Hvorfor tager Go’ Morgen Danmark ikke børnelitteraturen alvorligt?

Jeg ved godt, at bunden for min naivitet ikke kan skimtes. Men da jeg så at Go’ Morgen Danmark på TV 2 havde bedt deres boganmelder Carsten Norton til at udpege de ti bedste børne- og ungdomsbøger, tænkte jeg at resultatet måske var forudsigeligt, kedeligt og sikkert. Det var den ikke. Stor ros hefra. Og stor ros for i det hele taget at tale om børnelitteratur. Det skal jeg søreme også huske.

Til gengæld udviser hans kanon et udvalg og især et par forglemmelser og et overblik, der ikke vidner om nogen særlig stor interesse endsige viden om børnelitteraturen. Og jeg er ellers overdænget med travlhed og dårlig samvittighed. Men raseri er godt at skrive på. Så inden jeg om et par uger begynder at anbefale målgruppebøger, Sakura Bestle, Winther, Meinke, Bach Lauritsen, Jensen og Scherfig/Dickmeiss og hvad jeg ellers elsker – kommer der lige først et surt opstød. Sorry.

Lad os tage listen og lad mig derefter brokke mig:

Nortons kanon

1. Rowling: Harry Potter  1-7
2. Baum: Troldmanden fra Oz
3.  Aakeson: Vitello
4. Milne: Peter Plys
5. Herge: Tintin
6. Strid: Historien om den kæmpestore pære
7. Ottesen: Grønnesø 1-3
8. Bergström: Alfons Aaberg
9. Nordquist: Peddersen og Findus
10. Ray: Peter Pedal

Det er tæt på at være imponerende. Ti valg. Det ene er ikke en børne- og ungdomsbog og ingen af dem ville være på min top ti. Et par af dem ville kandidere til en boblerplads. Og så er der altså et par forglemmelser i størrelsesorden Shakespeare, hvis man skulle lave en liste over de ti største engelske 15- 1600-tals-dramatikere.

Gammel sur mand der ikke kan blive tilfreds

Rowling: OK, kan man diskutere med milliarder af salgskroner? Jeg har mange gode ting at sige om Rowling – men det er først og fremmest litteratursociologiske. Hun rammer en målgruppe og en tid imponerende godt. Og så får hun for alvor gjort fantasy mainstream og bragt humor ind i genren. Og det er fame godt klaret. Men det ændrer altså ikke, at hun skriver som Enid Blyton og at fire af hendes bøger er 200 sider for lange og at Halvblodsprinsen var en pine for alle at kæmpe sig igennem. Alene den burde diskvalificere den til at komme på listen.

Baum: Ville den have været på listen hvis ikke Somewhere over the rainbow var en så fantastisk sang – og Judy var noget så yndig? Njah, vel?

Aakeson: Jeg elsker Fupz. Og hans Vitello-bøger er gode og velskrevne og veloplagte og skægge i deres egen meget tydeligt bevidste skabelon. En klar bobler til en plads blandt de bedste danske børnebøger.

Milne: Peter Plys. Ak, ja. Det er nuttet og i 1980’erne, hvor Norton og jeg trådte vores gymnasieconverser, var det endda også en måde hvor man kunne indynde sig hos de kønne og følsomme sproglige piger, ved at påpege de lommefilosofiske aspekter i gajolpakkelængde hos Plys. Det er fint nok. Men i top ti. Aldrig!

Herge: Tintin. Det er ikke en børnebog. Og hvis vi skal åbne for genresnyd, hvorfor så ikke Anders And?

Strid: Jeg har her på siden erklæret min kærlighed til Strid. Det gør jeg gerne igen. Jeg er pjattet med ham. Jeg ville have valgt Lille Frø, der er renere i snittet, skarpere og vildere. Og den ville kunne komme med som bobler.

Ottesen: Helt ærligt, jeg har ikke læst denne serie af Ottesen.

Bergström: Jeg synes Alfons Aaberg er dejlig og godt. Vitello uden humor og jeg er pjattet med de flade illustrationer. Men i top ti. Naahhhh. Skal vi ikke bare sige at der er et par andre svenskere der står nærmere.

Nordquist: Nordquist er en eminent illustrator. En af mine absolutte favoritter. Detaljerig, distinkt og præcis og humoristisk. Og historierne om den gamle mand og katten er fine.

Ray: Come nu helt og så ærligt on. Peter Pedal-bøgerne er hyggelige. Men det er jo også forbandet ringe skrevet. Måske er historiernes løsagtighed i strukturen charmerende. Den vil jeg til en vis grad godt være med på. Men charmen bliver altså for pæn og for renskuret og kedelig.

Ups

Så langt så kedeligt. Men hvordan man kan lave en liste over de ti bedste børne-og ungdomsbøger i verden nogensinde og så ikke tage Ole Lund Kirkegård, Bjarne Reuter, Halfdan Rasmussen, H.C. Andersen og ASTRID LINDGREN med og så end ikke kommentere det (i artiklen). Man kunne jo godt lave en kanon hvor man netop sagde - det behøver ikke alt sammen at være HC And og Lindgren. Fair nok. Men hvorfor så tage Peter Plys med. I don't get it.

Vidner om enten at man vil være a) kontroversiel eller at man har glemt det i forbifarten eller c) at ens holdninger om børnelitteratur hverken er fast forankret i empiri eller viden. Og det pisser mig helt ærligt af. At børnelitteraturen skal behandles stedmoderligt og sjusket. Øv. Og jeg plæderer jo ikke engang for at man skal tage det vildeste avantgarde eller kontroversielle bøger om død og lidelser med. Eller bøger der er skrevet på avanceret metrik og formfuldendte rim. Eller bøger der smækker en bunke historier op i små firkantede former. Selvom det kan jeg da søreme sagtens i en snæver vending.

Man skal bare tage noget der er godt. Hvorfor tage Baum, Milne og Ray med – men ikke Lewis Carroll? Eller Ingalls Wilder (ja, den!). Hvorfor kan man forglemme Halfdan Rasmussen, som jo er det vigtigste stykke litteratur i Danmark. Ja, det er. Sgu!

Føj

Jeg tror simpelthen det er den mest sjuskede og mest irriterende kanon jeg har set. Nogensinde. Inden for alle kunstarter og genrer. Det eneste gode er at Den lille Prins ikke er med.