fredag den 5. juli 2013

Fupz, kærligheden og den fine nominering

Nordisk Råd har for første gang besluttet at deres litteraturpris skal udvides, så der også uddeles en pris til børne- og ungdomslitteratur. Det er jo fantastisk. Jeg elsker priser. Priser er godt. Opmærksomhed endnu bedre. Og diskussioner om hvem der i grunden burde have været nomineret og vundet er det allerbedste. 

Der er 14 nominerede til prisen to fra hhv. Sverige, Norge, Finland, Danmark og Island og en fra hhv. Færøerne, Grønland, Åland og de samiske sprog.

Mit samiske (og mit finske) er lidt rustent, så jeg vil i første omgang blot se på de danske nominerede og de af de norske og svenske jeg kan få læst inden prisen og de 350.000 kroner uddeles i slutningen af oktober.


Nomineret i hver sin kategori 
De danske bøger er udvalgt af formand for Dansklærerforeningen Jens Raahauge og forfatter Cecilie Eken. Og de har valgt to billedbøger af to af de største navne inden for dansk børnelitteratur. Og det er ca. hvad de to bøger har tilfælles.

De to er
  • Kim Fupz Aakeson / Eva Eriksson: Søndag
  • Oskar K / Dorte Karrebæk: Biblia Pauperum Nova.

Jeg vil i første hug kaste mig over Fupz; jeg skal simpelthen bruge lidt mere tid til at finde ud af hvad jeg mener om Oskar K/ Karrebæks bog (jeg tvivler på at jeg kommer til det).

Intet er så komplekst og enkelt som kærlighed
Torsten er seks år og skal snart være storebror. Han hænger ud sammen med sin dårligste ven den vildt fregnede Willy, der sætter en tanke i Torstens hjerne som en spids sten i en sko. For hvorfor vil voksne formere sig – igen, når de nu har fx en Torsten. Svaret fra Willy er enkelt og uhyggeligt; det vil de, fordi de ikke synes at deres ældste barn er lige så labert og sødt som en baby. Der er intet der er så sødt som en baby.

Torsten prøver at indynde sig hos sine forældre med de ting han kan – tælle til 109 fx eller rydde op på sit værelse, selvom det er hulens kedeligt og det meste skubbes under sengen. Eller han prøver at tale mere nuttet; uden dog at det hjælper.

Torsten prøver at finde ud af hvad kærlighed er for en størrelse og hvordan den fungerer. Han er ikke sikker på at han forstår at hans far kan elske Torstens mor over alt på jorden, når han engang kaldte hende en dum kælling. Eller Torstens farmor der har fire børn hvor en døde som lille – hvem elsker hun mest? Eller hvad med Torstens egen bamse Hr. Brix som han elskede over alt på jorden – men som nu er glemt under sengen.

Voksne hører bare ikke efter
Torsten forsøger at finde svar hos sine forældre. Men enten hører de ikke efter, synes at valget mellem koteletter eller kylling er vigtigere eller også forstår de ham bare ikke. Torsten er overladt til sig selv med at finde ud af hvad kærlighed er og hvordan den udvikler sig, forsvinder og kommer igen. Og det gør han så fint og så fupzk.

Stor og sart og fupzk
Søndag er en stor billedbog. 20 opslag mod det sædvanlige 12 og alting er fint og sart og præcist og sødt illustreret af svenske Eva Eriksson.

Jeg kender ikke til nogen der er så dygtige til at skrive distinkte replikker i danske børnebøger som Kim Fupz. De lyder godt, er tæskelækre at sige og huske; og de er nødvendigvis ikke 100 % realistiske. Men det er bedøvende ligegyldigt. Fordi de netop lyder godt. Jeg er bare lidt usikker på, hvordan jeg har det med dele af Torstens replikker og tanker. Fx da pigen Augusta spørger Torsten om de skal være kærester

’Hvorfor?’ havde Torsten spurgt
’Bare fordi,’ ()
’Fordi hvad?’
’Fordi man skal have en kæreste, man skal elske nogen.’
’Hvad laver kærester?’
’De holder hinanden i hånden og elsker hinanden () Det er ægte kærlighed.’
’Jeg tror jeg siger nej tak.’

Misforstå mig ikke; jeg synes det er godt og skægt og skarpt. Men jeg kan ikke lade være med at høre Sidse Babett Knudsen og Nikolai Lie Kaas for mig snarere end en seksårig dreng. Og der er flere eksempler på det, hvor Torstens tanker bliver lidt vel hmm gammelkloge(?) eller lidt vel konstruerede. Måske er det en pointe (det er det sikkert), det er jo de store filosofiske tanker, der pindes ud.

Jeg kan helt vildt godt lide at bogen og Torstens tanker ikke har jalousi (eller reproduktion) som eksplicit faktor. Torsten er ikke jaloux på sin kommende bror eller søster. Han er heller ikke gal på sin far eller mor. Han er bare nervøs og prøver bare at forstå hvordan og hvorfor kærligheden udvikler sig.

Og det gør den så fint og så fupzk med smil, fugtige tårekanaler og lækre sætninger.

Jeg synes på ingen måde at det er Fupz’ bedste, men når man er så sindssygt god som han er – er selv det næstbedste overmåde godt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar