Naturen kan godt være grum – især med store øjne

Nej, hvor er det i grunden skønt ikke at være aftenarbejdsramt mere. Hvilket betyder at jeg kan lægge et mini-compeed på den betændte og latente dårlige samvittighed, sådan noget hjerteblod også giver. Men der skal ikke lyde skyggen af en undskyldning herfra. Det er irriterende, man kan ikke bruge det til en disse; og hey, ungerne skal jo også have rent tøj på kroppen – bare en gang imellem.

Og hvad er der så sket, mens jeg har aftenkonsulented den. En hel afsindig dejlig masse. Faktisk. Der er kommet en ny Stian Hole-bog. Og den er lige så vidunderlig, som man kan regne med. Jeg har fået lokket min syvårige til at være med til at læse ’Det lille hus i den store skov’. Og det betyder som bekendt måneders uendelig begejstring over beskrivelser af hvordan man kærnede smør, legede med en majskolbe og lavede en lås uden søm i 1870’ernes Midtvesten. Jeg elsker det uforbeholdent.

Og så blev Kulturministeriets store børnebogspris givet til Ronnie Andersen for hans ’Koma-Tøs’. Jeg læste den med begejstring i sommers, og vender tilbage til den og ham når jeg har læst dem igen – måske som et forfatterportræt. Ronnie Andersen er den anden Forfatterskoleelev, der modtager den store pris. Hurra for skolen og for ham.

Otto Dickmeiss

Illustratorprisen gik til en af de mest markante illustratorer i Danmark, nemlig Otto Dickmeiss. Han debuterede i 1999 og har siden illustreret på den gode side af 20 billedbøger og endnu flere letlæsningsbøger. Forfatterne har som regel været HC Andersen, Louis Jensen og Lilja Scherfig.

Og Dickmeiss’ er ualmindeligt dygtig til at indfange de store eventyrlige og magiske skæbnefortællinger hos HC Andersen og Louis Jensen.  Man kan genkende Dickmeiss’ streg gennem en hel bogreol. Store hoveder, store alvorlige og afgrundsdybe øjne, små kroppe og fint afstemte og fortællende og foruroligende detaljer. Det passer perfekt til de to store fortællere. 

Og det passer også fantastisk til den skæbnetunge bog han fik Den store pris for; ’Rævefælden’ af Lilja Scherfig.

 

Blodrus

Gustav er glad for sin kanin, Ninus. Men da naturen og ræven beviser, at livet altså er noget brutalt skidt, og ræven splitter Ninus ad i småbitte ikke-samlbare blodige stykker, næres Gustav af en uudtømmelig hævntørst. 

Og hævn kan altså ikke slukkes af den ikke specielt nærværende fars forsikring om, at de opsatte rævesakse nok skal fange kanin-morderen. 

Gustav er en geschæftig ung mand og han ved hvor faderens jagtgevær er. Og plaf. Ræven er død. 

Men kan Gustav vide sig sikker på, at det nu er den ræv; at det lige netop er den forbandede kanin-morder-ræv han fik ram på? Gu’ kan han da ræv! Men hellere få ram på 100 ræve for meget end en for lidt.

Men i takt med Gustavs bersærkergang, der også går ud over et par gloende geder og en håndfuld høns, bliver han umærkeligt selv forvandlet til det udyr, den ræv, han er på jagt efter. Og først da han efter en tur i en rævesaks og et ophold i et usselt cirkus, møder den jævnaldrende Paw, der ser ham og hans sorg, bliver Gustav til en dreng igen. Og naturen kan vende tilbage til også at vise en lys side.

Det er saftsuseme en fin og knugende historie. Den altfyldende hævn, der gør søde drenge til udyr – og ikke giver den mindste forløsning eller trøst. Bare en smag af blod i munden. 

Dickmeiss indfanger det hele. Grufuldt, poetisk. Og både artificielt og nærværende realistisk. Fx når stakkels Gustav skal forsøge at syg den splittede Ninus sammen med kød, pels og månestykker. Eller når naturen i illustrationernes detaljer viser sig fra den side, der er længst fra Disney og Paradis. 

Der kommer dog en langt lysere naturblik med smilende pindsvin og en stork og en ræv der kærligt kigger på hinanden, da Gustav har fundet ud af at en venskab kan være med til at stoppe en blodrus.

Det er så fint. Og magisk. 

Læs mere om Otto Dickmeiss her.