Jeg er faktisk i tvivl om min dansklærer Lillian bad os om
at læse hele Lars Saabye Christensens ’Beatles’ i ottende eller niende klasse –
eller om vi blot skulle læse et uddrag fra en eller anden antologi. Jeg læste eller rettere sagt slugte de
450+-sider i hvert fald; og har siden gjort det mindst fem gange. Det er en fremragende bog. En norsk tvilling
til Bjarne Reuters Bjørn-trilogi, hvor 2’eren ’Når snerlen blomstrer’ er den
bedste og vigtigste ungdomsbog for mig og - ved jeg - for mange andre i min
generation – altså dem der uden at lyve kan sige at være født i
midt-halvfjerdserne. Jeg kan næsten ikke vente til at skulle læse den igen.
Bare den er lige så god, som jeg husker den.
Når snerlen blomstrer i Oslo
Nå, det var Saabye Christensen vi kom fra. ’Beatles’ foregår
i Oslo fra 1965 hvor de fire hovedpersoner er 14 år og frem til 1972. De fire
hovedpersoner er Kim, der er fortælleren og bliver kaldt Paul McCartney, den
stammende Ola (Ringo), den store alvorlige og stabile Gunnar (John) og den
flyvske Sebastian (George). De fire drenge er bedste venner og forguder Beatles
og vokser op sammen med dem. Der er lidt
vrøvl med pigerne, med forældrene, med klassekammerater.
Med andre ord som
enhver anden ungdomsroman. Og som enhver anden ungdomsroman der foregår i 1960’erne
er musikken en motor. Det samme er alle de bevidstgørende bevægelser der
fandtes til overmål i årtiet; den seksuelle frigørelse, frigørelse med stoffer,
bevægelser mod politik (læs socialisme og anarkisme), bevægelser mod og ind i
kernefamilien, samfundets opbrud generelt, bevægelser mod alternative og knap
så alternative religioner og en bevægelse mod Jim Morrisons grav på Pere
Lachaise-kirkegården i Paris.
Ungdommens årti
Stort set alle ungdomsbøger der foregår i 1960’erne har
disse bevægelser. Og jeg elsker det. For
det er en banal sandhed at 1960’erne som årti mimer den dengang helt
nyudklækkede befolkningsgruppe, ungdommen. Årtiet startede helt purt, renskuret
og uskyldigt – sådan ca.. Men så skete der noget. Musikken var en anden end
forældrenes. Den var vild, eksperimenterende, beskidt, forbudt og fræk som bare
pokker. Man blev mere bevidst om samfundet – der var noget der fame ikke var i
orden. Man blev bevidst om at man ikke nødvendigvis behøvede at køre i den
samme Corolla og få det samme fra Herstal som ens forældre. Man fandt ud af at
det der sex-noget var vigtigt og skægt og frigørende. Man blev faktisk et
individ i løbet af 1960’erne. Og det ligner pretty much den sti man også skal
traske af når man gerne selv vil gennem ungdommens dynd. Og fik jeg nævnt at musikken holder?
Andre generationsromaner fra 1980’erne, 1990’erne og så videre
har vanskeligt ved at mime uskylden, selvbevidstheden og optimismen der er
iboende i ungdommen på samme måde. For i de årtier er grundtonen fra
begyndelsen kynisme, manglende uskyld og desillusion og så er jeg også en så
gammel nar at jeg foretrækker Beatles, Stones, Hendrix og Doors frem for Muse,
Bieber og ham den sure fra American Idol.
Fire-dobbelt Bjørn med skrue
I forhold til Bjørn-trilogien har ’Beatles’ den fordel at
ungdommens forskellige veje bliver kanaliseret ud i flere personer. Ola gør en
pige gravid og flytter til Trondheim for at gifte sig med hende, Gunnar bliver
stærkt optaget af (munke)marxismen, der fjerner den sidste rest af sprælskhed
og humor i ham. Sebastian drages mod hash, heroin, alternative religioner og
Jim Morrison. Mens stakkels Kim kastes rundt mellem de tre positioner og de to
vidunderlige piger Nina og Cecilie. Kim er ligesom Bjørn en opportunist. Han har
ordet i sin magt, er vanvittig god til at lyve og har svært ved at holde et alvorligt
fokus – en charmerende semi-sjuft. (Endnu engang en persontype der ofte er set
i ungdomsromaner (og jeg elsker det)).
Lars Saabye Christensen er en stor tung forfatter. Han har
modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. Og det mærkes. Der er mange – virkeligt mange
– spøjse og skrevne billeder. Og måske var det fordi jeg i juledagenes læsning,
måske blev lidt for træt af, hvor tydeligt bogen selv syntes den var
skidesprællende charmerende at jeg sukkede en smule. Ligesom jeg heller ikke
helt synes at Kims kærlighedskvaler mellem Nina og Cecilie bliver 100 % forløst
og forstået. Detaljer.
Tak, Lillian
’Beatles’ er sindssygt god, Jeg er Lillian vildt taknemmelig
for at have præsenteret mig for bogen. Jeg glæder mig til at læse den igen og
måske endda også at se den når den 2013 får biografpremiere. Ironisk i grunden
da Kim i den grad foragtede film.
’Beatles’ fortsatte i den knap så vellykkede ’Bly’ fra 1990
og jeg har lige fundet ud af ’Beatles’ også er blevet til en trilogi da ’Bisættelsen’
kom i 2008. Den skal jeg da søreme læse. Ligesom du skal læse ’Beatles’. Ja, gu
skal du da det. Yeah Yeah Yeah.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar