søndag den 5. januar 2014

Leif Esper Andersen: Heksefeber

Klassiker i klassesæt

Når det er jul og nytår må man godt være bagudvendt og nostalgisk. Og når min læseretninger både er eklektiske, idiosynkratiske og med en voldsomt humpende frekvens læser jeg bare, som jeg sådan set lyster. Og i denne jul er det blevet til både noget nyt – som jeg vender tilbage til i næste indlæg – noget gammelt (nu og senere) noget spritnyt som man kan læse på bogbotten.dk og noget voksent (Lone Aburas’ glimrende men også stærkt ubehagelige ’Politisk roman’; her er der godt nok ingen som i absolut ingen, der ikke placerer sig i en skala fra ret irriterende til dybt frastødende). 

Og så så jeg og den lille familie ’Pagten’, som vi ikke fik set i 2009, da den havde premiere. Og hold nu da helt op, hvor var det godt og ubehageligt og spændende. Vi kunne hverken vente til næste afsnit eller få nok. Stor ros.

Nå, men for et par måneder siden læste jeg den norske nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris for børn og unge Inn i Elden af Aina Basso og jeg kom af temmelig gode grunde til at tænke på den danske heksebog pr excellence nemlig Leif Esper Andersens ’Heksefeber’ fra 1973. Der findes vel ikke ret mange femteklasseselever der ikke er blevet præsenteret/fået den trukket ned over hovedet i en emneuge om hekse.

Det var derfor med temmelig bange anelser, at jeg læste bogen. Jeg forventede belærende forelæsninger, kilometertykke pointer, bedagethed og et sprog og en historie der kun var skeletter og påskud for en samtænkningstime mellem dansk, kristendom og historie.  Og det fik jeg også i mindre doser.

Hey, det er jo meget godt
Men bogen begynder sådan her

Hans mund stod åben, og han trak vejret hivende, mens han løb hen over engene langs fjorden. I sin næse og sine lunger havde han endnu røgen og varmen fra bålet, og skrigene fyldte stadig hans hoved og truede med at sprænge det. Han løb uden mål, ikke imod noget, men bort fra noget: bort fra røgsøjlen, som endnu tydeligt kunne ses mod den lyse himmel i nordvest. Han løb bort fra den hujende, larmende hob af mennesker, der som i en rus havde tumlet og danset omkring bålet. Bort fra hadet og ondskaben, der gennem den sidste tid havde slået imod ham, hver gang han havde vovet at vise sig.

Og helt banalt: jeg synes det er godt skrevet. Og det var lidt det der var undertonen i mit 30-års-gensyn (glurp) år med ’Heksefeber’.  Der både er socialistisk men først og fremmest dyster og med et ikke helt vildt positivt syn på mennesker i hobetal, angst og magten som sådan.

Kort fortalt handler den om Esben hvis mor omkring år 1600 er landsbyens kloge kone men som surprise bliver taget som heks og ender på det bål som Esben i romanens første afsnit flygter fra.

Esben møder den eneboer-lignende kloge mand Hans der lever i pagt med naturen. Hans lærer Esben om fjorden og om hvordan man fjerner betændelse fra blodforgiftede fingre og han får langsomt drengen til at fortælle sin historie samtidig med at også Hans’ skæbne udruller sig.

Derudover får Hans fortalt nogle vigtige sandheder til den alvorligt spørgende Esben og tydeligst også nogle sandheder til læserne. Den er jo fra 1973

Skolebog gemt bag fernis
Er det sokratiske forelæsninger der er på spil om at folk lever i angst og et folk i angst er nemme at styre fra dem, der har magten, hvad enten det er kirken, staten eller kapitalen? Det er et godt bud, to say the least. Men jeg æder det - sådan set – måske fordi jeg allerede dengang blev indoktrineret til at mene at det var sådan det var. Og måske fordi det faktisk er rigtigt. Måske er verden bare ikke retfærdig, som Hans slår fast for Esben og læseren.
Hvorfor forfølger man de mennesker der kan hjælpe? Spørger Esben. Og Hans er ikke sådan en der kan modstå, at der bliver lagt op til smash.

Folk siger så meget. Måske er de bange. Nej, ikke måske. Folk er bange. Når man er bange, må man finde noget at beskytte sig med. Og hvis man ikke ved, hvad man er bange for, må man også finde noget at beskytte sig imod. Man må finde noget man kan magte. Det er nemt nok at give Djævelen skylden for, at noget slår fejl for en. Men Djævelen kan man ikke brænde eller bekæmpe. Så brænder eller bekæmper man noget andet, som er mindre, og som man kan magte.
Det forstod jeg ikke, Hans. Du snakker så voksent og så svært, og jeg er kun en dreng. Fortæl mig det, så jeg kan forstå det.

OK, det sidste er ikke så heldigt skrevet


Jeg er ikke 12 i 2014
Jeg kan huske at jeg var temmelig vild med den dengang jeg gik i tredjeklasse har det vel været. Den var alvorlig og dyster og hekseafbrændinger er dybt fascinerende. Her hvor bogen har rundet de 40 år synes jeg egentlig den stadig holder. Men jeg tvivler på at jeg ville præsentere den for en nutidig tredje-femteklasse i dag.

Den antagelse bekræfter den kilometerlange og ofte ret morsomme tråd på fortællingen.dk


Ingen kommentarer:

Send en kommentar