Jeg kan vidst lige nå det her på det absolutte yderste del af falderebet; at
komme med mine kommentarer til de sidste tre nominerede til Orlaprisen 2014. Og
det sidste del af bunken går over en krimifarce, en opbyggelig fabel-historie
for og om dyr og en hverdagsrealistisk venindebog.
Jeg er sent på den – så lad os da endelig springe ud i:
Manu Sareen: Iqbal Farooq og den jyske forbandelse.
Sjette bind i serien om Nørrebrodrengen med de
indiske rødder, Iqbal Farooq, og hans farverige nærmiljø. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har læst nogle af de foregående fem bøger - og vægtigst; jeg også havde tonstunge
fordomme om dem. At de var sjuskede, at det var en næsten kalkeragtig
udgave af Bjarne Reuters Bertram-bøger blandet med Olsenbanden på speed og med
en satire, der ikke ville give ret meget udslag på subtilradaren.
Disse fordomme blev både bekræftet – alle sammen – men også
på en eller anden mærkelig måde gjort til skamme. ’... og den jyske forbandelse’
handler om Iqbal, der pga. nogle fuskede mobiltelefoner, en kirkeminister der
vil afskaffe samtlige helligdage, en formøblet pensionsopsparing og en lidt vel
for smart – og senere kidnappet – onkel – bliver hvirvlet ind i en jagt på en
kristen sekt ledet af Mørkets Fyrste. Det hele fortoner sig lidt. Jagten går gennem Jylland på kryds og
tværs i en udbrændt Mazda sammen med Iqbals ven, en halvdøv og helsur
pensionist og en hippie med et navn, der ikke ender.
Der er stort set ikke nogen indbygget kausalitet i
historien. Alle tilfældigheder er virkelig heldige. Satiren er plukket fra de nederste grene (hippier siger bred ymer og
jyder er umulige at forstå). Det er som at være vidne til en provinsrevy fra
1980’erne – hvis ikke det lige var fordi tempoet er umådelig højt. Og
klicheerne – og dem vælter det frem med – kommer så mange og så tæt og så
hæsblæsende, som bagside teksten siger, at jeg på et eller andet tidspunkt
måtte overgive mig og opdagede at jeg også morede mig.
Det er på ingen måde stor kunst det her. Men det vil det på den
anden side heller ikke være. Den vil underholde – og det gør den. Den fortjener
ikke en pris, men jeg vil meget gerne læse Iqbal Farooq-historier for mine
børn. Jeg er sikker på, de synes den er voldsomt meget skæggere end deres sure
og gamle og triste far gør.
Anders Morgenthaler: Børnemagt – Da verden gik under
I Malthes klasse er der uro. Han hænger ud sammen med vennen
Joakim og prøver dels at få bugt med sin ualmindeligt træge mave og finde sin
plads i klassen, hvor der både er døgenigte, slubberter og stræbere. Men en dag
beslutter kommunen at lukke skolen. da der simpelthen ikke er penge til at køre
den mere. Se, det er jo en drøm for en skolesløv elev – men det varer ikke lang
tid før drømmen bliver triviel og kedelig, og så finder Malthe ud af at nogle af
de mere flittige elever trodser forbuddet og laver deres egen skole.
Det fører både foragt for vennerne og en lille smule
kærlighed med sig.
Det er rigtig fint. Og det der gør ’Børnemagt’ mere speciel
er at Malthe er en giraf. Og at hans ven, Joakim, er en gnu. Malthes forældre
er en blæksprutte og en bjørn og så videre.
Jeg går stadig og overvejer kraftigt om jeg i grunden synes
at grebet virker. Det skaber noget distance – og dermed også noget evident - til
historien. Det gør det absurd og hyggeligt på en gang. Men distancen gør
samtidig også, at jeg – nå ja – bliver distanceret til den fine historie. Og det er jeg ret sikker på at jeg synes er
ærgerligt.
Morgenthaler illustrerer naturligvis selv og der er kraftige
latrinære og karnevalistiske spor i bogen. Jeg kunne med forbehold ret godt
lide den.
Annette Herzog: Drenge, kys og kolde fødder
Det er ved at være jul. Men 13-årige Emma kan ikke rigtig
finde julestemningen. Og det tror da pokker: Hun vil gerne være kæreste med
Fardin igen. Hendes far har fået en ung kæreste, der hedder det samme som hendes
veninde og værst af alt moderen har en datingprofil og er muligvis blevet kæreste
med skoleinspektøren. Femten gange pinligt!
Derudover er der venindefnidder og kamp om labre
efterskoledrenge. Der er småløgne, svigt, julegavestress og konfirmationskjoleprøvning.
Det er med andre ord en helt igennem klassisk
hverdagsrealistisme for start-teenage-piger. Og det er en genre jeg holder
uendeligt meget af og har læst regnskovsnedlæggende antal sider af. Det er
velskrevet. Det fungerer. Jeg kunne lide det, selvom der var et par
sidehistorier for meget med for min smag. Men jeg er som ofte nævnt også
plotpuritaner.
Det er i hvert fald en bog for min bogslugende ældste - om et års tid - eller to.
Et gæt der kun kan gå galt.
Det var de 12 bøger. Letlæsning, fakta, fantasy, realisme,
højtlæsning. Farce og kærlighed, spænding og konfirmationskjoler. Hvem vinder?
Jeg tipper på at Orlaprisen 2014 går til Nicole Boyle
Rødtness’ elverbog. Den henvender sig til dem der vil stemme (siger min
fornemmelse) og dens blanding af fantasy og ungdommelig kærlighed er
velfungerende.
Men også Annette Herzogs velskrevne hverdagsrealistiske
start-teenager-roman eller Mette Finderups mere tunge fantasy kan løbe med
sejren.
Det ved vi alt sammen meget mere om på fredag.
Den moralske Orla-vinder synes jeg er Mette Finderups roman
der i den grad overraskede mig – og så bør Kim Fupz vel altid have en pris for
bare at være så skide god.
