Spacet syre

Jeg er vild med Helle Vibeke Jensen. Hun er en af de underligste og mest dragende danske illustratorer med en særegen blanding af collage, pølsedyr og universer, der næsten er uden for denne galakse.
Og jeg er lige så vild med Jens Blendstrup og hans fortællemæssige overskud, de raptuslignende rablerier og de skæve sammenstillinger der kommer i et tempo og i en overflod, så man må overgive sig.

En sammensætning af de to må nødvendigvis blive underligt, rablende og dragende. Det var det i den mildt sagt sære ’Kig Ind’ fra 2001. Og det er det også dog i mindre grad i Cosmo.

'Cosmo' handler kort fortalt om kosmonautrobotten Cosmo, der får at vide at hans barndomshjem er forsvundet med rub og stub, minder, stumper, sammenklappelige cykler, slik og dårligmadpakkefjerner. Derfor spænder Cosmo en trailer for og tager på jagt på utallige planeter for at genskabe sit hjem. Men på ingen af planeterne kan han få det han gerne vil have - til gengæld kan han få en masse andet, som han så må tage til takke med – og det er måske heller ikke så forfærdeligt endda.

Motoren er tydelig. Cosmo rejser til flippede planeter for at få flippede ting – som han ikke kan få – men i stedet må tage til takke med og glædes over andre lige så flippede ting. Som fx da Cosmo på Slangehundsplaneten vil have en ny cykel men i stedet må nøjes med duften af brændt gummi på flaske. En piftet badebold og kuglelejelamper med tre gear.

Det er jo vidunderligt og helt vildt skægt.

Det er dog ikke alle af Blendstrups rablerier der smager lige så dejligt som duften af brændt gummi – men mindre kan også gøre det. Og der hvor 'Cosmo' fungerer bedst er i Helle Vibeke Jensens spacede illustrationer især i mellemopslagene hvor Cosmo gennem bælter af udsyrede særheder.

Det er trancedental psychadlia for børn. Det er dragende. Skægt. Syret og fedt.

Negerkonger, ludere og det hellige redigeringsfrie punkt

Altså, man kan for katten da ikke vende ryggen til sin egen blog i 1½ år, før der igen diskuteres børnelitteratur i verden igen. Og ligesom sidste gang – og med garanti også næste gang – tager diskussionen udgangspunkt i Sverige og racisme og en altgennemsyrende politisk korrekthed. Sådan er det i hvert fald på denne side af Sundet, hvor de frihedselskende og humorsprængfyldte danskere lever – hvis man altså skal tro på skimningen af facebook og aviser.

Og i mit hjem bliver det også diskuteret – og jeg får skældud fordi jeg ikke er så klar i spyttet som mine landsmænd, eller er så konsistent, som Tina regner, med at jeg ville være.

Og hvorfor så ikke det?

Det vil jeg forsøge at væve mig frem til her.

Stødt på manchetterne i armslængdeafstand

Ultrakort opridsning: Svensk tv vil en ny udgave af Pippi Langstrømpe bortredigere dels Pippis kineserlege og mere vigtigt ændre betegnelsen for Pippis far fra ’Negerkonge’ til blot ’Konge’. Og så bliver der ellers faldet for det store bryst i Danmark: Censur. Politisk Korrekthed. Snerpethed. Kuntsskænding. Typisk svensk. Hvad bliver det næste? Og der rystes hoveder og rulles øjne. Selvbevist og helligt.

Man kan mærke det, ikke? Jeg er ikke helt enig i, at det er så let og ligetil. Og for at springe til konklusionen:  Helt ærligt: Jeg synes ikke det er verdens største sag, hvordan en bifigur i en over 60 år gammel bog (et mesterværk, oh yeah!) bliver betegnet. Det gør jeg altså ikke. Og det stiller mig i verdens rareste position; jeg kan nemlig uden problemer synes, at begge poler er latterlige og hellige og blinde for nuancer og empiri.

Jeg kan nemlig sagtens blive træt af, at man læser Pippi i dette tilfælde så frygteligt dårligt og uden for enhver kontekst. Fordi spørgsmålet ’Er bøgerne om Pippi racistiske?’ altid og uden forbehold besvares med et stort tsk-gu-er-de-da-røv!  Og er det et bedaget ord i en bog fra 1940’erne, der gør en racistisk ytring racistisk? Nej, vel.

Men som sagt: Det er ikke en særlig stor sag. Jeg mener ikke på nogen måde, at hele Pippi-figuren sidder i ordet ’Negerkonge’.  Lindgren sagde selv i 1970, at hun ville have kaldt ham noget andet. Pragmatisk. Praktisk. Godt.

Jeg ville dog ikke fjerne det, hvis jeg havde været redaktør.  Pippi er et mesterværk. I en klar top ti over de vigtigste børnelitterære værker der er udkommet nogensinde. Og i grunden også i toppen over de værker der er udkommet i nordisk litteratur. Men havde det udkommet i dag ville jeg nok – hvis jeg havde haft en rød pen med i spillet – have foreslået, at det skulle ud.

