Rebecca Bach –Lauritsen: Sommerdrenge

Sommer i et limbo med længslen efter at have de helt perfekte bryster

Jeg synes, der både er noget oprørsk og noget melankolsk over Rebecca Bach-Lauritsens anden og virkelig dejlige roman ’Sommerdrenge’, der udkommer i dag.

Der er en længsel efter at blive voksen, attråværdig og være til stede i den ene sommer, hvor ens bryster er perfekte, mens man kigger og bliver kigget på og spiser masser af pomfritter og leder efter friheden og træder væk fra barndom og sandslotte.

Sådan har Kille det i hvert fald næsten. Hun er på sommerferie hos sin farmor og hænger ud ved stranden med veninden Anna – hvis bryster er skræmmende perfekte og hvis trang til at blive set af drengene er større end Killes.

Kille ved sådan set ikke rigtig hvad hun vil.

Hun kan godt lide at ligge og mærke Annas perfekte bryster og komme med prøvende småkys. Og hun har et mildest talt tvetydigt forhold til Fisker, som hun både bygger sandslotte med og sutter pik på og har både lyst til at vise ham sine bryster (igen) og til at smadre ham og deres sandslotte til ukendelighed.

Kille er i et limbo mellem barn og voksen. Og som hun flere gange siger – ’jeg ved ikke hvad jeg vil’. 

Og dette limbo mellem alle de steder Kille er i bliver illustreret og især sanset så gennemfint i ’Sommerdrenge’.

Skallet maling og smagen af salt i søgende form

For sansningerne er der mange og mange præcise af. Der er maling der skaller, der er smagen af pomfrit-salt, der er morgendugget græs, der er summende fluer, der er forceret frihed bag på en knallert og der er knivskarpt sanset forvirring.

Sommerdrenge bliver fortalt som små sanseglimt – ofte kun med få linjer eller som små digtlignende lynglimt – replikker, envejstelefonsamtaler, sansninger. Og der skiftes med at fortælle i tredje person ental (hun/Kille), og første person flertal (vi) og ental (jeg).

Formen er altså radikal og søgende. Også mere radikal end Bach-Lauritsens rigtig gode debut ’Veronika lyder som harmonika’. Rebecca har gået på forfatterskolen – og har en umådelig sikker og nærværdsrealistisk hånd (a la Anita Krumbach), hvor indholdet ikke kastes i grams.

Jeg glæder mig helt vildt til at læse den næste. Og i øvrigt også den næste igen.

Det med småt

Og så er det også på tide at komme med en indrømmelse. Jeg har næppe været så inhabil som nu. Jeg kender Rebecca. Hun er min gode veninde. Hun er skide sød og skæg og dygtig. Og det er egentlig lidt sjovt at hendes romaner hidtil har været så alvorligt sansende og befriet for falbelader og pjat og deadpan humor, som hun i den grad også indeholder. Hvor er det bare skønt at man kan få det hele.

Læs mere om Rebecca her