Marianne Iben Hansen – rimets hersker

Jeg har nævnt det før – og jeg gør det gerne igen; jeg er pjattet med rim. Jeg elsker når sprog koges ned til lyde, til rytmer, til musik. Og jeg elsker det nogle gange vidunderlige nonsens der kommer ud af regler og stavelsesnørderi.

Som jeg før har antydet her på bloggen, er det dog ikke alle der mestrer genren eller tager reglerne alvorligt. Hvor det nonsensiske bliver sjasket og uden poesi og hvor der mindst en gang optræder et is/fis eller et slut/prut-rim. Ak.

Men der er undtagelser. Og en af de allerbedste – hvis ikke den bedste - når det drejer sig om at få fantasi, nonsens og en temmelig ekvilibristisk teknik til at gå op i en højere enhed – er Marianne Iben Hansen. Hun er irriterende dygtig. Og skæg.

Marianne Iben Hansen har siden sin debut i 2004 skrevet 11 rimbøger, en roman, en billedfortælling og en novellesamling. Og det er rimene jeg her vil kigge på og klappe af.

For de mindste og for de hardcore

Marianne Iben Hansen har skrevet rim for de mindste – ’Kan man ride på en høne’ – og ’Tag med i Zoo’.  Her bliver der rimet helt tilforladeligt 

Se løven den er vild / men man sku’ ikke tro det / Den ligger nok så fredeligt / og slikker på sin pote.

Og bortset fra at Cecilie Eken (og jeg) nok vil påpege at det ikke rimer helt er det ganske fint.  Hun har (naturligvis) lavet en ABC ’A, B kom og C’ der også er for de små og som hverken udfordrer genren eller hendes talent.

’Fino badino badulle’ er en nonsenssamling med hilsner til både Halfdan og til Nikke Nikke Nambo. Ikke alt er lige fantastisk, men når hun rammer den fx i titelrimet, opstår der den skønneste, den misundelsesværdigste og halfdanske opstår med indrim, bogstavrim og nonsens. Hurra.

Fino badino badulle

Basta Kanasta kanut

Trille ka tralle

Karina ka rulle

Og Kammas kamel er kaput

Ih, hun er irriterende god

Men der hvor Marianne Iben Hansen virkelig er bedre end de fleste, er i hendes fortællende rim. Hvor hun stramt og konsekvent får fortalt en historie, der både kan være skæg, rørende og tæt på det dejligste pjat.

Palle P og Perlen

Palle er en ensom mand, der drømmer om at finde noget som ingen andre har. En vaskeægte skat. Og hvor heldigt; en dag støder han ind i en perfekt og enorm perle. 

Palle slår det fast med syvtommersøm og kridt på dør, at han er verdens lykkeligste mand. I hvert fald lige til der går en halv dag og han kommer i tanke om at perlen og lykken jo kan tyvstjæles.

Palle må derfor beskytte den. Og så begynder et veritabelt  oprustningskapløb mellem indkøbte våben og Palles frygt.

Men selv det vildeste våben kan ikke stække frygt. Den vinder hver og evig eneste gang. Sådan er det.

Palle er frygtsom og bange og da han kommer til at smadre alt med sit seneste indkøb – en kanon, tropper drengen Jon op. Jon synes Palles våben er fede og i øvrigt ser han også noget positivt i Palle. Og Palle overgiver sig og finder ud af at glæden ved en frygtlåst skat er til at overse. Og at en ven er meget bedre.

Hvor er det bare en fin historie.

Jeg har indenfor de seneste 14 dage læst den på den anden side af 20 gange for min søn, der elsker den. (Og også elsker fortællingen om at han elsker den). Og jeg er enig med Pelle, for det er næsten en perfekt bog. Rytmen er afstemt og næsten lydefri. De ekvilibristiske rim overskygger ikke historien – men underbygger den tværtimod. Jeg synes ganske enkelt det er sindssygt rørende det rim-work in progress som Palle får til at vokse på sin dør i takt med at historien skrider frem.

Så skidt med at det ikke er alle versefødder der glider uden mislyde og at Jon rimer temmelig mange gange på kanon. Palle P og Perlen er en vidunderlig bog.

Bogen er fint og skægt illustreret af Jon Ramheimsætner

Nanna Nokkefår får nok

Hvor remsen i Palle P var fast og historien næsten opbyggelig – helt konkret med det voksende rim på Palles dør, er fortællingen om det nougatfarvede nokkefår Nanna tæt på avantgarde. 

Handlingen fortaber sig lidt – det er vist noget med et får der keder sig gevaldigt på en mark, stikker af og møder modekongen Frode, der tager hende med ind til byen, hvor Nannas krøllede frisure bjergtager hele byens modeelite. Så meget at hun i bogstaveligste forstand bliver begravet i gaver. Og derfor stikker hun af til en paradisø hvor stjerner og stjernefår kan være, når de ligesom får for meget. Sådan ca. det. Jeg har ikke lagt så meget mærke til handlingen og til fårtegningen.

Det er altså noget andet der er på spil i ’Nanna Nokkefår får nok’; nemlig at frembringe de mest ekvilibristiske rim – og lave de hårdeste rytmer, de tætteste indrim, bogstavrim. Det hele. Godt illustreret i titlen, hvor man både finder et labert ordspil og bogstavrim.

I det hele taget er Nanna Nokkefår en tour de force i onklede revy-ordspil, fikse næstenrim der holder vand, fordi det er skideskægt, charmerende og fantasifuldt. Jeg elsker når Nanna tæller nokkefår når hun skal sove og rim som fx Bob der / Helikopter er jo bare sjovt og elegant.

Tempoet er sindssygt højt fx her hvor Nannas berømmelse er ved at blive banket ind i skallen på hende

For hun fatter ikke rigtig,

Hvad der forgår

Og hvorfor

Folk har fårehår

Og hvorfor

De mon står

Dér alle mand

Og råber Nanna

Det er hårdt og fermt og skægt. Og det reducerer sproget til musik og rytme. Det elsker jeg som sagt, men det får også den konsekvens at læsetempoet stiger i en sådan grad at det simpelthen bliver vanskeligt at forstå, hvad der egentlig foregår. Og det er måske også lige meget. Det er jo lyde, musik, leg med sproget. Det er avantgarde.

Nanna Nokkefår er illustreret af Hanne Bartolin der også står bag - 

Axel elsker biler

Marianne Iben Hansens bog om den kubikglade and, Axel, er et hovedværk. Ikke bare for Marianne Iben Hansen eller for den rimede fortælling, men for billedbøger inden for de seneste 10 år. 

Ikke så meget pga. handlingen. Axel er pjattet med biler, men hans forældre påstår at ænders naturlige feature er at svømme. Det er Axel temmelig indifferent overfor. Han stikker af, møder en elefant og to giraffer og suser lykkeligt af sted i snabeldyrets bil. 

Axel møder mekanikeren Harry og får job hos ham og forenes med sine forældre.

Igen er det sproget og formen der hæver bogen op. Og det der gør ’Axel elsker biler’ så fin er bl.a. det enkleste greb, som jeg er grøn af misundelse over ikke at have fundet på. Nemlig noget så simpelt og colombusægget som et omkvæd. 

Når Axel er ved at koge over af begejstring over bilers dejlighed begynder det ’i en brandbil, en kranbil/en gammel veteranbil/ en sølvbil, en blå bil/ en racerbil en rå bil’. Det virker helt vildt godt, genkendeligt og fint. Og lykken stiger når der umiddelbart efter riffes og rimes på  bilmærker. På Porche. På Suzuki. På Jeep, Jaguar, Mazda RX-7. En opremsning af lækre ord og brands.

Og ikke nok med det; hele bogen emmer af rimoverskud. Så når Axel og familie til sidst i bogen drøner af sted – snirkler rimene med på bagsiden af bogen og videre ud i den virkelige verden. Og her rimer tju-hej-biler på se-nu-lige-mig-biler, og fjongbiler rimer på underlig facon-biler. Det er helt vildt godt. Skægt. Ekvilibristisk. Misundelsesværdigt.

 Marianne Iben Hansen er når hun er bedst - rimets hersker.

Axel elsker biler, Nanna Nokkefår får nok og Palle P og perlen