Men jeg får bare en afsindig lyst til at kaste smuds på den kridhvide høje og hellige hest som vi i Danmark med glæde hopper op på i sådanne diskussioner. For vi er jo på ingen måde selv klare i spyttet. Det mest berømte eksempel er Harald H Lunds lidt vel tuttenuttede ’Elefantens Vuggevise’ hvis linje ’I morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle’ med god grund er redigeret ud af De små synger. For her er der lige skruet op for nedsætningsgraden i ordet, samtidig med at det er svært ikke at læse linjen racistisk (selvom man også godt kan læse den som et pay-back fra elefantens side). Er det også et udtryk for censur og kunstskænding?  Helt ærligt nej, vel? Selv ikke Kim Larsen, der ellers gerne vil holde fast i et ældre vokabular, lader linje være uberørt men ændrer det til ’en negerdukkedreng’ – hvilket er et underligt halvt skridt i begge retninger.

Eller hvad med bortfjernelsen af børnesangen ’I Niggerland bananer gror’ af samme Lund og i samme sangbog? Indrømmet; det hænger sikkert også sammen med at sangen er vildt dårlig – men mon ikke det direkte stødende og racistiske indhold også har haft en betydning. Uden at det har skabt store overskrifter på Nationen, en temaudsendelse i Deadline eller endsige en Facebook-gruppe, der kræver at den kommer tilbage igen.

Vi er med andre ord ikke selv blege for at bortredigere og ændre ting, vi synes virker bedagede eller unødvendigt stødende. I min datters billedbibel slutter historien om Lot i den eventyrlige afdeling, hvor hans hustru bliver til en saltstøtte – og undlader fikst at fortælle appendikset, hvor Lots døtre drikker ham stiv to nætter i streg for at have sex med ham.

Og hvorfor er det at når jeg læser billedbøger fra 1970’erne, at jeg undrer mig over hvorfor der er så mange nøgne mennesker; nøgenhed der er stort set udryddet i børnebøger i dag? Hvem er så snerpede? Hvem lader sig støde på manchetterne på anden hånd?  

Lesbiske og ludere - to sider af samme nuttede sag?
Knap  havde Pippi-diskussion klinget af før en ny tog over. Denne gang var det en dansk bog Grethe Dirckinck-Holmfeld Vil du være min kæreste?’ fra 2005 der var blevet fjernet fra det svenske marked (uden at forfatteren havde fået det at vide – hvilket er det næstmest upassende i denne sag).

Dirckinck-Holmfelds bøger er samlinger af børnecitater. Ofte overraskende småfilosofiske. Pudseløjerlige. Nuser.

’Når man er forelsket er det som om man har et hjerte i hovedet’.

Sådan noget. Sætninger der kan stå på en køleskabsmagnet og bringe et hyggeligt smil frem.

Jeg indrømmer blankt: Jeg har ikke læst bogen – men har læst andre i samme genre.

Der var dog to sætninger, som svenskerne ikke syntes var hyggenyggede pudseløjerlige

’Hvis to kvinder gifter sig med hinanden er de ludere’

’To kvinder kan selvfølgelig gifte sig med hinanden, men så er de blevet voldtaget’

Grethe Dirckinck-Holmfeld mente, at svenskerne havde fået noget i skallen, siden de fjernede det hun så som ren uskyldighed.

Jeg mener derimod at det er en sjuskefejl fra redaktørens og forfatterens side De sætninger skulle aldrig have været med. De overholder ikke bogens og genrens egne regler. Fordi de for det første (virk)er stødende – de er sikkert ikke ment sådan – men vi ved det ikke. De er på ingen måde hyggelige eller pudseløjerlige. De er ikke overraskende, som forskellen på remoulade og marmelade – som Lasse Rimmer sammenlignede det med i en facebook-tråd. De er tværtimod bare trælse.

Jeg er som sagt overbevist om, at det er en sjuskefejl, at de er med. Og hvorfor må man ikke blive klogere? Hvor gammelt skal et værk være, før man må rette i det, hvis der er ting i værket der rammer sin målgruppe forkert. Er det et helligt punkt, når en redaktør og en grafiker og en trykker beslutter sig for at nu er det nu?

Jeg ved godt at min position er meget subjektivt funderet. Jeg synes ikke, man skulle have redigeret Pippi – fordi Pippi er så sindssygt godt. Til gengæld er jeg mere tilbøjelig til at have lyst til at redigere i ’Vil du være min kæreste?’ fordi jeg ikke synes det er på samme højde. Og jeg har ikke de store lyster til at skulle forsvare den Alle børnene-vittighedsbog der for et par år siden blev fjernet fra et par skolebiblioteker omkring Kolding. Simpelthen fordi det ikke var godt.

Mit udgangspunkt er vævende og subjektivt; man kan tillade sig en hel masse mere – hvis bare det man skriver er godt. Så sue me. Skæld mig her fra og til Hekkenfeldt. Jeg vil insistere på at selv en diskussion om sproget i børnelitteraturen foretages bedst når man ikke er på en høj og kridhvid hest.