt sammen. Den arketypiske og tidløse historie og den überklassiske form med de rolige jamber og de gentagende linjer, der skaber en næsten sugende bevægelse, som ender i det sublime i mestersonetten.

Det er helt vildt godt. Og det er ikke kun en værk for form-nørder der fælder tårer over metrik. Min datter er også vild med den og jeg har også oplevet andre og yngre piger der elsker den. Jeg tvivler - trods alt - på at det er jamberne der gør det – nok snarere den klassiske og lidt uhyggelige historie.

Kari Sønsthagen tog den med i sin samling af de fem bedste børnebøg i årtusindets første årti. Og den fik Kulturministeriets børnebogspris for 2007. Og i år kunne man opleve ’Mørkebarnet’ som teaterstykker.

Læs mere om Cecilie Eken her

Langt fra det rene idyl

Oskar K og Dorte Karrebæk er vel et af de særeste makkerpar i dansk børnelitteratur. Deres bøger sammen er fabulerende, løse. De er ikke bange for at kaste et væld af intertekstualiteter, digressioner og flerstemmighed i hovederne på børnene.

Og når de ser et tabu eller en øm ligtorn; så tager de tilløb, sætter af og rammer lige i midten af smerten med stor og nænsom fryd.

Død, sex, vold, handicappede, lort, politisk korrekthed, sygdomme. Jeg kan ikke mindes et uldent emne, de ikke har hoppet på.

I ’Børnenes bedemand’ og  i den senere vidunderlige og knugende ’Idiot’ (som jeg vender tilbage til)  er det poetisk og ømt. I letlæsnings-serien ’De tre’ er det falbelader, glide i en bananskrald, få bæ i knolden og ren ramasjang.

’De tre’ er vel egentlig en samling af fire graphic novels for de første læsere, der dog er i stand til at kode Oskar K’s og Karrebæks genrebrud og leg med formen på tegneserien med talebobler, rebusser und alles.

Nederdrægtig med tyndskid på halen

’De tre’ handler om de to hårde hunde Simba og Carlo, der en dag møder den lille men nederdrægtige kat Gerda Roulund, som har tyndskid på halen. Derfor og fra da af bliver hun kaldt Røvlund. 

Hvis ikke man synes det er skide (undskyld ordspillet) skægt - er 'De tre' noget man skal gå en stor bue uden om. Jeg fniser i øvrigt stadig over det.

De to hunde tager sig modvilligt af hende, mens de spiller whist og spiser sushi. Men det vil den som nævnt nederdrægtige Røvlund naturligvis ikke finde sig i. Så hun vælger at vise at det er hende der har kysen på ved at terrorisere de to stakkels bøvede hunde.

En autist til halv pris

Og så går det ellers slag i slag gennem de fire bind – Carlo bliver bidt midt over, Simba får vand i hovedet, Carlo boller Dåse-Åse tyk, Røvlund vil købe sig en negerdreng, men da de er udsolgte får hun en autist til halv pris og så videre og så videre og så videre. Det er grovkornet – stærkt fabulerende og skægt. 

Det er ikke plottet eller de psykologiske dybder man skal læse den for.

Det er ren grovkornet og fabulerende farce. Jeg er sikker på at min dreng vil elske dem, når han får formspringene ind i kroppen.

Men det er dog ikke bøger, jeg ville læse sammen med mine børn foran min mor.

Læs mere om Oskar K. her

I begyndelsen var det lyst og meget varmt

Det er forståeligt og alligevel paradoksalt, at den skabelsesberetning vi giver videre til de mindste børn er den kristne. At man til navnefester tropper op og giver mere eller mindre fremragende Billedbibler til de umælende og skrigende midtpunkter – når det nu er de færreste af os der køber ind på den skabelsesberetning, der står i Bibelen.

Historie om Gud der på syv dage skabte lyset, verden, mennesket og fridagen er god, konkret og saftig, men det er altså også digt. Og hvorfor ikke præsentere børn for den rigtige og en hel del mere komplicerede skabelsesberetning med Big Bang og hele pivtøjet. Det var hvad lægen Maren Weischer tænkte, da hun sammen med illustrator Julie Andkjær Olsen skabte ’Sådan begyndte verden’, der udkom i år.

Små bobler og enorme iskometer

Det er ikke en let opgave, at skulle forklare noget der både er så konkret og sindssygt abstrakt, som den absolutte uendelighed og et helt univers, der kan være i en ært. Eller hvordan livet opstår af små bobler og slutter med en stor oppustet sol. Det er svært nok at forstå for sådan en som mig. Og at skulle formidle det til børn er noget af en mundfuld.

Det er en enormt ambitiøst og modigt projekt Maren Weischer har kastet sig ud i – og i det store og hele lykkes det. Det er stadig tæt på uforståeligt – men nu har man da trods alt billeder af det man ikke rigtig fatter. Det der er udfordringen ved at formidle så abstrakte naturvidenskabelige udviklinger til børn er, hvordan Søren fortællestemmen skal lyde. 

Og her er bogen kun delvist vellykket. Det bliver desværre lidt for søgt og omklamrende når stemmen inddrager barnet med ’Dem har du måske hørt om?’, ’Måske har du set deres skeletter?’ og så videre eller når der bruges billeder som fx ’Du skal forestille dig at alt vandet, som du kender fra vandpytter, du hopper i, og brusebade, hvor du får vandet i øjnene – alt det vand kom flyvende som iskometer.’ Hvor vand forklares konkret  - uden dog at billedet med den sjaskende vandpyt bruges til noget, mens iskometer står ukommenterede hen – hvor fanden kommer de der kometer fra, tænker jeg – og er svar skyldig.

Ambitiøst
Det er med andre ord virkeligt svært at finde ud af, hvor gammel målgruppen er. Til gengæld synes jeg det fungerer rigtig godt, når stemmen undrer sig sammen men barnet og bare fortæller historien roligt og straight. ’Alle mennesker, alle dyr og alle planter kommer fra deres forældre. Derfor er det underligt at tænke på, at det allerførste liv kom ud af noget ikke-levende – ud af vand og sten – men det var alligevel sådan, det skete.’ Det er godt!

Da vi læste den for vores børn blev den 7-årige virkelig ked af afslutningen på verden, hvor Solen puster sig op, opsuger alt omkring sig og eksploderer i atomer, så hendes dyne måske bliver til en anden dyne engang. Det fik hende i hvert fald til at tænke over universet og tiden og filosofere over verden og være ked af at hun ikke havde talt mere med sin oldemor.  

Julie Andkjær Olsen har illustreret bogen ligesom teksten med en blanding af konkreter og abstrakter. Hendes stil minder om Helle Vibeke Jensens bare mindre skarp og abstrakt.

Men min kritik af 'Sådan begyndte verden' er detaljer, der på ingen måde overskygger det ambitiøse projekt.

Så jeg kipper med flaget og anbefaler ’Sådan begyndte verden’. Det er en lækker bog til videbegærlige børn, forvirrede voksne og som gaveide, når man ikke synes Adam og Eva-historien er helt fyldestgørende. Trods alt.

Emil i et velfærdsreguleret dansk Lønneberg

Børn i dag mangler bøger, der afspejler den hverdag de lever i. Det var en pointerne i oktober måneds debat i Kristeligt Dagblad om det triste i at forældre i stigende grad fravælger nyere børnebøger. I stedet vælger forældre og andre formidlere bøger, der er på alder med mig (og det siger ikke så lidt) eller ældre. Og det får den ærgerlige konsekvens, at hvor uomtvisteligt fantastiske Lindgren og Kirkegård end er – ja, så er deres universer tidløse. Og derfor vil ens barn mangle noget (god) litteratur, der spejler deres liv her og nu, hvis de kun bliver præsenteret for Pippi og Hodja med mange flere.

Og det er jo forældrene og markedet der bestemmer. Og jeg interesserer mig voldsomt for ny børnelitteratur - alligevel savner jeg noget. Og derfor er jeg, som far til en 7-årig pige, der elsker at få læst højt, enig i Nina Christensens pointe i Kristeligt Dagblad. For hvor er de oplæsningsbøger der handler om et dansk institutionsbarn fra dette årtusinde?
Min datter er vild med bøger, der handler om et genkendeligt liv.  Hun er ikke til genre-historier med en hest, der hedder Perle eller en elver med spidse ører, der hedder Lagandaril. Endnu. 

Og selvom hun godt kan lide farcer og skide skægge bøger, så er det hverdagshistorier om venner, skole, forældre, søskende, der tænder hende mest. 

Og Kirkegård, Lindgren og Reuter er vidunderlige – men deres bøger er over 30 år gamle. Mindst. Og man har ligesom læst dem, ikke?

Villads fra Valby

Den samme tanke er jeg ret sikker på at Anne Sofie Hammer havde inden hun skrev ’Villads fra Valby’, der udkom i 2009.

Villads Emilio Eskilsen er en helt almindelig og temmelig sød dreng. Han bor i et villakvarter i nærheden af København. Han har en far og en mor og en storesøster. Han får en lillesøster og elsker at spille Nintendo. Han synes  zombier er seje og det bedste han ved er at lege med sine venner og naboens datter, Frida. 

Og så gør han nogle gang ting, der udfordrer de regler, som de voksne har stillet op. Og når han gør det, så får han lidt skældud og bliver mødt af stramme miner.
 

Der er ikke et gram ondskabsfuldhed skabt i Villads. Det er bare ikke altid, at hans tanker og ideer er kompatible med de voksnes regler.

Villads er med andre ord ligesom alle andre børn. Og han er også ligesom sin forfader fra Lønneberg. Men hvor Svenssons uregerlige knægt får lov til at leve et liv i idyllisk frihed – lever Villads i et gennemreguleret velfærdssamfund. Han kan på ingen måde hverken hejse sin søster op i en flagstang (selvom han sikkert gerne ville) eller rejse gennem flere kilometers snestorm for at redde en gårdskarl. 

Og Villads bliver ikke sendt i snickerboa. Ej heller er hans far farligt kolerisk. Villads får bare skældud og må pænt sige undskyld til dem, han har trådt over tæerne, selvom det er ofte at han ikke helt forstår hvorfor.

’Villads fra Valby’ blev fulgt op af ’Villads fra Valby i 0.V’ (2010) og for nylig kom ’Villads fra Valby holder jul’. Derudover er han også hovedperson i to læs-let-bøger – ’får et brev’ og ’vasker en baby’.

Skarnstreger anno 2012 - skide godt fortalt

Det er klart mindre alvorlige skarnstreger Villads laver. Han grovspiser nogle kanapeer, han gemmer flere liter mælk bag et køleskab, han kommer til at hugge nogle bøger og så videre. Det er alt sammen fint, skægt og uhyre genkendeligt for en dansk fritidshjemspige, en dansk børnehavedreng og deres far.

Men det der gør Villads fra Valby til noget ganske særligt er at Anne Sofie Hammer kan sin oplæsningsgenre på fingrene. Hun er sindssygt god til at skabe den inkluderende og mundtlige fortællerstemmer, der gør det lækkert at læse og høre på.


Det er ikke sproglig og genrelegende komik på samme måde som den lidt beslægtede Vitello (som vi også knuselsker) – men det er genkendeligt og nærværende.



Jeg holder mere og mere af Villads fra Valby jo flere gange jeg læser ham. Og jeg synes i øvrigt at bøgerne bliver bedre og bedre.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste der drømmer om flere oplæsningsbøger, der handler om
børn i en velfærdsreguleret nutidig verden.

Og et af børnene må meget gerne hedde Villads. Dette var en opfordring.

Læs mere om Anne Sofie Hammer her

Åh far, vil du ikke nok læse lidt om døden?

På Forfatterskolen for Børnelitteratur talte vi ofte om om der var emner, man skulle holde sig fra når man ville skrive for børn. Simpelthen fordi børnene ikke ville kunne kapere dem. Og da skolen jo er en kunstnerisk skole, blev konklusionen at naturligvis kan man skrive om alt til børn - så længe det er inden for børnenes begrebsrammer. Prioriteritslån – nej ikke rigtigt, vel? Men sex, ondskab og død? Ja, naturligvis.

Og der bliver skrevet mange bøger om død. Også for de mindre børn. Og mange af børnene   er fine og bevæger sig smukt på den smalle og kuperede og ikke-asfalterede sti som døden for børn giver. Man kan hurtigt blive alt for sentimental og sødmefuld. Og så poetisk at man fjerner sig fra den konkrete smerte. 

Døden er en delikat sag at tale med sine børn om. Det er ikke noget jeg nyder. Men børn selv de små af dem filosoferer over det uundgåelige og de er ofte dybt fascineret af det - både abstrakt og konkret. Min 7-årige brød sammen, da vi læste en videnskabelig bog for børn om verdens skabelse og undergang. Og selvom vi fortalte at det altså ikke lå lige for at Solen ville opløses var hun skræmt. Og jeg forstår det sgu godt.

Nå, det var døden jeg kom fra. Og jeg vil her anbefale to fine bøger om død. Som sagt er der  mange flere og jeg lover at vende tilbage til dem. Men nu er det ’Så blev farfar et spøgelse’ og ’Børnenes bedemand’.

Farfar og minderne om de frække numser

’Så blev Farfar et spøgelse’ af Kim Fupz Aakeson udkom i 2004 og handler om Esben hvis elskede farfar pludselig dør. Esben savner sin farfar og har virkelig svært ved at forholde sig til de forklaringer han får af sine forældre. Farfar som engel? Det vil da se fjollet ud? Eller Farfar der bliver til jord? Nej, det er heller ikke nemt.

Og det passer heller ikke - det der med jord eller hvide gevandter. For Esbens farfar sidder pludselig en nat på Esbens værelse. Og han er blevet til et venligt og lidt trist spøgelse. Og se, det er jo sejt nok. Det synes Esben i hvert fald og Farfaren er til enig. Det der med at gå igennem vægge og sige Uhuwauuu er jo en fed feature. 

Men Farfar er ikke glad, og så må Esben hjælpe ham med at finde ud af at løse opgaven med at få Farfar af-spørgelset. Og de taler og mindes om sange om damers numser, om biler der lugter af våde hunde, om smagen af jordbær og tv om sejlbåde. Og Esben bliver så træt at han ikke kan komme i børnehave fordi han skal hjælpe sin Farfar om natten.

Og det er så fint og sødt og sentimentalt. Som kun Kim Fupz kan slippe af sted med – fordi han er så skide god. 

Så ubærligt. Så fint. 

Der er ikke meget fupzks sentimentalitet over Oskar K.s og Dorte Karrebæks’ Børnenes bedemand’, der udkom i 2008. 

Og kan man en titel være mere ubærlig? Jeg tvivler.

Børnenes bedemand hedder Hr. Jørgensen og hans  speciale er netop døde børn. Hr. Jørgensen har tre forskellige kitler – en brun, når han laver kiste, en hvid når han maler dem og en grå, når han gør børnene i stand.Og det er den dejlige Frk. Ene, der vasker kitlerne for ham.

Frk. Ene har dansefødder og er en ørn til at steppe; Hr. Jørgensen er derimod baryton i bedemændenes barbershop-kvartet. Og når han gør børnene i stand synger han de netop øvede barnershop-stemmer for dem. Så er det som om at børnene smiler.

Men en dag da Hr. Jørgensen gør et dødt hjemløst barn i stand, kommer der en herreløs hund og henter ham i isnende snevejr og bringer ham og Frk. Ene ned til under en bro, hvor den dødes tre stivfrosne og levende søskende er. Og så er der pludselig håb i ’Børnenes bedemand’.

Døden er både konkret og poetisk i 'Børnenes bedemand'. Det er usentimentalt og meget fint når Jørgensen gør de døde børn klar i kisten. Dorte Karrebæks illustrationer af familier i sorg og fredfyldte børn er smukke og stærke. Jeg har mere end en gang måtte overtage højtlæsningen af ’Børnenes bedemand’ fra en tårevædet hustru. Men på trods af det maveknugende emne er 'Børnenes bedemand' en afmålt og fin bog.
Karrebæk og Oskar K. har skruet en del ned for det fabulerende, groteske og satiriske der ellers er et af deres varemærker.

Den corny glæde ved barbershop deler jeg med dem – men, det er måske lidt skæggere at tænke på end at læse broderparten af teksten til ’Shine on Harvest Moon’. Så skægt, corny og poetisk det end er.

Læs mere om Oskar K her

Når det mærkværdige bliver konkret og hamrende poetisk

Mette Moestrup (1969) er en af mine yndlingsforfattere for voksne. Hun har siden slutningen af 1990'erne udsendt fire digtsamlinger og en enkelt roman. Digtene i bl.a. 'Kingsize' er konkrete og har en let og humoristisk grundtone. I like.

I 2007 sprang hun ud som børnebogsforfatter med ’Ti grønne fingre’, der også er med i Kari Sønsthagens liga over de fem bedste børnebøger i begyndelsen af dette årtusinde. Bogen er som sædvanligt vidunderligt illustreret af Lillian Brøgger.

I 2009 kom småbørnsbogen ’Hvad siger sneugleungen Ulla?’ med illustrationer af Charlotte Pardi.

’Ti grønne fingre’ er en ualmindelig fin oplæsningsbog. Den handler om Roland, der bor alene med sin mor og sin hamster Carlos. Carlos er opkaldt efter Rolands far, som bor i en rygsæk. På den måde har Roland altid både sin far og sin hamster tæt på sig. Smart.

En dag vågner Roland op og hans hænder er blevet helt og aldeles grønne. Det synes Roland er meget mærkeligt.
Hans  mor er enig og forsøger at finde forklaringer og løsninger med krokodillesæbe, stribede batmanvanter og blinkende læger. Rolands kammerater synes derimod, at det er fedt og håber at han enten bliver til Hulk – for tænk lige hvor totalt sejt det er at gå i O.V sammen med Hulk.
Når Roland er kommet sig over mærkværdighederne, synes han bare det er spændende og han ser muligheder i det. Han har jo fået grønne fingre lige som sin plantebegejstrede far.

Og der er enorm forskel på Rolands konkrete forståelse af verden og sproget og så hans mors og andre voksnes evige jagt efter en forklaring på det normale. 

Og sproget er et konkret tema i 'Ti grønne fingre' både med moderens evige bakken-snagvendt til undren over metaforer som hos Moestrup og Roland bliver lækkert konkrete - grønne fingre, is i maven osv. 

Og så er bogens afslutning så fin og poetisk – sanselig og skrøbelig.

Det er en meget god bog.

Læs mere om Mette Moestrup her

God debat med de forkerte eksempler

I oktober har der været noget så sjældent som en debat om børnelitteratur i landets aviser. Wow. Og det bredte sig endda til EkstraBladet, hvor man så kunne se Nationen udbrede deres vid ud fra et interview med lederen af Center for Børnelitteratur, Nina Christensen. Det var hmm bizart.

Debatten har foregået i Kristeligt Dagblad, der er en de fineste aviser, når det gælder om at tage børnelitteraturen alvorligt og blev skudt i gang ved det nævnte interview, hvor Nina Christensen tog et opgør med, hvad hun kaldte ’den sorgløse børnebog’. Og det faktum at forældre og andre formidlere vælger de bøger, som de selv fik læst højt som børn. Og det er netop ofte historier, hvor børn lever i en tidløs verden, der er fyldt med harmoni og ikke afspejler ’en virkelighed hvor børn er meget mere på egen hånd end tidligere’.

Så langt er jeg helt enig med lederen af Center for Børnelitteratur. Jeg synes det er drønærgerligt at man skal i specialboghandlere for at støde på anden børnelitteratur end Reuter, Kirkegård, Flunkerne og Lindgren (og jeg maler med de brede pensler her).

Men Pippi er jo god, ikke?

Jeg synes bare, det er vildt træls at hendes pointer bliver spidsvinklet med eksemplerne Ole Lund Kirkegaard, Astrid Lindgren og H.C. Andersen. Jeg kunne godt have drømt om at interviewet havde nævnt meget læste bøger fra omkring 1980, hvis kvalitet og virkelighedsnærhed nærmere sig sidste salgsdato.

For jeg kan sagtens se hvad Christensen mener - og jeg er enig i at universerne hos Pippi og Topper er i en tidløs verden, som moderne børn kan have problemer med at spejle sig i, med mindre de har superkræfter, røven (eller i hvert en kuffert) fuld af guld og en magisk blyant eller tæppe.  

Problemet er med at nævne de tre forfattere er jo bare at man hurtigt kommer til at tale kvalitet og at tidløse harmoniske historier udelukker nutidige historier, der afspejler børnenes virkelighed. 

Pippi er jo ikke en lyserød prinsesse. Hendes liv er i den grad ikke harmonisk og børnene hos Kirkegaard i høj grad er på egen hånd forbi de voksne som regel er koleriske idioter. Og så er de tre nævnte forfattere det tætteste på tre uangribelige genier, man kan komme i en børnelitterær kontekst.  

Netop den pointe fik tidligere anmelder Jon Helt Harder ugen efter understreget så fint. Men han kom dog i sit forsvar for Lindgren og Kirkegård netop ind i en kvalitetsdiskussion og spurgte om vi skal tilbage til træsnits-70’erne med bøger som ’Sådan var det, da Petras forældre blev skilt’ og ’Lottes mor er kranfører’.

Svaret på Jon Helt Harders implicitte spørgsmål er ret entydigt nej.

Hvorfor fravælges den moderne børnebog?

Ugen efter Jon Helt Harders indlæg fik han støtte af en anden anmelder – Anna Poulsen – der også ærgrede sig over den falske litterære modsætning, der var i Nina Christensens interview.

