Orla II

Anden gennemgang af de 12 nominerede til Orlaprisen går gennem en sørøverroman, en fagbog om heste og en selvlæsningsbog om et dybtfølt fødselsdagsønske om en hund.

Benni Bødker: Djævelens øjne

Benni Bødker er en af de største favoritter til at løbe med prisen. Det er sjette gang, han er nomineret og 'Djævelens øjne' er et godt bud på en vinder; også når man tager dem der stemmer i betragtning. Men derudover har ’Djævelens øjne’ også noget gennemført klassisk og gedigent over sig.  Lækker indpakning, rigt og labert illustreret af Thomas Thorhauge, god, tyk papirkvalitet. Som en ægte drengeroman med tryk på eventyr og udlængsel, som man kender fra Stevenson. 

Jais er en ung dreng der på en rejse med et handelsskib bliver taget til fange af en flok sørøvere. Og så går det ellers slag i slag i en yderst genrebevidst sørøverberetning med guldrus, mystiske skattekort, hængninger, brutalitet, myterier og skrupelløse piratkaptajner. Og heller ikke Jais kan sige sig fri for at blive ramt af guldfeberen, der får selv de bedste folk til at glemme hvordan man er et godt menneske.

Det er indpakket i en uhyggelig og dyster rammefortælling fra et mørkt København. Det virker. Tilgengæld er resten fortalt i brevform til Jais’ elskede Anna; og dette greb virker ikke overbevisende på ret mange måder.  

Men når det er sagt så fungerer Djævelens øjne som den skal. Den er spændende, glimrende fortalt og yderst genrebevidst.

Måske bliver sjette gang lykkens gang? Jeg har den i hvert fald i min favorit-top-tre.

Jim Lyngvild: Vild med heste

Allerførst: jeg er ikke en del af målgruppen. Jeg er ikke specielt pjattet med vrinskende hovdyr. Jeg har det ok med dem; og hver gang mine sødeste er blevet trukket rundt på en ganger, har jeg syntes at det var et dejligt syn. Men det er også det. Så eventuelle mellemfornøjetheder kan skyldes dette faktum. Selvom jeg tvivler på det.

'Vild med heste' er som en skål potpourri. Parfumeret og med masser af små dele der kan sættes sammen til et hele. Med flapper og små tekstkasser, der fordrer en encyklopædisk labyrint-læsning, hvor man mere skal kaste sig ud og fare vild end man normalt vil gøre med en begyndelse i øverste venstre hjørne på side 1 og for at ende på nederste højre hjørne på side slut.

Det kan jeg rigtig godt lide – i princippet. Men i 'Vild med heste' bliver det mest noget ustruktureret rod – og når der samtidig egentlig også lægges op til en brugsbog virker det ærlig talt underligt at man gladelig springer fra en generel gennemgang af hvad en hest er til et par sider om hestesport, et portræt af Andreas Helgstrand for så igen at hoppe tilbage til en gennemgang af de forskellige hesteracer. (Og ja, jeg læste den fra side 1 til side slut)

Der er mange detaljer der bliver gentaget op til lidt for mange gange (der er ingen læsere der ikke ved hvor lav en pony er og hvor stor en hests hjerne er) – men det skyldes nok især håbet om hulelæsningen (fair nok) – og så påstås det, at den berømte Poul Reichhardt-hest Ibrahim gjorde lykke i ’De røde heste’ og ikke i ’Det store løb’. Alt sammen lidt irriterende.

Men det er såmænd ikke der, hvor jeg har de største problemer med 'Vild med heste'. For på trods af titlen og forfatteren der i den grad normalt vil brænde igennem på en in-your-face-begejstring er 'Vild med heste' mærkeligt nok uengageret og kølig og frem for alt underligt upersonlig. Altså, jeg beder jo ikke om flere opslag om Lyngvild og hans vallakker – men hvorfor får man ingenting at vide om hans heste? Hvorfor kan jeg ikke mærke ham? Det virker mest af alt som om det mest er navnet Jim Lyngvild og det visuelle udtryk, der er Lyngvilds i denne bog, mens man savner en personlig ild i ord og formidling. Det er søreme ærgerligt.  

Det er fint nok, at der flere gange bliver slået fast hvor dyrt og hvor stort et ansvar det er at have hest – men jeg savner en masse glæde. Ja, jeg savner, at også jeg, der som sagt ikke er en hestefidus kan forstå det at være vild med heste.

Trine Bundsgaard: Asta og fødselsdagsgaven

Sjette bind i Bedste venner-serien om Asta er tæt på at være en lille letlæst hverdagsperle. Asta har snart fødselsdag og er ved at udvikle sig til en 40-årig mand; hun ved nemlig ikke, hvad hun skal ønske sig. Og hun bliver mere og mere presset af at folk gerne vil vide, hvad hun dog gerne vil have – men det er hverken en ethjulet cykel (som hendes lillebror foreslår) eller en mobiltelefon (mormor), der vil gøre hende glad. 

Men efter et møde med den gamle mand Hr. Bibi, ved hun det: En hund. En helt igennem vaskeægte levende skidende og logrende hund. Og det ønske bliver næsten en besættelse for Asta, selvom hendes forældre gentagne gange afviser hendes ønske og det skygger næsten også for at Astas lillebror bliver drillet af Astas sidekammerats lillebror og det loyalitetsbøvl, der følger med det.

Jeg er til små hverdagsdramaer. Og jeg synes ’Asta og fødselsdagsgaven’ holder hele vejen. Astas kvaler med venner, veninder og ønsker om den sødeste hund fungerer fint både for målgruppen og for de 40-årige, som også godt kunne tænke sig en hund.

Den har ikke en jordisk chance for at vinde Orla-prisen – men jeg kender en pige i 2.U, der vil elske at læse historierne om Asta. Og jeg kender en 40-årig, der ærgrer sig over at han ikke ønskede sig en hund da han det var hans fødselsdag.

Halvvejs igennem de nominerede. Er det blandt de første seks at vinderen skal findes – både den rigtige og den moralske (og den moralske er den, som jeg synes er bedst)?