Den største kærlighedserklæring til en mand

Jeg er temmelig vild med kanoner og lister og anbefalinger fra kloge mennesker. Det har jeg altid været og altså også, da jeg som famlende voksen og universitetsstuderende begyndte at interessere mig for børnelitteratur. Jeg prøvede at danne mig et overblik over det allerbedste og læste at Søren Vinterberg pegede på Laura Ingalls Wilders bøger om sin opvækst i det amerikanske Midtvesten i midten af 1800-tallet som det bedste stykke børnelitteratur, han havde læst.

Nå ja. Bevares. Jeg havde da læst de første tre-fire bøger som barn et par gange. Min klasselærer, Drue, havde læst ’Det lille hus på prærien’ op i første klasse, og jeg havde set Michael Landon og Melissa Gilbert i tv-serien, så jeg kendte det da. Men måske havde især sidstnævnte givet mig en fornemmelse af noget amerikansk biedermeier med en nuttet hund og en forkælet overklassepige. Damn you, Nellie Olsson. Og jeg huskede vist også noget med alenlange beskrivelser af hvordan man byggede en stald alene, hvordan man kunne få koldfeber af vandmeloner og en næsten racistisk frygt for indianere. Men jeg var pivåben og var villig til at give serien endnu et skud. 
Klogt valg.

For et par måneder efter, da jeg havde pløjet mig igennem samtlige otte bind, plus Rose Wilder Lanes bog om sin mor og samtlige artikler på nettet om familien Wilder, var der næsten modige tårer på vej ned over kind i erkendelsen af, at der altså bare ikke var mere at læse.

Pissegodt

Heldigvis fik jeg børn og i øjeblikket godnatlæses ’Det lille hus på prærien’ til begejstring for syvårig datter og endeløs jubel for 39-årig far.

For Laura Ingalls Wilders bøger er en uomgængelig milepæl i børnelitteraturen og i nybyggerlitteraturen. Den kan sagtens stå ved siden af Mobergs mesterværk uden at skamme sig (sgu).

Og det er der flere forskellige årsager til. Først og sidst: Laura Ingalls Wilder skriver simpelthen pissegodt. Detaljeret, billedskabende, lyrisk. Dertil har hun en helt igennem nilsmalmrosk evne til at sanse og huske, hvordan verden blev betragtet og forstået gennem sine egne øjne som barn. Det er gennemført troværdigt.

Og så er det altså bare en fundamental spændende historie. Jeg er ikke helt sikker på, at min Alma helt fatter, at de altså ikke havde elektricitet, de havde ikke indlagt vand, varme, mobiltelefoner. Søm var ikke noget, man bare lige havde, heller ikke vinduer og skulle man skrive til sin familie i Wisconsins store skove; ja, så skulle man regne med over et halvt år før man fik svar. Ikke nogen franske visitter der.

Og så er der den ondelyneme langt fra tv-seriens tuttenuttethed, hvor de største problemer er om Nellie får større bolsjer end Laura til den grumme vindblæste og mudderbefængte kamp om overlevelse og frihed. Helt ærlig, hunden Jack er altså ikke en fluffy størrelse men en bister bulldog. Bare for at tage et eksempel.

Og ja, jeg er da klar over at Almas begejstring for bøgerne nok ikke er helt upåvirket af faderens falden i svime. Men Alma og jeg taler taler stadig om dengang de fik koldfeber og om dengang Caroline snørede sit korset helt ind og om hvorfor de sender et lys ned i brønden, når den skal graves.

Man er ikke en god pige, hvis man synes at ens storesøster er et artig pain

Og samtidig er det historien om en uregerlig pige, der ikke har det helt så let med at indordne sig især sin mors noget strenge regler for, hvordan en god og artig pige bør opføre sig. I hvert fald ikke så let som den kønne, lyshårede og dydsmønstrede storesøster Mary. 

Laura vil hellere lege vildt som en dreng, strunte i den forhadte kyse, gå på opdagelse i indianerlejre, have en papoose og være sammen med sin far – end at sidde og være stille, brodere og være en uselvisk og artig pige og give alt slik og perler til lillesøster Carrie.

Laura gør meget ud af at fortælle, at hun ser op til Mary og hendes evne til at opføre sig korrekt. Så meget, at jeg ikke kan lade være med at tænke at Laura i virkeligheden synes at Mary er en pain, men det må man ikke synes. Især ikke når Mary ender med at blive blind. Så der kompenseres for den dårlige samvittighed der.

Når jeg bli’r en stor pige….

Til gengæld er Laura Ingalls Wilders primære formål med bogen helt oprigtig. Nemlig en uforbeholden kærlighedserklæring til sin far.

Faderen, Charles, kan alt. Alting. The lot. Det hele. Tous.  Og det er overmåde nemt for en akademiker, der ganske vist har en Bosch-skruemaskine men helt ærlig er lidt usikker på hvorfor – at få tværet sin mindreværd ud over det hele af Charles Ingalls; hvis ikke det altså var fordi, at han er fantastisk. Han spiller violin, er skæg, en god nabo, en kærlig far (der kun slår sine døtre når han vil lære dem at de ikke må slå (hm)), han bygger selv familiens huse, ofte uden søm, han graver en brønd. Og han gør det alene.

Og ja, der er mange lange beskrivelser af hvordan man laver et hus, graver en brønd, laver en skorsten og smækker en dør sammen. Og ja, det er fantastisk. Og det er det også på trods – og på grund af – nybyggernes lidt vel manglende forståelse for at indianere altså var der først og at de sådan set også godt må være der stadigvæk. Men flå mig om ikke netop disse holdninger var almindelig praksis. Og en vanvittig god måde at sætte sig ind i tankegangen hos frihedshungrende amerikanske nybyggere.

Jeg ved ikke om det er det bedste børnelitteratur der er skrevet. Men det er altså ikke langt fra. Og måske skal jeg til at øve mig noget med noget tømmer, så jeg kan komme til at fremstå bare en lille smule som Charles hvis Alma på et tidspunkt vil skrive sine erindringer.