Anna Poulsen mener at problemet i den moderne børnebog er at barnet ganske vist er alene om at klare problemerne , men også er alene om ’at klare følelserne. () Barnet er således alene i både handling og holdning. Og det er det, fordi barnet i en moderne pædagogisk og psykologisk optik anses for mere kompetent end tidligere, hvilket legaliserer de voksnes fravær. Børn og voksne kan derfor ikke altid dele historien med hinanden i en følelsesmæssig henseende.’ Og det er altså derfor at de voksne formidlere fravælger de nyere børnebøger – simpelthen fordi de ikke har nogen at identificere sig med, og der derfor kommer et mismatch mellem den hyggelige oplæsningssituation og de fraværende voksne i de moderne børnebøger.

Jeg er, hvis jeg forstår Anna Poulsen korrekt – temmelig uenig. Både i diagnosticeringen af årsagen til at formidlere fravælger den moderne børnebog og at hendes karakteristik skulle være et problem. For efterlader den manglende voksne netop ikke plads til oplæseren i samtalen med barnet om en ikke-harmoniske virkelighed der findes i bogen? Og i tilgift får børnene også et litterært bud på deres egen nutidige virkelighed (og igen: Hodja udelukker jo ikke Vitello - Pippi ikke Papirdrengen).

Jeg tror desværre problemet findes implicit i Harders og Poulsens indlæg: nemlig i det totale fravær af konkrete titler inden for nyere dansk børnelitteratur.

For som den tidligere leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur Torben Weinreich påpeger, er der sket et markant kvalitets-løft inden for dansk børnelitteratur inden for de seneste 10-15 år. Men hverken Helt Harder eller Poulsen nævner en eneste titel, og så er det søreme svært at diskutere og finde ud af om man er enig. 

Og debatten gør det i hvert fald ikke nemmere for forældrene at fra- eller tilvælge den moderne børnebog ud fra et veloplyst grundlag.

Den hippiede afslutning

Jeg synes det er vildt fedt med en debat om børnelitteratur. Om hvad litteraturen har at tilbyde børn og forældre i 2012 fyldt med 24-timers højenergisk Cartoon Network og når selv de mest kulturradikale forældre med god samvittighed har Ramasjang, iPad, Facebook og Cowey. 

Men jeg kan ikke se at der er nogen som helst modsætning med at foiegras-fodre sine poder med Astrid Lindgren og læse nyere danske børnebøger. De er faktisk som regel ret gode. Ja, de er. 

Pædagogik-parodi med motorsav

En af de stærkeste genre i børnelitteraturens 500 år lange historie er bøger, der med mere eller mindre brutale midler fortæller børn, hvad de må og navnligt hvad de ikke må. Og hvad der sker, hvis den uvorne pode alligevel vælger at krydse grænsen. Et eksempel kunne være James Janeways bog der udkom på dansk i 1729 med den mundrette og ganske sigende titel 'En liden aandelige Exempel-Bog for Børn, Det er, En udførlig Beretning om adskillige smaa Børns omvendelse, hellige og exemplariske Levnet, samt glædelige Død'. Andre eksempler er den klassiske 'Den danske Skolemester', der udkom anonymt 1766-67. 

Og man kan vel finde reminiscenser også i dag - her bliver børnene dog ikke slået ihjel - trods alt, men man får at vide, hvad der er i orden, hvis man vil være en ordentlig kammerat.

Genren har også fået sine modgenrer - parodien. Den absolut mest berømte er Heinreich Hoffmanns 'Den store Bastian' (da 1847) og en af de skæggeste nyere udgave er om de to entreprenante møgunger Lars og Lone.


Så længe de ikke keder sig
'Lars og Lone alene hjemme' udkom i 1996 og er skrevet og illustreret af den dansk-boende nordmand Jon Ranheimsætter (f. 1947).

Bogen er et katalog af ting, man som forældre frygter at ens børn laver, når de er alene hjemme.

Lars og Lone er alene med deres far og han har et ret laissez faire forhold til børneopdragelse.
Han efterlader ungerne alene hjemme med skumfiduser og Matador Mix som morgenmad.

Ungerne er hjælpsomme og iderige og ved hvor faderens motorsav er henne. De saver sofaen i stykker. Uheldigvis kommer Lars til at save Lones hånd af. Nå, for søren. Det er heldigvis ikke værre end hvad man kan ordne med lim og tape.

Og herefter bliver det kun værre. Ungerne begynder at ryge (det kan de godt lide), drikker rensebenzin og leger kannibaler og opdragelsesrejsende. Men Lone synes det er for kedeligt at blive kogt - det tager simpelthen for lang tid at blive mør.

Og da det ikke er sundt at kede sig, beslutter de sig for at hjælpe faderen med husets fyr, der vist nok trænger til eftersyn. Det gør det ikke mere efter de har skruet på nogle ventiler, fyret eksploderer og huset jævnes med jorden.
 
Men faderen tager det stille og roligt da han kommer hjem til forbrændte og maltrakterede børn og et hus der er en ruin - bare så længe at de ikke har kedet sig.

En vognstang på en kilometer
Selv den mest tykhudede og tunghøre kan fornemme den kilometerlange vognstang, der bliver viftet med: Hallo, det her er en parodi. Det er skæg og ballade og gas. Og den er på den måde lidt vel programmatisk for min sarte smag - hvis ikke det lige var fordi at den slet og ret er skide skæg. Ranheimsætters superenkle blyantsstreger er næsten uden baggrund og en historie man ved kun kan ende på en måde - galt.

Jeg  er vild med Lars og Lone lakoniske og nøgterne tilgang til livet. Nå, kom du til at brænde mit hår af - der tog du fusen på mig. Og jeg elsker at de leger opdragelsesrejsende.

Bogen er skrevet så den kan bruges som let-læsningsbog for førstegangslæsere. Og det vil jeg da anbefale at den bruges som. Hvis man tør. 
Hvilket minder mig om at der er lang tid siden jeg har set hvad min entreprenante dreng render rundt og laver.

