torsdag den 6. december 2012

Hey Claus, det hvirvler rundt i dit hoved Claus


Det begyndte med at vi sang Søren Kragh-Jacobsen-sange for vores børn, når det var puttetid.  
Og det førte til en snak om Søren Kragh-Jacobsens debut som filminstruktør med Hans Hansen-filmatiseringen ’Vil du se min smukke navle?’

Tina berettede, at hun både var pirret og åh så flov, da hun så den første gang som teenager hjemme hos sine forældre. 


Jeg bidrog med, at jeg måtte gemme anden del af bogtrilogien for mine forældre af flov frygt, da man på forsiden kunne se en temmelig topløs tegnet Lene. Jeg kunne også huske at jeg syntes, det var spændende og pirrende at læse bøgerne (og se på forsiden) som præ-teenager. Men at det sikkert ikke ville holde i dag.

Men det skal da komme an på en prøve, så filmen og trilogien blev bestilt og pløjet igennem.

Så fint, så uskyldigt og dybfølt
Hans Hansen (1939) havde siden slutningen af 1960’erne skrevet radiospil, teater og bøger for børn og unge. Han blev i 1988 filmkonsulent og hans frekvens på forfatterområdet faldt drastisk da. I 2003 kom dog den fine højtlæsningsserie om Lars Løve. Men Hans Hansens vigtigste bøger er trilogien om Claus og Lene: ’Vil du se min smukke navle?’ (1976), ’Elsk mig langsomt’ (1978) og ’Claus og Lene og Nina og’ (1978).

Jeg havde som sagt mine bange anelser, da jeg gik i gang med at genlæse bøgerne og se filmen. Jeg havde sådan en ’Det er sikkert endnu en 70’er Conny og Bolighajen-vibe’, men den frygt blev egentlig gjort til skamme i hvert fald i ’Vil du se min smukke navle?’. For den er overraskende fin og pur.

Bogen handler om Claus, der er tilflyttet en ny skole i niende klasse, han er gamle venner med den evigt wise-crackende Jørn og ikke specielt hemmeligt forelsket i Lene. 
Klassen skal til Sverige for at blive rystet sammen og Claus render rundt i en sky af usikkerhed, småjalousi og glæde og generel forvirring over de signaler, som Lene måske sender til ham. Parret ender dog i en robåd og bringer den ud på en svensk skovsø, hvor de kysser og bogens berømte titel bliver sagt. Og det vil Claus da enormt gerne, skulle jeg hilse og sige. Men det betyder ikke at Claus’ usikkerhed forsvinder heller ikke selvom hele bogen ender med at de finder sammen i et høfuldt svensk foderhus.

Det er sådan ca. det. Der sker med andre ord ingen dramatiske ting – der er lidt med et par fulde svenske rødder, men de bliver talt til rette. Resten er en sværmen om Claus’ usikkerhed. Og hans forelskelse i Lene og hans evigt kredsende tanker om dufte, hår, første gang, bryster, former og seksualitet. Det er så fint. Og det er stramt og næsten minimalistisk. Og på den måde er det forhåbentlig også eviggyldigt.  Kvaliteten falder dog en del i fortsættelserne, hvor der også lidt irriterende dukker en tidstypisk politisk – og seksuelt frigørende agenda op.

1970'erne med tydelig jernbanefløjl
Og ja, 70’erne er tydelige i bogen. Og jeg ved da godt, at det ikke er alle der holder så meget af det årti, som jeg gør. Ja, det vil vel sikkert skræmme de fleste af nutidens unge væk. Replikkerne er ikke lige i skabet og med 2012-øjne er det skægt så meget besvær hovedpersonerne har med at kommunikere med hinanden. Lene har fx ikke en telefon. 


Og jeg er da heller ikke fortaler for at ’Vil du se min smukke navle?’ skal hverken genudgives eller i kanon. Men det skal ikke forhindre mig i at være glædeligt overrasket over at bogen stadig giver et præcist, nuanceret, dybfølt og fint portræt af en forvirret og forelsket ung mand.


Det samme giver Søren Kragh-Jacobsens film. Her er der en my mere dramatik på drengen. Der er en elg der bliver skudt fx – til gengæld er der ikke noget afsluttende hanky panky i svensk hø. Men kernen i historien er den spirrende seksualitet, som alting drejer sig om, og den fanger Søren Kragh-Jacobsen i hver en sætning, blik, lyd. 

Det er så uskyldigt og så rigtigt. Kragh-Jacobsen er en fremragende personinstruktør – især af børn og unge. Man kan se Claus’ blanding af usikkerhed og glæde i Birger Larsens ansigt og i hans stemme. Og jeg kan sagtens huske hvor forelsket jeg blev i Lise-Lotte Rao, der spillede Lene. Lene er sikkert lige så forvirret og usikker og forelsket som Claus – hun er bare voldsomt mere ovenpå i Claus’ øjne. Og så er hun med Claus' ord bare pisse-dejlig.

Det kan varmt anbefales – især hvis man er over 35. Er fascineret af 1970'erne. Og har en faible for Søren Kragh-Jacobsen. Soundtracket er i hvert fald skide godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar