Kasper Hoff - Gamerz

Bøger om spillere – for spillere! Og det er spilleme (undskyld) godt!

Det var i grunden en tilfældighed jeg stødte på den; Kasper Hoffs og Jan Solheims ’Gamerz’.

Jeg forsøger at pløje mig gennem Orla-feltets mærkværdigheder og stødte på 'Gamerz', der ganske tydeligt er en genrebog, skrevet til drenge der er, nå ja gamers.

Det er enormt svært at lave bøger, der rammer drenge der hvor de er. Jeg har endnu til gode at læse den første gode sportsbog til børn, eller for den sags skyld bøger om at lave sit eget band eller om at danse. Og jeg troede at bøger om at spille ville være i samme kategori – altså bøger som velmenende litteraturformidlere serverer for børn, der ikke synes det er så vanvittig fedt at læse.

Jeg tog fejl.

For der var den så: ’Gamerz’. Temmelig kort og rigt illustreret på sådan en vestlig mangaagtig måde. Og da den handlede om computerspil, ville jeg bruge den til selvlæsning for min i grunden temmelig bogsky søn. Rent sprogligt var den dog for svær for den niårige. Men med indholdet rammer skuddene fra stormgeværet med fyldte magasiner til gengæld lige i det inderste del af centrum. Jeg er en noob til computerspil. Det er Pelle ikke. Og han var fanget fra første linje. Og hans begejstring har smittet mig.

Bogen handler i sin enkelhed om den hardcore gamer Tim, der er glad for voldsomme skydespil a la CounterStrike, hvor han kommer i næsten meditativ trance af at pløkke mænd. Tim bliver shanghajet af person, hvis avatar hedder Ludo til at medvirke på hans hold ’De ukendte’ i et særligt spil Galaxy, som er dybt hemmeligt og vist nok en the very best of alle spilgenrer.

Tim er Für und Flamme – men det er også problematisk, når man har fået absolut spilforbud af sine far og mor. Han narrer dog de stakkels forældre og resten af bogen er en beskrivelse af hvordan de klarer banen.

Og her kommer det mest utrolige af det hele. For det virker. Det virker helt vildt godt. Det er spændende. Actionpacked. Nervepirrende. Og skægt. Og ja, jeg ved godt, at jeg også læser gennem Pelles øjne, men det holder også som litteratur.

Jeg har aldrig set min dreng være så glad for en bog. Jeg har aldrig før hørt ham anbefale en bog og glæde sig så meget til, at jeg igen skal læse op.

Det er verdens bedste bog, siger han. Og hermed er hans anbefalinger givet videre.

Der er foreløbig udkommet fire bind - og et femte er på vej.

Læs mere om Kasper Hoff her:

Torben Weinreich - Den socialistiske børnebog

Læs så, fordømte her på jorden

Jeg holder af 70’erne.
Mest af alt holder jeg af 70’erne.

Jeg holder af brun og orange.
Jeg holder af de evige opgør mod autoriteter, love forældre.
Jeg holder af de konstante spørgsmål om hvordan katten man skal leve på.

Jeg holder af drømmere og utopister og folk med skæg.

Jeg holder af fantasien og den evige søgen efter et mere frit liv.

Jeg holder af 70’erne.

Jeg holder af musikken – både den syrede, den inderlige og den vrede.

Jeg holder af kropsidealet og eksperimenterne med seksualmoralen og familieformer.

Jeg er ikke socialist. Og jeg holder knap så meget af 70’erne når utopisterne og drømmeren blev dogmatiske og ensrettende og fantasibekæmpende.

Jeg holder virkelig meget af at læse 1970’ernes børnelitteratur. Især de bøger hvor man gentagne gange må vaske sine øjne i brintoverilte og gentagne gange sige: Det der – det kunne man bare ikke i dag. Per Holm Knudsens ’Conny og bolighajen’ er nok det mest berømte eksempel, men der er også andre eksempler hvor man må sige at i lige netop dette tilfælde havde Erhard nok næsten ret (han var stadig uendeligt dogmatisk og svimlende kedelig)

Og det er med dette udgangspunkt jeg læste Torben Weinreichs fine ’Den socialistiske børnebog’.  

Weinreich er en stor, vidende og underholdende formidler. Han var selv en del af bevægelsen – var medlem af KAP indtil 1990’erne og skrev selv en håndfuld bøger, der er socialistiske. Og Weinreich analyserer uden hverken jammer eller anger tiden og forfatterne. Og nok så vigtigt: Weinreich blev professor i børnelitteratur, grundlagde Forfatterskolen for Børnelitteratur og er gift med den nuværende vidunderlige leder Kari Sønsthagen - og så er han lige blevet 70.

En god børnebog giver socialistiske svar

Weinreichs bog er udkommet på Roskilde Universitets forlag og analyserer, som titlen antyder den socialistiske børnebog i Danmark. Jeg har som travet godt og grundigt rundt i stor affinitet for både årtiet og børnebøgerne og Weinreichs formidlingsevner, og derfor er min anke hvad bogen desværre ikke er (eller vil være). For det ærgrer mig en smule, at bogen ikke blev bredere med en knap så stencil-agtigt udtryk.

Jeg forstår udmærket hvorfor Weinreich kun koncentrerer sig om den eksplicit socialistiske børnelitteratur, som han lader Pil Dahlerup definere som  1) en litteratur der forklarer samfundets modsætningsforhold som en modsætning mellem kapital og arbejde 2) er skrevet i en form der svarer til indholdet og sådan så børn kan forstå det.

Og forfatter Hans Ovesen går videre når han skal beskrive den marxistiske børnelitteratur – for den afart skal endvidere gøre børnene politiske bevidste og vise dem vejen til revolutionen. Tak for kaffe.

Og som Ove Kreisberg, der ligesom Pil Dahlerup underviste på dansk da jeg gik der sagde: En god børnebog er bog, som stiller spørgsmål ud fra børnenes situation og giver socialistiske svar.

Jeg gad godt vide om hvor mange gange Kreisberg har ærgret sig over at have skrevet den lige lovligt kække oneliner ned.

Men selvom jeg godt kan forstå Weinreichs (og forlagets) valg: objektet for analysen bliver meget specifik og ikke så omfangsrigt. Men det ville være skønt at få en bog malet med bredere pensler, der ville givet et billede af 1970’ernes venstreorienterede strømninger også i børnelitteraturen. Også have Tine Bryld, Dina Gellert og Runes mor er smed med. Analyseobjektet bliver skarpt men knap så omfattende i bogen. Og det er lidt ærgerligt, synes jeg der gerne ville flytte i kollektiv – hvis altså det ikke var fordi, jeg i grunden helst vil være alene. Nå, nok om det.

Weinreich er en skarp læser med en underholdende og overbærende tone og gennemgår både tidsskriftet BIXENs, Koldingseminaret og hans egen rolle som formidler og definator, inden han analyserer seks forfattere Bent Haller, Per Holm Knudsen, Hans Ovesen, Flemming Andersen, Iben Melbye og sig selv.

Haller er med distance den største forfatter og Per Holm Knudsen den mest kulørte og Weinreich analyserer dem alle skarpt, kort og med en let flydende ironi. Der er intet krav om opgør, anger eller flagelantisme.

Man kunne måske godt selv uden at hedde Blüdnikov eller Villemoes til efternavn, tænke sig at høre om hvordan man var kommet et sted hen hvor en god børnebog per se var socialistisk. Eller om der bare var et par linjer, man kunne fortryde.... ikke fordi det var socialistisk – men fordi det var dårlig litteratur.

Og der er heller ikke for mit ståsted et ønske eller et behov for bodsgang. Jeg er slet og ret bare nysgerrig.

Men det fjerner ikke mit nytårsønske om at Weinreich ville lave en stor og underholdende udgave om 1970’ernes børnelitteratur – både i orange, lilla og brune farver.

Det ville jeg holde af.