Sig det med tusindfryd

Kombinationen af drenge og tørrede planter har måske lidt overraskende været brugt flere gange i nyere nordiske billedbøger. Og med stor kunstnerisk kvalitet vil jeg understrege. Stian Holes Garmann havde et herbarium, dagens bog handler om en dreng og hans herbarium, og jeg lover mig selv, at jeg i den nærmeste fremtid vil anbefale en også fremragende bog om en dreng og hans talenter med planter. Aner man et tema her?

Dagens bog udkom i 2007 er skrevet af Christina Weise, illustreret af Rasmus Bregnhøi og hedder ’Snabels herbarium’. Det var også en af de fem bøger som Kari Sønsthagen kårede som de bedste i årtusindets første årti. Og ’Snabels herbarium’ er virkelig indtagende og rørende.

Urtica dioeca

Snabel er en indadvendt dreng med en dyb hemmelighed. Han samler på planter, presser og tørrer dem i bøger, klistrer dem på ark og samler arkene sammen i sit eget herbarium. Snabel blev engang drillet med favnen fuld af anemoner og derfor har han ikke engang fortalt om herbariet til sin bedste ven og nabo – den noget mere energiske dreng Lille. For tanken om at Snabels eneste ven også skal gør nar ad ham er helt forfærdelig. 


Men Lille opdager naturligvis hemmelighed. Og til Snabels store lykke, synes Lille at herbariet er lige så fantastisk, som det i grunden også er. Men lykken varer kort, da den viltre Lille kommer til at vælte et glas med pæresaft udover Snabels dyrebare ark. I panik stikker Lille af. Snabel bliver forfærdet og rasende, da han opdager de tilsølede papirer og det tomme værelse. Snabel skriver derfor et meget vredt brev til sin nu tidligere ven.

Og der sidder to venner i to huse ved siden af hinanden. Den ene er ulykkelig over at være kommet til at ødelægge sin vens dyrebareste eje. Den anden er ulykkelig over måske at have ødelagt det dyrebareste han har. For det allerdejligste de har er o deres venskab, ikke? Og pæresaft kan jo tørres af og man kan sige undskyld. Og herbariet og venskabet  genskabes med en meget smuk gestus.

’Snabels herbarium’ handler om venskab, dårlig samvittighed og om tilgivelse. Emnet er almengyldigt og vigtigt. Weises tekst er rørende og fin. Men det er Rasmus Bregnhøis på en gang enkle og detaljerede og konkrete illustrationer og collager med ægte tørrede planter, der gør ’Snabels herbarium’ til en sugende fantastisk oplevelse. 

Rasmus Bregnhøi er en af mine yndlingsillustratorer og 'Snabels herbarium' er en vidunderlig bog.

Se mere af Christina Weises arbejde her.

Vægtløst godt

Stian Hole (1969) er norsk forfatter og illustrator og han kan ikke anbefales eller værdsættes nok. Alene hans collageagtige, drømmende og superdetaljerede photoshoppede illustrationer er nok til at knuselske ham. Men når han så i oven i hatten har skrevet tre vidunderlige bøger om den lille poetiske dreng Garmann, der fascineres af planter, herbarier og verdensrummet og formidler forelskelse og angsten for det meningsløse og døden, ja, så får sådan en som mig næsten åndenød. Fik jeg sagt at jeg synes han er god?

I 2006 udkom ’Garmanns sommer’ i 2008 ’Garmanns gade’ og i 2010 ’Garmanns hemmelighed’ alle oversat til dansk af Naja Marie Aidt. 

Stian Holes bøger og især ’Garmanns gade’ tiltrak sig i 2008 en del opmærksomhed, da der blev diskuteret blandt danske anmeldere om det overhovedet var for børn. 

De to første bøger handler også om frygten og angsten for døden - om den ofte manglende mening med livet. Og de er bestemt ikke for alle børn; stemningen er stærkt melankolsk og poetisk både i sprog og illustrationer. Men det er børnebøger! Det er for børn. De tager børn alvorligt og giver et kunstnerisk bud på de tanker og følelser, som også børn har. Og nu er jeg allerede kommet for dybt ind i diskussionen end jeg havde tænkt mig. Jeg vil helt sikkert vende tilbage til det når jeg tænkt mig mere om og har noget klogere at sige. For jeg vil i dag langt hellere tale om den tredje og lettere bog i serien, ’Garmanns hemmelighed’.

Stands tiden!

'Alle mennesker har hemmeligheder,' forsikrer Garmanns mor forsigtigt i det Garmann falder i en lykkelig søvn. Men der er ikke meget ved hemmeligheder hvis man ikke har nogen at dele dem med. Og det har Garmann.

Johanne og Hanne er de stride rødhårede tvillinger, der har fulgt Garmann i alle bøger. Eller det vil sige i ’Garmanns hemmelighed’ er der sket noget. Hanne er stadig møgtarvelig - men Johanne er stik modsat. Hvor Hanne er på vej ud  - er Johanne på vej ind. Og det er hende, der viser Garmann sin hemmelighed – en muligvis nedfaldet rumsonde dybt inde i skoven, langt væk fra voksne, fra mobning og fra verdens fortrædeligheder og forventninger om hvad man skal.

I denne oase får de to børn et frirum. Her tales om hemmeligheder, svagheder, drømme og tanker væk fra rum og tid. Men idyllen trues af Hanne, der har opdaget dem. Hun truer med at dele deres hemmelighed med resten af verden; men Johanne ved også, hvordan man kan bruge en hemmelighed som våben. Og Hanne holdes i skak og Johannes og Garmanns paradis får lov at blive uindtaget.

Og det er et sandt paradis de to børn har fundet og lever i gradvist mere nøgne. 

Og gradvist længere og længere ind i deres hemmelighed og længere væk fra omverdenen. 

Det er jo næsten helt rousseausk, et omvendt syndefald og en flugt fra den voksenverden, som begge børn frygter. Og som sådan er det smukt og fint. Men det er også et kondenseret billede af den første forelskelse.

Og afslutningen er sugende vidunderlig. 

’Garmanns hemmelighed’ er en af de mest præcise og poetiske beskrivelser af forelskelse jeg har læst både for mig selv og for min datter.

Helle Helle for børn

Jeg indrømmer blankt: Jeg er inhabil, når jeg taler om 'Et mærkeligt skib'. Ikke forstået på den måde, at jeg har haft indflydelse på så meget som en strejf af et komma, men jeg kender forfatteren. Jeg synes hun er skide sød. Jeg gik på Forfatterskolen med hende. Hendes afgangsprojekt var denne her bog, og vi var endda i gruppe sammen. Og for at det ikke skal være løgn udkom den på det forlag, jeg har min gang på.

Men Kari Sønsthagen har udnævnt 'Et mærkeligt skib' som en af de fem bedste danske børnebøger i årtusindets første årti, og den fik Kulturministeriets Børnebogspris i 2010. Så jeg er i hvert fald ikke alene i min udelte begejstring over Anita Krumbachs bog.

Anita Krumbach (1967) er uddannet skolelærer og illustrator. Hun blev færdiguddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2008 og debuterede som forfatter med letlæsningsbogen ’Natdyr’ samme år. Året efter udkom ’Et mærkeligt skib’ og i 2011 kom 'Den som fanden lytter til'.

En ensom svamp

'Et mærkeligt skib' handler om den forsømte dreng Elo, der bor alene med sin far. Elo er ensom, hans mor gider sådan set ikke være sammen med ham. Han har ingen venner og hans far er bare hele tiden på arbejde i svømmehallen. Så aftensmaden er høflig selvbetjening i en duft af klor.
Det er vel kun sløjdlæreren Vagn, som Elo har det fint med.

Elo drømmer om at være del af en rigtig familie. Og da han skal lave geografiprojekt med den nytilflyttede Rune møder han dennes familie og ikke mindst moderen, Susanne. Hun ser Elo, roser ham og giver ham tryghed. Og Elo føler sig straks som familiemedlem og oplever rigtig hygge med nylavet te, duften af boller og kantareljagt.

Elo er som en tørlagt svamp. Og han opsøger familien også efter geografiprojektet og venskabet med Rune glider ud. 

Måske kan den socialt ubegavede Elo mærke det; han forsøger i hvert fald at vise Susanne, at han da snildt kan overmatche familiens yngste både i sløjdlokalet og som en spiller i familien. 

Elo sætter sig på Susanne som en præstelus og afvisningen er uundgåelig og ulykkelig.

En bette pjosker

’Et mærkeligt skib’ er 63 små sider lang. Den tager ikke mere end 20 minutter at læse. Den er næsten kun skrevet i korte hovedsætninger. Alligevel formår Anita Krumbach at lave to nuancerede psykologiske portrætter, der er uafrystelige. Det gør faktisk fysisk ondt at læse Anita Krumbachs koncentrerede sprog. Men ih, hvor er det bare dejligt, at det gør så ondt.

For man holder så meget med Elo – selvom han ved gud ikke er charmerende. Elo er et af de børn, som ikke mestrer det sociale sprog. Der er antydning af lidt småmobberi i klassen, men det er ikke det der er hovedsagen. Det er ikke en historie om mobning. Men en historie om en forsømt dreng, der længes og forståeligt nok ikke ved hvornår andre mennesker synes man er for meget. Og Elo kan bare ikke forstå de mindste vink med en vognstang. 

Elo længes så meget efter at blive medlem af en familie, at blive set og rost, at han fuldstændig overser, hvor grænseoverskridende og irriterende han i grunden er. Han er nem at følge og forstå.

Og man kan sagtens sætte sig ind i Susannes situation. Hun er en kærligt menneske, men selv den mest altfavnende mors rummelighed kan ikke klare det pres, som Elo kommer med. Jeg forstår hende og kan mærke, hvor ulykkelig hun også må være – selvom hendes reaktion er hård.

Der er bare ingen vindere i den konflikt. Selvom der er et håb for Elo til sidst.

Jeg har tit tænkt på, at Elo er som Buster i ’Busters verden’, hvis man fjernede Busters evner til at trylle og hans farverige sprog og poetiske syn på verden. På den måde laver Anita Krumbach et nøgent portræt af en usynlig person, som vi alle kender og som alligevel har været godt skjult i børnelitteraturen.

Bogen vil i øvrigt egne sig glimrende til en skarp og gribende novellefilm. Så er den opfordring givet videre. Og jeg ser at den får premiere som teaterstykke i 2013. Læs mere her.

Jeg vil på det varmeste anbefale at læse ’Et mærkeligt skib’. Den er ganske enkelt fremragende.  

Der er noget, der er vigtigere end sex

Jeg skrev tidligere, at sex var den vigtigste årsag til at læse ungdomsbøger. Det er også rigtigt. Næsten. For der er ét emne, der trods alt bør fylde mere end svedige rygge og røde kinder - nemlig: spilleregler, socialt sprog og alle de skjulte hierarkier man som ung (og voksen) konstant støder ind i og som ændrer sig umærkeligt og hele tiden og livsvigtigt. Det er så dramatisk og skide spændende og altafgørende.

