Jeg er i gang med et helt igennem uladsiggørlige projekt om
at nå at læse alle de nominerede til Nordisk Råds Børne- og Ungdoms-Litteraturpris
2013, der bliver uddelt på onsdag. Jeg har allerede læst de danske og søreme om
jeg ikke når at få læst et svensk og et norsk bidrag inden uddelingen (og
lægger jeg mig i selen når jeg også det færøske). 4 (5) ud af 14 er da også
virkelig flot.
Det svenske bidrag jeg nåede er Jessica Schifauers Pojkarna
(Drengene), der udkom i Sverige i 2011 og ikke er udkommet på dansk. Og det er
egentlig synd, tycker jag, selvom den ikke er helt perfekt forløst. Men ideen
er fin – og de køns-teoretikere, der er i min omgangskreds må både være glade og
lidt ærgerlige over den. Og netop det queerede er det der gør den så overmåde
svensk.
Køn som endnu et kostume
Og hvad Fanø mener jeg så med alt det køns-snak? Jo, der er
nemlig identitsleg og kønsblanding i den helt store og magiske stil i ’Pojkarna’:
Tre 14-årige piger Bella, Momo og Kim (der er jegfortælleren med det androgyne
navn) holder sig for sig selv, fra de mere og mere hormonelt forstyrrede drenge
i deres skole. Helt galt går det, da drengene på vej til gymnastik overfalder en
af de mere brystudviklede piger og tager hendes trøje af. Pigerne kan ikke have
det og bruger i stedet deres tid og især nætter i Bellas drivhus, hvor de leger
med deres identiteter godt hjulpet på vej af de fantastiske kostumer, som Momo
kan fremtrylle.
En dag får Bella en mystisk plante i sit drivhus. Pigerne
drikker af blomstens nektar og bliver om natten forvandlet til drenge. De står
og kigger på deres eget spejlbilleder da deres knogler bliver grovere, trækkende
skarpere, hofterne mindre, brysterne forsvinder og de får en pik. Det er meget
fascinerende for de. Det tror da fa’en. Men endnu mere fortryllende bliver det
da de går ud i natten og ikke oplever elevatorblikke, krænkende og nedgørende
bemærkninger. Det de i stedet oplever er: frihed.
Især Kim bliver draget mod drenge-resortet og det er klart
hende der presser på for at få endnu en tår af nektaren, så hun endnu engang
kan blive dreng. Ikke mindst fordi hun er begyndt at hænge ud med en bande, der
ledes af Tony. Bella og Momo deler på ingen måde Kims fascination og forelskelse
af ham. De trækker sig og prøver at få Kim til at gøre det samme – også for at
passe på den stadigt mere lemlæstede og forrådnede magiske plante. Det hjælper
ikke. For Kim elsker sine nætter med frihed og Tony og deres småkriminelle
falbelader og adrenalinkick, der hurtigt kommer til at ligne dødsdrift med
tilhørende homoseksuelle undertoner.
Det kan naturligvis ikke gå godt. Og det gør det heller
ikke. For Kim vil jo gerne gafle Tony – og hvordan skal hun afsløre sin
hemmelighed og adskiller Tonys blik sig ikke alt for voldsomt lidt i forhold
til de drengeblikke der giver hende og hendes kønsfæller det der åg? Et forhold
der er dømt til doom.
Magisk - men kroppen er mere end et hylster til frihed, ikke?
Tonen i Schiefauers bog er gotisk og magisk. Jeg synes
hendes ide og greb er rigtig godt. Og jeg der hverken er kønsteoretiker, svensker
eller finder queers spændende i sig selv, synes ideen om at skifte køn for en
nat er fed. Og jeg synes det lykkes
hende at få formidlet Kims glæde ved at erstatte det krænkende åg med en
frihedstrang. Til gengæld synes jeg ikke rigtig at Pojkarna får formidlet
hvordan det er at skifte krop; Kims begejstring er næsten udelukkende mental efter
den der frihedstrang jeg ævlede om. Og det er egentlig lidt mærkeligt. Hvordan
det må være at være et seksuelt væsen med en anden krop – det bliver der ikke
pillet særlig meget ved. Ligesom snakken om piger og sex blandt drengebanden mest
af alt bare bliver pral – får Kims ombyttede krop ikke nogen konsekvens for
det?
Og det er også mærkeligt at Kim bliver forelsket i Tony, på en pigemåde når
hun er dreng – og det kun er harmdirrende skuffelse over ham, der får hende til
det temmelig dramatiske brud, historien ikke kan undgå at ende i.
Når det så er sagt er stemningen i Pojkarna fed – og det
samme er ideen. Underligt at den ikke er udkommet på dansk.
Det er tre meget forskellige bøger jeg hidtil har læst. Og
den fjerde – den norske ’Inn i Elden’ peger i en fjerde retning. Og det vil jeg
afsløre inden uddelingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar