onsdag den 24. februar 2021

Selvværdstapiren

Jakob Martin Strid er helt underligt blevet Danmarks mest kontroversielle børnebogsforfatter. Racist, misogyn og tykfob lyder skudsmålet fra læsere der for det meste ikke er sure – men skuffede. Virkeligt skuffede over at den tidligere autonome røde lejesvend kunne finde på at skrive noget der ikke rammer lige i bullseye på den woke dartskive.

Men helt inde i den dybeste del af min sjæl kan jeg ikke se at Jakob Martin Strid har skrevet noget racistisk. Han har heller ikke skrevet noget misogynt. Og han har slet ikke skrevet noget tykfobisk. Han er til gengæld blevet læst med de mest ufleksible skyklapper på.

”Populær forfatter har udgivet tykfobisk børnebog,” skrev Jyllands-Postens anmelder. Og så gik det ellers amok i børnelitteraturens verden, med folk der ikke kunne forstå hvordan Strid kunne finde på det.

 

Det er sindssygt svært at læse ”I form med Tapiren!” uden at diskutere med de anklagende stemmer. Men her kommer et recap.

Tapiren er sammen med sine venner til fødselsdag. Han har en sød tand og spiser temmelig meget kage og bliver oppustet og formelig. Og da han så gemmer sig i en kasse, da de skal lege gemmeleg bliver han formet som en perfekt kube. Det er jo ikke godt, så vennerne gør hvad de kan for at få ham tilbage i sin egen form og han bliver lavet om til forskellige geometriske former til stor frustration for tapiren. Alle venner undtagen krokodillen der i den grad er en nar, der håner tapiren på den mest nedladende måde. Men alting ender dejligt og den udmattede tapir redder sin rædsomme dag med en masse lækker mad.


Stilen er Jan Lööf med tusind referencer til Jørgen Clevin, Miyazaki, Franquin og mange mange flere. Det er lille smule skolemester på en virkelig underholdende og fjollet måde. Tapiren er sur og tvær og skæg. Og bogen er herligt syret, farceagtig og kærligt belærende – hey, du må ikke drille!

Jeg kan på ingen måde se at det er tykfobisk eller bodyshamende. Tapiren pumpet op med enormt selvværd og den er ikke bange for at bruge det til at sige fra når Krokodillen ta

ger billeder af det eller grabser den i numsen. Og dens venner vil smide hvad de har i hænderne for at hjælpe den – undtaget krokodillen der som sagt er usympatisk.

 


Krokodillen er gennem hele historien en åbenlys idiot og dårlig ven. Og selv min yngste datter belærte mig ”Det der må man ikke sige” og ”Hvad betyder uempatisk?”. Så hele bogen siger jo fra overfor den bodyshamende dårlige ven og hylder Tapiren der bare gerne vil være sig selv. Den skammer sig ikke en fløjtende fis over at være glad for mad. På ingen måde.

 Tapirens drømme er jo ikke at ligge på stranden med en Cristiano Ronaldo-sixpack som man kan skære sig på. Tapiren ønsker sig ikke et kropsideal der er skabt på Instagram. Den ønsker at være sig selv. Og er det ikke det vi gerne vil lære vores børn?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar