Peter Frödin / Line Knutzon: Lille Allan – den menneskelige antenne

Når man hverken får det man frygter eller håber på

Da jeg først hørte om børnebogsamarbejdet mellem Line Knutzon og Peter Frödin blev jeg gennemlykkelig. Line Knutzon er en af de skæggeste og skarpeste og vilde forfattere, der er i landet. Og Frödin har jeg altid haft et blødt punkt for – lige siden Karrierehjørnet over Bullerfnis og Bellevue-revyerne med Det Brune Punktum.

Det kunne kun blive skægt, fabulerende, uforudsigeligt, karnevalistisk, genregrænseafprøvende og fuldstændig vidunderligt. Godt set og tænkt af Politikens Forlag.

Men hov. Det Brune Punktum og Peter Frödin er jo også et ikon over 1990’er-ironien (som jeg elskede - men som nok er ret meget bygget op om netop 1990'erne) og København K-indforståetheder, og vitser med ikke specielt skjulte hentydninger til Frödins homoseksualitet. Og her begyndte jeg, at frygte at det mere ville blive en bog for det voksne K-publikum end det ville blive en børnebog (jeg tror at børn er virkelig ligeglade med seksualitet og kändisverdens dårskab), der ville være mere radikal end Alice i Eventyrland. 

Det blev hverken eller. Det blev en ganske almindelig:

Højtlæsnings-rumfarce på Amager

Det er sommer i Urbanplanen, hvor Lille Alan bor sammen med sin far. Allans bedste ven Joku er væk og det er varmt. Meget varmt. Allan keder sig grusomt. Han hænger lidt ud med den gamle nabo Helge, der er vild med UFOer og han håber inderligt, at han kan komme i kontakt med en. Til det skal han bruge Allan og en masse sølvpapir. Allan bliver placeret på toppen af Urbanplanen helt indrullet i alufolie for at fungere som en menneskelig antenne. Og på den måde får de kontakt med UFOen Majken. Majken mister sin næsten magiske svensknøgle, der lander i varmemesterens hunds enorme – koloenorme - og dampende efterladenskab.

Men en UFO er ikke noget man bare kan gå og putte med. Så Majken bliver bortført og ført op til en rig og excentrisk samler. Og jagten går ind for at redde Majken før hun ender som et trofæ i den dyre ende af whiskeybæltet.

Lækker indpakning

Først og fremmest synes jeg, det er en virkelig lækker bog. God størrelse. Tykt papir. Fin fondstørrelse og John Kenn Mortensens illustrationer er der ikke noget at sætte fingre på. Den egner sig aldeles glimrende som højtlæsningsbog – jeg har dog ikke afprøvet den på mine poder. Det kunne være at man skulle give det et skud. 

Jeg har faktisk læst den to gange. Første gang var jeg kun i glimt begejstret; her anden gang var jeg gladere – uden dog at være lykkelig. Og det tror jeg skyldes det delvise fravær af de forventninger og den frygt, jeg antydede i begyndelsen.

1990’erne der ikke helt kan rystes af

Der kom allerede udslag på min fear-dar, når jeg ser titlen. Hvorfor hedder han Allan? Og hvorfor Lille Allan? Hvis ikke det var fordi min bror hedder Allan, ville jeg kategorisere det som et navn med klare tidsmarkører til Frödin/Knutzons barndom. (Og det vil jegsgu nok alligevel uantastet broderen min). Og der er flere af disse små detaljer, der for en voksen læser er skægge, ironiske og pudseløjerlige – fx lyder Taxa Tårnby skide sjovt og jeg fnes da også da Allans mor forlader Urabnplanen og Allan og Allans far for et once in a lifetime-job i Kop & Kande. Men jeg er på vej til at runde de 40. Og jeg syntes af Det Brune Punktum og deres generationssatire var både skarp og skæg der for små 15 år siden.

Det har med andre ord en tendens til at blive en lukket fest. Ikke fordi der er noget som helst galt med markører som Kop & Kande, Th Sørensen og noget som kaldes et resort.  Men det bliver bare for indforstået med den voksne læser.

Ih, hvor kunne jeg godt tænke mig at bremsen blev flået af

’Lille Allan’ er ren farce – med forviklinger, udredninger, næsten debile voksne og store hundelorte. Og på den måde er det et forsøg på at lave en oplæsningsbog a la Kirkegård. Men desværre er ’Lille Allan’ ikke nær så vild og ufriseret hverken i sprog eller handling som Kirkegård. Og det er fanderme synd – for det kan makkerparret Frödin og Knutzon. Det er jeg sikker på.

Og mon ikke de gør det i fortsættelsen ’Lille Allan og dobbeltgængerskolen’ der vist kommer i løbet af kort tid.

Mit håber dirrer i hvert fald.

Edit: Nu har jeg læst den for mine børn, og deres dom er noget mere positiv end deres lunkne fars. De var begge indfanget, men det er også signifikant - synes jeg, at de ikke opfangede den som en farce eller som komedie, men som en spændingsroman. Og da jeg læste den højt for dem med forskellige stemmer og med opmærksomme lyttere til var det også den bedste omgang af de tre jeg har læst den. Måske bliver jeg lykkelig for den når jeg har læst den en 10-15 gange mere. Måske.