Middelmådighedsfrygten

Et af de allerbedste bud på beskrivelser af de usagte og essentielle sociale færdselsregler kommer fra amerikanske Curtis Sittenfeld (1975) og hendes debutroman ’Klasse’, der udkom i USA i 2005 som ’Prep’.

Lee Fiora er 14 år og kommer fra Midtvesten, hvor hun var den dygtigste og skarpeste elev. Hun kommer fra en amerikansk middelklasse; på hendes skole er der slidt grønt linoleumsgulv og drengene kan godt lide heavy. Men Lee drømmer om et andet sted. Hun falder over en brochure for overklasse-kostskolen Ault, der ligger ved Boston og hvor en stor del af det amerikanske aristokrati og rigmænd sender deres børn hen. Brochuren viser smilende og smukke unge mennesker i uldtrøjer foran betagende og historiske bygninger. Lee er solgt og søger ind.

Hendes forældre støtter hende; velvidende at de på ingen måde har penge til at have hende gående der, men Lee kommer ind og får fuldt stipendiat. Og så klapper fælden.

Lee er pludselig i den grad på udebane. Hun er ikke længere den mest intelligente og charmerende, som lærerne og de andre elever elsker og betragter som begavet. Hun er derimod solidt placeret langt fra toppen. Hun har hverken det rigtige sengetøj eller de rigtige venner, hendes forældre bor ikke på det rigtige hotel og har slet ikke den rigtige indkomst.

Lee drømte om smukke melankolsk udseende unge mænd, som hun kunne blive kæreste med og gå lange ture i efteråret med uldtrøjer og faldende blodrødt løv. I stedet bor hun på et sted, hvor hun ikke ved, hvordan hun skal begå sig. Og så er der lige pludselig langt til at være Harvard-aspirant, når man er blot er madrassælgerens datter fra Indiana..

Det er et markant anderledes socialt sprog end det hun kommer fra – og hvad værre for Lee er, at der ikke er en fiber i hendes 14-årige krop, der ikke er fuldstændigt og konstant bevidst om at det ikke er et sprog, hun mestrer.

Lee er intelligent, hun er skæg, hun er observerende og ser sig selv og resten af skolen udefra hele tiden. Hun er charmerende og pisse-irriterende. Og hendes reaktionsmønstre og opmærksomhed på regler og strukturer er overmåde genkendelige for sådan nogen som os, der også bare er guds ord fra landet, når vi lander i sammenhænge, hvor det sociale sprog ikke er vores eget.

Lee vælger at blive registranten, der ikke siger så meget – hun håber, det vil få hende til at virke drømmende og spændende – men hun er mere bange for, at folk synes, hun bare er kedelig.

Når usikkerhed bliver arrogance

I bogens 400-sider om hendes fire år på Ault sker der stort ikke en fløjtende fis med hende. Men det ingenting der sker er dramatisk og fintfølende.  Som fx da Lee skal klippe skolens populæreste pige Aspeth og skolens populæreste dreng Cross (som Lee naturligvis er forelsket i) tager med for at se på:

’Der var noget utiltalende ved at se Cross flirte; det var lidt for personligt, lidt som at se ham fjerne mad fra tænderne.  ’Aldrig bytte om igen,’ sagde Aspeth, og de lo begge to, og så sagde hun. ’Er det ikke sådan det er: Bytte-bytte-købmand, aldrig bytte om igen.’ Denne gang sagde de det i kor – når folk sagde noget i kor, ligesom når folk blinkede, fik jeg kuldegysninger – og jeg måtte bekæmpe en trang til at skynde mig langt væk. De var tabere! De var mere kiksede end jeg var! Sagen var, selvfølgelig, at huske det ved morgensamling når jeg så dem på afstand, og de så kølige og utilnærmelige ud.’

Eller da Lee bliver inviteret på date med en af køkkenmedarbejderne fra skolen:

’Jeg var bange for at Dave havde valgt Chauncey’s fordi han syntes der var fint, når der ikke var så fint. Jeg var bange for at han ville fortælle en morsom historie, tilsyneladende til tjeneren, men i virkeligheden for min skyld, og at jeg hele vejen igennem ville bekymre mig om hvorvidt den nu virkelig var morsom, og hvis den ikke var, ville jeg så kunne le høfligt () Det var så svært at føle sig veltilpas sammen med et andet menneske, og var der nogen garanti for at det ville være umagen værd?’

Se, det er jo her, hvor usikkerheden pludselig får et kilometertykt udtryk af arrogance. Og det er jo ikke det Lee vil. Det er bare hendes higen efter de rigtige spilleregler, der får hende til det.
Og ’Klasse’ er spækket med disse sansninger af det sociale sprog som fylder alting, hvis man ikke taler det flydende. Og jeg synes det er så fint og så præcist set.

Forlaget markedsførte bogen som chick-lit; og jeg tror bibliotekerne kategoriserer den som en voksenbog. Det er det ikke. Det er en ungdomsbog. Og en virkelig god en af slagsen. Dog skæmmes den lidt - især til sidst - af en sjasket afslutning og ret mange korrektur- og oversættelsesfejl. 

Men det skal ikke afholde mig fra at anbefale ’Klasse’ varmt – især hvis man har prøvet at være til en fest eller til en reception eller til et kursus og stå med et ensomt vinglas og en håndfuld økologiske chips, hvor skrællen stadig er på og foregive stor interesse for byrummets arkitektur og bare være på udebane i en anden sportsgren og hele tiden kan se sig selv og alle andre udefra. 
Det har jeg i hvert fald hørt om nogen, der har prøvet.